Skal det være med - eller vil du helst have det uden?
- Her mener jeg planter i vandet. For hver gang vi laver vandhuller i haven, så må vi tage stilling til om det skal være med, eller uden planter. Det sidste kræver nemlig en større indsats med at renholde, med mindre man har rindende vand eller store pumper, der kan rense vandet i hullet, der uvægerligt vil udvikle sig til sump eller mose på ret kort tid, hvis vandet står stille og ikke vedvarende bliver udskiftet eller cirkulerer.
Vådområder som disse ved Salling, har sikkert været inspirationskilde til mange forsøg med vandløb og des lige, eller det mere stille, som nedenunder, der kan betragtes som en stiliseret grøft/ kanal der løber igennem en sø.
Den renoverede barokhave ved Ledreborg.
Magisk kurve mellem græs og vand i min egen have. Jeg valgte at hente inspiration i det lille vandhul, som man ofte ser om efteråret og vinter i lavninger på marker med vintersæd.
Forårshimlen spejler sig i overfladen
Snepryd i græsset omkring den blå spejlskive
To rækker tyrkisk hassel indrammer de sejlende skyer på himlen
Tæt på, spejler husfacaden sig i vandoverfladen og giver mindelser om voldgravens effekt.
De første nætter med frost skaber grødis og laver et spejlbillede i "materet glas".
Placeringen af vandhullet og den runde form var vigtigt, da den ud over spejlinger og liv i haven også skulle "samle" de forskellige elementer af gamle træer, nye trærækker, en dåseformet taksformation på plænen og samtidig forstærke sigtelinjen ned i haven. Da vandet ligger ret højt oppe i haven må den præcise runde form ligeledes signalere, at det er et menneskeskabt produkt og ikke en illusion af et naturfænomen. I så tilfælde, ville vandet jo løbe helt ned i bunden af haven og samle sig der. Det er vigtigt at holde arealet fri for haveting og sager, så plænen omkring og de buede takshække på hver side, bliver en væsentlig del af havebilledet.
Ind imellem, finder jeg også at vandhullet er omgærdet med uhygge og dramatik. Fantasien kan hurtigt fremmane et billede af en 25 meter dyb brønd man kan drukne i.
"The final cut" - Det er vigtigt at få slået græsset tæt inden vinteren, så de forskellige elementer får lov at spille præcist op til hinanden.
Vandspejlet skal ses på afstand. Det er ikke meget værd hvis man står ved kanten og glor direkte ned i det. Her er intet at se og opleve, ud over en rusten jernbund 15 cm. under vandoverfladen.
Det sker to eller tre gange om året, at jeg fylder vand i. For det meste når jeg synes jernkanten bliver for tydelig og vandspejlet ligger for langt nede under græsset. Ellers tømmer jeg det kun og renser det en gang hvert forår.
At stilisere noget, betyder at man trækker det væsentligste ud af det man vil vise, eller i dette tilfælde; vil tegne og forme, - undlader alle bagatellerne og uvæsentlige detaljer, og herefter udtrykker med præcision og akkuratesse hovedindholdet af det man vil fortælle.