Primær, sekundær eller komplementær

Den smalle sti i "Det gyldne snit" deler det aflange bed op i to.



Gylden liguster og Allium aflatunense.

Vita Sackville-West skrev engang: `Enhver som har arbejdet med monocrome bede (tone i tone)ved at det er mere end almindelig interessant at udforme bede med kun en enkelt farve i blomster og bladværk og at der kan opnås meget smukke virkninger hermed, når blot man ikke kører idéen til døde, rundt i hele haven´
Vores egen Johan Lange sagde engang: `Undlad en af primærfarverne i dit staudebed, - så er du ret sikker på at opnå en smuk farvekombination.´ Og den legendariske Gertrude Jekyll var en sand mester i staudebede, men det er ikke hendes udtalelser om farveteorier der slår mig mest. I en af hendes sætninger som jeg bruger jævnligt siger hun: `I havearrangementer skal man ikke kun tilegne sig en viden om, hvad der er godt at gøre, men også opnå en visdom og erkende, hvad der er godt at lade være.´

For min del handler det ofte om kun at tilføre lidt ekstra eller fjerne en smule af det der ikke fungerer optimalt frem for at rydde hele bedet. Bevares det kan være nødvendigt ind imellem.
I min gule have "Det gyldne snit" har jeg plantet mange allium af selve arten og som ikke er så anmassende i farven som sorten `Purple Sensation´.
Efterhånden er der også kommet en del akelejer til i komplementære nuancer til den gule guldregn. Den gule farve bliver mere gul og de violette og lilla farver forstærkes af det gule. De komplementerer hinanden. Her har også sneget sig lidt blå og lidt lyserøde akelejer ind. De sår sig selv hen over årene og afkommet er man ikke herre over.
Derfor er det ofte kun lidt der skal til, - ind i mellem, - alt imens det hele blomstrer, kan man plukke og skære og fjerne og køre bort.

Natur i keramikken

2 års elev Kristine Boesens tredimensionelle ellipser struktureret af forskellige lerstrenge.
Det er efterhånden en rum tid siden jeg sidst har fordret min blog. Grunden er den at jeg indtil weekenden har haft travlt på Kunstakademiet i.f.m. afgangs- og elevudstillingen, der afsluttes i dag søndag. Her viser jeg et lille udsnit af nogle elevarbejder.


1 års-elev Anette Brahe har ladet sig inspirere af balloner fyldt med vand, sand, gips og luft.

Men selvom man ikke nåede at se den, så er der rig mulighed for at opleve keramikkens retning imod det naturlige, - eller rettere det naturinspirerede. Aktuelt kan man på Biennalen på Koldinghus, se hvorledes formen hos mange kunsthåndværkere og keramikere har ændret sig fra at være stramme, spændte, symmetriske bud på objekter med rod i grundformerne, til det mere asymmetriske, amorfe og naturtro, - Og visse steder er formen gledet helt og aldeles ud til fordel for ren materialeophobning. - Vi ser det også i visse landskabsgreb, at det sanselige i materialerne er alt nok, - og på samme måde i haver, hvor store mængder af planter og vital frodighed er målet i sig selv.


Afgangselev Vivian Høi har hentet inspiration under havets overflade.
Jeg vil selvfølgelig stadig slå et slag for at der fortsat er form i haven. Forme som man kan genkende og afkode, - forme man kan lade sig fascinere og inspirere af, og former som har en funktion og som man kan anvende.

Et amorft, skulpturelt keramisk værk af afgangselev Lærke Langballe

PS: `....og så vil vi også gerne have en lysekrone...´

Der laves lamper som aldrig før. Den ene rædsel efter den anden, idet kunsthåndværkerne og designere har kastet sig over emnet med glubende appetit de senere år. Som en særlig trend at lave morsomme lamper, der åbenbart kun har det formål at få folk til at grine.
Til gengæld er der også kommet rigtig mange fine fornyelser af gamle klassikere.
Derfor var det heller ikke svært at pege på Allpas smukke lysekroner fra det lille 1-mands-firma `volt og watt´, da ønsket om lys i orangeriet kom på tale.

At plante på en time

Forleden skrev jeg om projektet Hospice Djursland. -
Her følger næste afsnit:

Fredag kl 14.00 var der en lille reception og åbning af Hospice Djurslands nye orangeri i Rønde.Tre timer forinden stod glashuset og arealerne omkring det, tomt og virkede forladt med nøgne beton- og glasflader. Eneste formildende omstændighed var de to spejlbassiner som reflekterede sollyset.

Det gamle oliventræ er glashusets dronning.


Den minimalistiske terrasse kan godt tåle mere grønt, - og det kommer der også med tiden.

Ledelsen og de ansvarlige medarbejdere for receptionen var begyndt at blive en smule nervøse. For hvor blev alt det grønne af?
Vognmanden indfandt sig endelig og det gamle oliventræ, en aldrende vinstok, hørpalmer, søjlener, laurbærtræer, buksbomkugler kunne placeres og give grønt liv til stedet.


Stammen på en gammel vinstok med karakter og sjæl


Ca 1,5 time efter, var alt båret på plads med pallevogne, stærke arme og lystigt samarbejde. canapeerne og champagnen var på plads og gæsterne indfandt sig. På splitsekunder var de udendørs og indendørs arealer smeltet sammen og som flere gæster udtrykte det: `Det ser jo ud som om det altid har været her´.


Det er så lidt der skal til for at live døde flader op......!


Et rum imellem bygning og orangeri hvor søjleene står opmarcheret og giver lidt grøn farve til den bare trævæg.



En høj bambus med kraftige stængler


En japansk bambus på ca 5,5 meter når husets glastag og skaber forbindelse til himlen.


Næste ryk bliver at finde de rigtige potter, der passer til stedet og som kan afløse de uskønne plastbeholdere. - Og i næste uge bliver den store terrasse beplantet med store prydgræsser og naturnære stauder, der kan give lidt fylde.

Blomsterpornografi

Huset er på det nærmeste ved at vælte af blomster

For år tilbage skrev Søren Ryge et indlæg i Huset og Haven om en oplevelse med blomster:


Der er en særlig poesi i en enkelt blomsterklase

"Det er det værste, jeg har oplevet af slagsen herhjemme, men det er en af Danmarks store turistattraktioner. Jespershus Blomsterpark på Mors. Danmarksmester i brug og misbrug af sommerblomster.

De praler endda med det. I antallet af blomster, som er astronomisk. Jeg har været der én gang for en del år siden, og jeg glemmer det aldrig. Da jeg gik derfra, var min farvesans lammet.

'Alle regnbuens farver lyser op i parkens hundredvis af blomsterbede, opsatser og arrangementer.' Sådan står der i brochuren, og det er ganske vist. Der er simpelthen så mange blomster, og de er arrangeret så voldsomt, at man tror det er løgn."

og senere skriver han:

"Og hvorfor nu disse grimme udfald midt i en hyggelig fortælling om min have?
Fordi jeg gerne vil begrunde mine helt basale synspunkter m.h.t. haven, og det gøres nemmest og bedst ved eksempler. Når det gælder blomster, kan jeg næsten ikke få nok. Men når det kammer over til ren farvelade, står jeg af. Når man bruger så mange stærktfarvede sommerblomster i så voldsomme koncentrationer som i Jespershus, så bliver det farvelade."

Jeg forstår godt meningen; at mængder kan blive så store at det nærmest virker patetisk. Jeg har aldrig selv været i den omtalte park, for billeder fra den siger mig, at jeg ikke behøver det. Jeg har til gengæld også selv været der hvor jeg skulle bremse min iver for at tælle antallet af blomster i et bed eller på en busk, i stedet for at vurdere om det skulle skæres og tyndes ud.

Ikke desto mindre er jeg både fascineret og frastødt på samme gang af vores blomstrende blåregn, hvert år i maj når den spyr sine slangehoveder ud fra væggen og forvandler den til et barokt tæppe af blålilla aflange klunker og hvis kvalmende duft forhindrer os i at lufte ud den vej i huset de næste tre uger.
Den overdådige blomstring skyldes den brutale beskæring i september og igen i januar. Det er som om at jo mere jeg skær jo flere blomster kommer der. Nu overvejer jeg at beskære den i marts i stedet - så blomsterantallet mindskes væsentligt!

Monumenter

Fra det svenske havemagasin Trädgård april 2011, af Gabriella Dahlmann

Forleden fik jeg post fra Sverige. Sköna Hem dumpede ned i postkassen og med en flot artikel fra min have af Eva Robild og med fotos af Annika Christenen under titlen: Formklippede Rum. Et par uger i forvejen havde Gabriella Dahlmann sendt mig et eksemplar af Trädgård, hvori hun havde lavet en flot omtale af Ellipsehaverne med titlen: Værelse med Udsigt.

Fra Sköna Hem, maj 2011

- I min lange karriere som keramiker har jeg aldrig oplevet en tilsvarende velvilje og lyst til at skrive og berette om eller fotografere med flere helsidesfotos af min værker. Jeg ved godt at kunst og kunsthåndværk ikke har helt den samme brede folkelige appeal som haver, - men det er da alligevel tankevækkende, at kunstens forgængelige materiale som planter og haveværker, der kun har kort gang på jorden, får en så omfattende opmærksomhed som tilfældet er. - Her kaldes jeg ligefrem for en dansk trädgårdsprofil og en havekunstner!!!? Og en tilsvarende velvilje for at jeg måtte have lov at læse korrektur på de 6 og 8 siders omtaler af min have, har jeg aldrig mødt hos kunstkritikere. - Jeg er selvfølgelig både taknemmelig og beæret.
Men sjovt er det at tænke sig: - Vil du rejse monumenter over dig selv,så hug i granit og brænd ler til keramik, men hold dig fra haverne. De holder kun den tid du selv befinder dig i dem og arbejder med dem.

- Men du kan måske få en hel del opmærksomhed på dine anstrengelser, mens du er i live.

Nyt orangeri på Hospice Djursland

C.F. Møllers smukke hospicebyggeri med det nye orangeri.


Der er stor volumen på selve orangeriet og forskellen mellem ude og inde opløses af de store transparente vægge og det ensartede gulv, der fortsætter ud på terrassen, hvilket giver en spændende udfordring rent plantemææsigt.

Det var en dejlig opfordring, og som jeg tog med stor fornøjelse, da Hospice Djursland bad mig om at komme med forslag til en vitalisering af deres nye orangeri og terrasse. Et meget flot og moderne byggeri af C.F. Møllers tegnestue i materialerne træ, glas, stål, kobber og beton. Og selvom jeg synes at byggeriet er noget af det smukkeste, nyere hospitalsarkitektur i Danmark, så mener jeg dog alligevel at det trænger gevaldigt til følgeskab af levende planter, der kan blødgøre de hårde overflader og mildne overgangen til Mols natur udenfor.
Orangeriet ligger som en 7 meter høj glaskube for enden af det bananformede bygningskompleks og eneste adskillelse er et meget lavt bøgepur. Terrassen skal derfor smykkes af høje græsser og naturlige stauder med små blomsterstande, der spiller sammen med den omgivende natur og som kan give lidt privatliv ved orangeriet. Detaljerne er stadig på tegnebrædtet, men jeg lover at vise mere, når frodigheden har indtaget det moderne byggeri.


Listeværket fortsætter hen over det sandblæste glas i facaden ud mod vejen, for at værne om privatlivets fred.


Store fliser er støbt på stedet i hvidbeton, både på terrassen og inde i orangeriet. Fugerne består af cortenstål, der med tiden vil ruste og tilføre arealerne en smuk og levende overflade.


Smukt horisontalt listeværk på facaden.