WHERE HAVE ALL THE ROSES GONE...?

Rosa mulliganii
Nogle er blevet kvalt af græs, sultet, snydt for vand og gødning, andre trampet ned og ædt af rådyrene, andre igen gravet op og plantet et nyt sted - glemt - eller bare flyttet og forladt og siden hen ædt af mosegrisene eller angrebet af svamp, før de døde og forsvandt helt. Alle disse elendige selvforskyldte ulykker og gudsjammerligt kedelige dyrkningstekniske genvordigheder kan få blodet i kog når alle andre lægger sygejournaler frem, og forventer at få et svar på hvad det dog kan skyldes at det ikke lykkes med roserne?  - Smid dem da ud, - Det lader ikke til at interessen for dem er der, under nogen omstændigheder, men at de kun skaber dårlige oplevelser, skuffelser og alt for meget arbejde. Samvittigheden får det heller ikke meget bedre af at vi inden længe kan høre messeråbende rosenpræster kalde til samling og med en udgangsbøn der lyder: ”Husk at beskære dine roser, - gerne så langt ned som muligt.”

Godt nok er der mange, uforudsete hændelser med roser, men hvis man vælger ud fra selvindsigt/ selverkendelse: smag, ydeevne, vilje og interesse, så er der ikke kun dårlige oplevelser i vente.

Min hustru og jeg har gennem årene forsøgt os med mange typer, lige på nær Poulsenroserne. Vi har mange meninger om hvad der gør en rose smuk, men ret enige om at blomsterne i denne forædling ofte mangler den gennemskinnelighed og skønhed i kronbladenes transparens som de fleste andre roser har. Bladene og buskopbygningen er vi heller ikke specielt vilde med. Vi foretrækker også de roser der har en egen vilje, bliver store og voldsomme og som uhindret har lyst til at gro op i noget, eller hen ad noget og som vi ikke behøver skære tilbage i en tilbagevendende uendelighed. Fri for det, bliver man aldrig helt, - det der med at skære. Personligt holder jeg også af tiden hvor roserne falmer og visner. Og har blomsterne været for perfekte og lignet en konditorskabt marcipanrose til en bryllupslagkagen, så savner jeg heller ikke dem mere. Jeg foretrækker de sorter der ligger så tæt på de botaniske som muligt, gerne med lange skud, der som forfædrene, vil leve et liv i fri dressur i samspil med træer, buske eller andet af en haves arkitektoniske indslag, der kan bære dem. Derfor er der heller ikke ret mange her i haven der har store blomster og skal høvles ned med saks eller machete hvert forår, eller som er placeret i bede. Endelig har vi tilvalgt de duftende og fravalgt de fleste remonterende, fordi de engangsblomstrende er mere vitale og har en større blomsterrigdom. Tænk over det; det er egentlig også så dejligt befriende, når det hele får en ende igen. Der sker så meget andet senere på sommeren. Endelig har det - ud over det vi har udsat roserne for som beskrevet i indledningen – været nødvendigt at de kunne klare at gro her uden ler. Der findes ganske enkelt ikke ler i jorden her på matriklen, - og forestille sig at skulle køre lerjord hertil i vogne eller plastikposer, det har vi ikke fantasi til.

Det er altså ikke de bedste vækstbetingelser vi har givet vores roser og måske er det derfor de har været så længe undervejs. 7-8 år.

Der er ganske givet den rosenmand der vil korse sig og mene at vi er helt galt på den, i tilgangen til denne ædle planteslægt. Helt enig. Dyb respekt for de, især mænd (og kvinder), der bevarer den stoiske ro og opnår den største tilfredshed, og gennem ordentlighed og fornuftig pasning, kan fremvise synet af den smukkest tænkelige og mest perfekt dyrkede rose man kan forestille sig. Jeg har bare ikke tålmodigheden til det og lever et haveliv der går ind for devisen: ”mindst mulig indsats med størst mulig effekt”. Og hvis vi ville det der med roser her på stedet i en eller anden form, - så har vi måttet sortere og fravælge.

Foråret 2014 insisterede min hustru på at roserne skulle have lidt ekstra møg fra hønsene og et drys kalk.  - Resultatet udeblev heller ikke og følgende fotos er et lille udpluk over de mest vellykkede fra sidste sommer.

Rosa mulliganii

The Garland

The Garland

hybrida

Hybrida

Rambling Rector

Rambling Rector

Violetta

Bleu Magenta

Brenda Colvin

Buff Beuty sammen med mosebunke

 



Zigeunerknabe eller Gipsyboy

 

 `William Lobb´, `Maidens Blush´ til venstre og `Zigeunerknabe´ bagerst i vilde rølliker og senegræs

Jeg har det stadigvæk lidt ambivalent med roserne. Jeg ved de fortjener stor respekt, også af hensyn til deres lange historie sammen med mennesker, - som en af havens mest bemærkelsesværdige og højtforædlede havekulturplanter vi kender. Men jeg synes de nemt kan give en have et lidt for sødladent, - ja nærmest tøset og gammeldags udtryk.

Derfor er jeg godt tilfreds når they are gone in august.

 

herunder: Doctor Van Fleet, en forælder til `New Dawn´.

BEKLAGER!

sidste indlæg røg utilsigtet ud.....

THERE´S JOY IN REPETITION - GENTAGELSENS MAGI

 

Gentagelse af ellipseform som haverum, langs en hovedakse (til venstre) og hvor de hvide gang- og sigtelinjer, er trukket med viskelæderet hen over skitsen.

Tekst fra udstillingen "There's joy in repetition" er venligst udlånt af Helle Hove og i denne sammenhæng, underbygger den en skitse og billedserie, der kredser om min egen have.

 

Trykt første gang i "Kunstuff - art-craft-design" No.1 2004

Hvilken virkning har det når kunsthåndværkeren gentager figurer og former? Keramiker Helle Hove går på opdagelse i gentagelsen, som den kan ses i mønstre og ornamenter og finder både meningsfylde og fornedring, hverdag og guddommelighed.

Jeg blev advaret mod den - gentagelsen. Af min gamle højskolelærer. "Lad den figur stå alene", sagde han, "Den er unik, kraftfuld i sig selv. Hvis du gentager den, bliver det en dekoration" Og ordet dekoration lød på en ildevarslende måde af noget mindreværdigt.
Og det kan ikke nægtes: Gentagelsen er farlig. Gentagelsen er fornedrende.
Jeg gjorde det alligevel. Gentog figurer i borter og på rækker, over fladen i mønstre, omkring et centrum som en blomst, rundt om krukkens cylinder, i symmetriske formationer som kors og trekløver og i forskudte størrelser som en slanges skæl. - Og jeg havnede på den måde i en af kunsthåndværkets kernediscipliner.
Tekstiltrykket, vævningen, pottemageriet, smykkefremstillingen - ja, langt de fleste håndværk - alle benytter de sig traditionelt af gentagelsesprincippet i det visuelle udtryk. Fra de helt primitive tommelfingertryk hele vejen rundt om en lerkrukke til det ægte tæppes komplicerede forgreninger af mønstre og spejlinger.

 

Gentagelsen af varierede ellipseformer, tænkt som strukturgivende element i staudehaven

Fra enkeltdel til helhed
Gentagelsen er fornedrende. Den er meningstømmende. En figur, der mangedobles mister automatisk sin unikke identitet, sin værdi. Den ene eller den anden, det bliver hip som hap, de er jo ens alle sammen. Også placeringen virker underordnet, for selv hvis man står med et trykt stykke stof med en helt konkret afgrænsning, så virker det i princippet som taget ud af et idealmønsters uendelige udstrækning.

mønsterforslag til buksbomparterre

For sådan er det også: På forunderlig vis virker gentagelsen også idealiserende og meningsgivende. Ligesom det berømte billede med den hvide vase, der pludselig kan ses som to sorte ansigtsprofiler, kan man også slå en opfattelsesmæssig kolbøtte ved gentagelsen. Pludselig oplever man det, der ikke er håndgribeligt. Mønsterets princip, geometrien, den bagvedliggende orden. Nogen ser måske ligefrem en guds styrende hånd, som man fornemmer det i de islamiske mønstre. På den måde bliver enkeltdelene først tømt for deres individuelle mening og derefter ladet med en ny - helhedens.

18 søjler langs en krum gang i et ellipseformet sort rum

 

17 søjler på koncentriske ellipseformede cirkler

Alt kan gentages

Det vigtige bliver nu mellemrummene, organiseringen, rytmen. - Rytmen, hvor hvert enkelt tommelfingertryk på krukken ses som et taktslag, og hvor ornamentets slyngninger opleves som billedmusik. I princippet kan man gentage alt - fra den strammeste form til en hvilken som helst snotklat og frembringe mønstre, der er som skudt op af en arketypisk ur-grund.
Det arbejder jeg med for tiden: Jeg bruger tusindvis af små identiske keramiske "skaller" og lægger dem op efter et simpelt kalejdoskopisk mønsterprincip. Ved at dreje enhederne lidt i det tænkte kalejdoskop, ændres hele mønsteret. Det er en selvforglemmende, årtusindgammel leg. Superenkel. For mig handler projektet om at skære ind til benet i en udgravning af mønsterverdenens dinosaurusskeletter.

Mønster af skrå, krumme bede med to rækker ellipseformede klodser

Livets pulsGentagelsen giver en øget følsomhed overfor de små udsving. Den er den underliggende takt, der kan spilles op til, nøjagtig som i musikken. Afvigelsen kræver regelmæssighed for at have noget at afvige fra. Systemet skal være der for at kunne brydes. Variationen kan først opstå, når der er en gentagelse at variere over.  - Det er slående hvordan gentagelsesprincippet i mønsteret, rækken og ornamentet afspejler livets egen formgivning af dyr og planter. Hele tilværelsen er bygget op over en puls af gentagelser: Hjertets slag, døgnets rytme, kroppens genkommende behov for mad og for søvn.

Froutage: 9 ovale blade fra parykbusk i formation

Hverdagen er gentagelse.

Ritualet, bønnen, meditationen bygger på gentagelsen. Vores egen folkekirke gør det, som biskop Jan Lindhardt udtrykker det: "Gentagelsens tid er den hellige tid". Hverdagen og det hellige. Tænk over det. Er det de medbetydninger, der hænger ved, når gentagelsen bruges visuelt?

5 ellipseformede pletter af højt græs på en klippet flade

Gentagelsen som ideal

I vores moderne samfund har vi et anstrengt forhold til gentagelser. Vi hylder det modsatte: Nyheden, forandringen, oplevelses-kicket. Men gentagelsen er et livsvilkår, vi som mennesker er piskede til at forholde os til.
Psykolog Henrik Høgh-Olesen fra Århus Universitet understreger, at enhver udvikling bygger på gentagelsen: Hvis man kan overskride det umiddelbare kedsomhedspunkt og fortsætte ned i fordybelsen vil der åbne sig døre til helt nye oplevelseslag. Tag kærligheden. Igennem gentagelsen - f.eks. hverdagen med en ægtefælle - når man dybere lag, end nok så mange nye forelskelser nogensinde kan føre til.
Allerede i 1800-tallet pegede filosoffen Søren Kierkegaard på noget af det samme (hvis det skal fortælles så kort). Han brugte begrebet "gentagelsen" om den idealtilstand, der kan opnås ved at vælge det konkrete daglige liv og være fuldt til stede i hele livets række af øjeblikke.

Ellipseformede ligustersøjler langs randen af dobbeltbede med græsser og stauder

Tilbyder den billedlige gentagelse samme mulighed for transcendens og gennembrud til nye oplevelseslag? I hvert fald har vi her opskriften på den bedste måde at opleve et mønster: Den meditative, selvforglemmende måde, hvor man slipper sin angst for monotoni og følger mønsterets musik. - Hvor man mærker gentagelsens magi.

Klik ind på Helles Hoves site og se hvorledes hun repeterer.

 

GÅR DU IND FOR FORHAVER....

og synes at emnet er interessant, så klik ind på Ministeriet for by, bolig og landdistrikters hjemmeside. Linket går igennem Danske Landskabsarkitekter, og her finder man både inspiration og viden, hvis man er lidt nysgerrig på feltet. Illustrative fotoeksempler, opbyggende tekster, tankevækkende historie, men også lettere sørgelig læsning. Sidstnævnte kan man jo bare springe over. - Jeg går ind for forhaver. Men jeg synes mange af slagsen er dødkedelige. Det er ikke så meget det der proppes i dem, der er noget galt med. Det er de forhaver hvor ligegyldigheden har fået lov at blomstre, jeg tænker på.
Rapporten er bl.a. udarbejdet i samarbejde med landskabsarkitekt Niels Lützen.

CRIMES AGAINST HORTICULTURE:

 

- WHEN BAD TASTE MEETS POWER TOOLS

 

Denne Facebookside kan virkelig afløse harmen over gartneriske tåbeligheder med smil. Jo længere man scroller ned på siden. des flere krampetrækninger af grin får man over den ene, helt uigennemtænkte hortikulturelle, katastrofe efter den anden. Manden bag siden  harcelerer over forkerte planter på forkerte steder, der lokker til indgreb på forudsigelige tætte beplantninger, på alt for lidt plads. Og generelt har han det sådan, at beskæringer helt skal undgås. Han kan også opleves på youtube, hvor han i sin iver, minder mere om en temperamentsfuld brugtvognsforhandler, end en afbalanceret personlighed, der beskæftiger sig med planter.

Men der er vel også rigeligt at hidse sig op over?

 

Dagens billige grin - før vinterbeskæringen går i gang!

PLANTING TREES

Jeg har før skrevet om træer og vigtigheden af dem i vore haver og landskabet. I en klumme i HAVEN har jeg forsøgt at provokere lidt med opfordring til civil ulydighed; at plante store træer i parcelhuskvartererne.
Måske skal man slet ikke provokere.
Det klarer de fleste af os selv ved egen hjælp at blive, og helt uopfordret. Men skulle man have lyst at få sat tankerne i sving, så kan jeg varmt anbefale at læse THE MAN WHO PLANTET TREES af Jean Giono. Det er en fantastisk fabel om fårehyrden Elzeard Bouffier, der omkring år 1900 samler agern og hver dag på sine vandringer med flokken, planter træer i en region af Provence. Hans vedholdende indsats med at plante agern får vidtrækkende konsekvenser.

Bogen er smukt illustreret med grafiske tryk af Harry Brockway.

Den oprindelige historie blev til i 1953 som en bestillingsopgave af Reader´s Digest der bad Jean om at skrive en historie under titlen `The Most Extrordinary Character I Ever Met´.

Jean Gino elskede bestillingsopgaver og i redaktionen var de begejstrede da de modtog teksten. Et par uger mere gik og Jean modtog nu et brev, der havde en ganske anden tone og med beskyldninger om at være en bedrager. Reader´s Digest havde ikke kunnet verificere historiens korrekthed og ville derfor ikke trykke den.

Jeg ved ikke hvor man skaffer denne lille bog, men en og anden må kunne opdrive eksemplarer fra THE HARVILL PRESS i London.

 

 I disse tider hvor begreber som bæredygtig, urban farming, vedvarende og grøn energi bliver brugt som plusord og Udkants-Danmark og `Den Rådne Banan´ som, noget man skal gå i en stor bue uden om, - da kan denne gamle værdifulde historie være en idé at genoptrykke.

Jeg kan samtidig garantere at man ikke bliver det mindste provokeret.

Tværtimod.

KERTEPILEURT ER EN FARLIG PLANTE

Det skulle man næsten tro, når man ser hvor lidt udbredt og sjældent anvendt den er i haverne. Der er sikkert dem som vil hævde, at det er en kommunal plante, eller at den er både invasiv og giftig i fejlagtig forveksling med den noget større plante, som man finder forvildet i naturen og som af nogle kaldes pilurt og andre; japansk boghvede. De to pileurt har intet med hinanden at gøre, men de har det til fælles at de passer sig selv og på det nærmeste; kvæler alt ukrudt på jorden under dem. Den jeg her vil anbefale er den lille kertepilurt, på latin: Persicaria  amplexicaulis og det er en utrolig nem og driftsikker plantegruppe, der virkelig fortjener mere udbredelse i danske haver.

 

Det er en plantegruppe der udmærker sig i små gentagne grupper i større staudebede, for de skal nok klare sig mellem alle de andre planter. De er også eminente i større flader fordi deres blomsterstande er så små og elegante med de oprette spir og danner en god kontrast til det grove bladværk på planten, der hurtigt danner en form. I mindre haver kan de nemt styres med spaden og de bliver aldrig besværlige hverken at grave op eller plante ud. Og så findes de selvfølgelig i forskellige højder.

Så kommer vi til farven.

Jeg ved at mange har det svært med rødt, og specielt røde farver i staudebedet. Men lad mig have lov at forklare: rødt er ikke bare rødt, selv om den hører til primærfarverne. Rødt kan hælde mod gult, hvidt, sort, og blåt og efterhånden er der kommet så mange sorter at de findes i et utal af nuancer. Men det er med persicaria som det er med rosengruppen: En plante skal ses på stedet og vurderes med farve højde og drøjde i de rette omgivelser, og ikke vælges og anskaffes ud fra farvepigmentet på en glittet side i et plantekatalog. man må se planten i blomst.

I forlængelse heraf er det værd at bemærke at plantens farvede blomsterstande har et meget transparent (gennemsigtigt) udtryk (farvevirkningen bliver ikke så koncentreret) og derfor egner denne plantegruppe sig sammen med snart sagt alle andre staudetyper, inklusive prydgræsserne.

Særligt sammen med dem, smitter farverne fra persicaria af på omgivelserne og persicaria planternes struktur giver via bladværket en solid tyngde og de slanke spir på stilkene; en bemærkelsesværd lethed til et hvert bed.

Blomstringen varierer en smule fra juni til frost. Nogle har kortere blomstringstid, men fælles for alle er at deres bladmasse nærmest forsvinder helt fra jordens overflade kort efter den første nattefrost. Man skal altså ikke køre haveaffald væk. Eneste minus er at vinterhavens bede har bare pletter der hvor de står, så derfor er det en idé at plante dem lidt inde i bedet.

 Tørke og efterårsvejr med let nattefrost har stort set samme virkning på bladmassen: Den gløder før den forsvinder fra jordens overflade.

En plante eller to af den vilde art; Persicaria polymorpha, står her bagerst i et af mine store staudebede med sine spektakulære blomsterstande, der holder det meste af sommeren og visner i en `ikke ucharmerende´ brun nuance hen på efteråret. Det er virkelig en plante der vil noget og som let bliver tre meter høje på en sæson.

Jeg har ofte talt med Anne Svane fra Staudestedet om hvor uforståeligt det er, at de fleste af hendes kunder i butikken går pænt uden om persicaria. Måske kender de den ikke eller  fejlagtigt tror at den er farlig?

Har man fået lyst at prøve planten så kan jeg varmt anbefale et klik på Annes webshop og en lille surftur på den belgiske havearkitekt Chris Ghyselens hjemmeside. Han er også plantemand og har fremavlet et hav af smukke sorter i alle mulige skønne farver og former. Se alle Chris´ persicariaer her og find Annes webshop her - det kan til gengæld godt blive farligt for dankortet.

De to øverste fotos på indlægget er fra Chris´ hjemmeside.