NU SKER DET.........hele juli måned ud!

Ellipsehaverne er nu åben for publikum hver søndag, mandag og torsdag fra 13-17, hele juli måned ud, hvor jeg forhåbentlig skal have fornøjelsen at få besøg af mange havegæster. Nu og da skal der slås græs og luges lidt. Og sikkert vandes, hvis det bliver en varm juli. Jeg glæder mig. - Ind imellem tænker jeg på sliddet, at vi har knoklet i dage- uge- og månedsvisvis og at det meste af historien indtil nu har handlet om, stædigt, at nå frem til målet på den vision og drøm, der blev fostret for præcis fem år siden, hvor vi tog de første spadestik til Ellipsehaverne.
Nu må tiden være kommet til at nyde og at kunne dele haven med andre.



Go´ sommer til alle.

og forresten: " - det der med vand i haven, behøver slet ikke være så besværligt som mange går rundt og tror.!"

Ny museumshave på Glasmuseet Ebeltoft

Tirsdag d. 15. juni havde jeg fornøjelsen at være med til at indvie min/ vores nye museumshave ved Glasmuseet Ebeltoft. Når jeg skriver sådan er det fordi jeg har fået lov at formgive og designe haven og samarbejde med nogle af landets kyndige havefolk hvad angår planteindholdet, men ikke mindst været en del af forberedelserne sammen med de ansatte ved museet. Jeg fornemmer da også at flere i kredsen rundt om Glasmuseet allerede har taget ejerskab på haven. Syddjurs Havekreds med Arne Lykke og Grethe Hale i spidsen, har taget det seje træk med at beplante. Det er dybt interessant og jeg bliver meget rørt når jeg tænker på det.
Oprindelig var det meningen at haven skulle være midlertidig og et led i den store udstilling `FLORA 2010 - botanik i kunst og have´. Heldigvis var direktør Dagmar Brendstrup så forudseende, at beslutningen om at gøre den permanent, hurtig blev konklusionen. I Danmark har vi da heller ikke tradition for showhaver eller instant gardens, der skal pilles ned efter bare et par måneder. Så det bliver spændende hvorledes publikum tager imod museets have i årene fremover.



Værkerne inde i museet udemærker sig bl.a. ved at processerne i glasset er slut og man der kan se det endelige resultat af kunstnernes anstrengelser. I museumshaven er processen først lige begyndt, ud fra en skitsering af arealet, hæftet op på analyse og nogle tanker omkring stedet. Men færdig bliver den vel aldrig? - Vi har jo med plantemateriale at gøre. Levende vækster som kunstnerisk "udtryksmateriale", er udover de tre dimensioner; højde, længde og bredde, begunstiget med en fjerde: tiden. På det vis har glaskunsten og havekunsten "det skrøbelige" til fælles. Vejrskader som storme, oversvømmelser, frost, is og tørke, kan være årsager til store forandringer i en have. Nye "bestyrere/ ejere" vil måske noget helt andet, end hvad der oprindelig var tænkt? - Men rammerne, havens skellet ligger der, med klassiske bede som havehilsener fra middelalderen og med sit minimalistiske formsprog, der forhåbentlig peger fremad mod nye havehorisonter.
- Så vil man sætte monumenter over sig selv, skal man holde sig fra glas og haver og bruge kræfterne på billedhuggerarbejder i granit.

Billederne viser de stringente bede og spæde planter i museets gårdhave som omkranses af lave mure, Hack Kampmann´ klassiske gamle tolbod og Arkitekterne 3 X Nielsens rene bygning med den opadstræbende sprossefacade.

Man kan både se og læse om museumshaven på Glasmuseets hjemmeside: www.glasmuseet.dk

Nedtælling til......................

"Det er som at holde sølvbryllup hver søndag", siger min kære hustru om vores åben-have-arrangementer. Der er travlhed på matriklen for i år holdes Ellipsehaverne også åben mandage og torsdage i hele juli måned! - Stolene bliver derfor ikke slidt af at vi sidder for meget i dem. Nok nærmere af råd, fordi de står på plænen og suger fugt, da de samtidig skal fungere som et skulpturelt indslag i Græs- og staudehaven. I næste uge får haven besøg af et par selskaber, Beboerforeningen i Hyllested kommer Sankt Hans aften, og to svenske have-fotojournalister, der gerne vil se vidunderet har meldt deres ankomst i ugen før det går løs med gæster i haven fra søndag d. 27. juni.
" Den har da heller aldrig før været så seværdig som i år" siger min søn.
Og han har ret.
Det er havers natur at de får sjæl jo nærmere de kommer sølvpryllupsalderen på 25 år. Der er dog lang vej endnu. Ellipsehaverne er kun akkurat gået ind i det femte år, men havens arkitektur er begyndt at vise hvad der var meningen, da den lå som løse streger på papiret. Det er som om at væggene af de 2500 bøgetræer har vokset sig så modne nu, at rumstrukturen så småt er begyndt at indfinde sig. Hækkene har fået en højde og er blevet lidt mere faste i strukturen, så man nu kan finde steder med læ når det blæser og krybe i skjul for omverden. Det er da også én af vores krav til haven; at den kan være et tilflugtssted. Inden da må vi videre med lugejern og rive.

- Jeg tror at uanset hvornår man beslutter sig for at haven skal åbnes for gæster - hvad enten der er sølvbryllup eller ej - så kan man altid lige bruge en dag eller to mere på at gøre et eller andet fint, så den tager sig endnu smukkere ud?

Klar, parat, start....................søndag d. 27. juni kl. 13.00

Lige nu knejser de mere end 1000 prydløg på stive ranke stilke i græs- og staudebedet (Allium aflatunense), som jeg, ind imellem alt arbejdet, kan gå og nyde. - Eller beundre dem fra husets vinduer, når regnen i lårtykke stænger forhindrer mig i alt det havearbejde, der skal være tilendebragt før vi åbner Ellipsehaverne søndag d. 27 juni.

Jeg har valgt selve arten af de smukke prydløg. De er lysere i farven og mere sarte i udtrykket end den farvekompakte sort `Purple Sensation´ som ikke passer sig ind i det landlige. - Det bliver ikke bedre om en uges tid, når de rosa og laksefarvede staudevalmuer blomstrer; - med `Purple Sensation´ kunne det nemt se ud som om vi havde åbnet en ny zoologisk afdeling med speciale i flamingoer.
Jeg er derfor temmelig glad for den vandige farveopløsning på Allium aflatunense og at løgene er lagt i det man på engelsk kalder `Drifts´ - strøg, hvor der veksles imellem de løse enkeltstående løg og de mere kompakte aflange strækninger. Indenfor malerkunsten taler man om at arbejde med "farvens udstrækning på fladen". Med det menes der, at farvefladerne ændrer sig, alt efter hvor meget de fylder i billedet og ikke mindst hvorledes de arter sig i relation til de farverflader der ligger tæt op ad dem og som de skal "spille sammen med". Og her må man ikke glemme alt det grønne staudeløv der udgør hovedfarven på "havemaleriet". Afstanden imellem de enkelte løg i grupperne er heller ikke uvæsentligt. Når blomsterkuglerne står så tæt at de rører hinanden, forsvinder den magiske luft og atmosfære. Mellemrummet spiller en vigtig rolle og på behørig afstand tager de sig bedst ud. Lidt ligesom svævende kloder og planeter i det store univers.



Man behøver til gengæld ikke at være fundamentalistisk og kun fylde op med prydløg. Allium aflatunense tager sig også flot ud sammen med andre planterarter og andre farver. Tilmed har den runde form på alliumkuglerne en beroligende virkning, da kugleformer af en hver art danner tyngde og soliditet i en haves staudebede. Eneste ulempe er Alliums triste visne løv, der viser sig allerede før blomstringen topper. Det løser man netop med at smide løgene med løs hånd i jorden, hvor der i forvejen er stauder og vækster der i maj og juni ikke er nået højere op end de 50-80 centimeter. Nok til at dække det grimme alliumløv



Når vi åbner haven er Alliumfesten desværre slut, men da står det næste på spring.

Forandringer i den store landhave/ drivhuset

Det er altid spændende at blive inviteret ud hos private hus- og haveejere og bedt om, som landskabsarkitekt at komme med nogle forslag til hvorledes haven og de nærmeste omgivelser kan forbedres. Det udmynter sig som regel i en fortrolig samtale, hvor næsten alt lige fra smag og personlige holdninger til livsstil og dens helt private betingelser for udfoldelse bliver vendt.

Ejendommen her, et gammelt enkesæde, har et smukt palæagtigt, teglhængt stuehus med tilhørende tre udlænger i sort bindingsværk og stråtag. Det har ligget her i Midtjyllands kuperede, frodige terræn i mere end hundrede år og danner i dag en smuk ramme om en familie på et forældrepar og tre halvvoksne børn.

Arbejdet med haven tog sin begyndelse i efteråret 2008 og har sidenhen udviklet sig til en omfattende omlægning og nyfortolkning af hele anlæget, der i sin helhed forventes færdiggjort i sensommeren 2010. De næste billeder viser noget af processen omkring arbejdet med drivhuset.




Længe havde parret arbejdet med forskellige løsninger på en glasbygning i forbindelse med stuehuset, men deres æstetiske sans forbød dem at klistre en sådan glasknast på det smukke stuehus. - Min begejstring for det gamle mugne og halvrådne drivhus og de muligheder der lå i at bryde facaderne lidt op så man kunne anvende arealerne på begge sider af det, smittede hurtigt af. Løsningen på deres problemer med placering havde åbenbart ligget og ventet her, uden at de helt havde set det som den bedste idé. Men her kunne de få det lille ekstra rum til festlige lejligheder og et par tomatplanter som de længe havde ønsket sig. Et rum der skulle bruges til det sociale, mere end som pensionistkuvøse for plantenørderi og middagslur. Også den længe ønskede urtehave kunne nu få plads i det aflukkede gårdrum, som hidtil aldrig havde været brugt. Sidenhen bliver der etableret et plankeværk så rummet bliver helt lukket på alle fire sider.



Det gamle drivhus havde en lav trempel og lav rejsning i taget, så rummet virkede lille. Jeg foreslog at tagkonstruktionen skulle hæves, forsynes med en lidt højere trempel ovenpå murene med to dobbeltdøre i hver side af drivhuset, så der blev gennemgang til den nye urtehave. De nye jernprofiler skulle udføres i galvaniserede standardelementer til produktionsdrivhuse, men her i en sort pulverlakering, så det matchede det smukke bindingsværk. Ikke mindst var det vigtigt at grave hele drivhuset fri. Det lå nærmest inde i skrænten og det kunne blive smukt hvis den kønne kampestensmur på den anden side af drivhuset fortsatte også her på havesiden. Der kunne så blive en plads til et lille bord, et par stole og lidt potter, der kunne give en mere intim gårdhaveagtig stemning og nem adgang igennem drivhuset. Som tænkt og sagt, så gjort; jorden der lå hen omkring det gamle drivhus blev gravet helt væk og der blev lavet et regulært terrænspring klædt i bøgepur imellem den højere del af haven og den lavere del, nu i niveau med drivhusets gulvkote.

Jeg skal senere fortælle om drivhusets smukke gulvbelægning i tegl, den nye urtehave der er ved at blive etableret bag ved drivhuset her på sidste billede, og den nye belægning der er valgt foran drivhuset og som tager afsæt i den gamle knoldebro, der får modspil af moderne borduresten i beton.

Tulipankombinationer

Tulipaner var i mange år noget jeg opdagede eksisterede hen i maj, indtil en haveven viste mig Purissima og Concerto. Fra da af begyndte jeg at lægge tulipanløg i haven og særligt disse to cremefarvede botaniske, bedårende tulips, der kommer før alle de andre og med garanti igen til næste år. Det er altså nogle af de mest driftsikre tulipaner man kan anskaffe sig og så passer de hvor som helst og når som helst. Man skal derfor ikke lægge nye igen efter bare en sæson og det synes jeg er ret så tiltalende for en tulipan. Her på stedet bliver der endda flere og flere hvert år, - mere end en fordobling af de 200 løg som jeg lagde i krydderurtehaven i efteråret 2008 er det blevet til.

I buksbomhaven skulle der være lidt mere knald på, (se billedet) og her valgte jeg Recreado, Shirley og Ronaldo. I rennæsancen brugte man netop buksbomparterrer til at avle tulipaner i, og når de var på retur blev rammen fyldt ud med udplantningsplanter af enhver tænkelig slags sommerblomst. Jo, - den ene fest afløste den anden.
Efter blot et år er mængden i parterret desværre på retur, - og gad vide om der overhovedet er flere tilbage næste forår i maj? -
En anden tulipan, som man bare må have, hvis man er tulipanoman: Spring Green.
I æblehavens ellipsebed med skovfrytle (Luzula sylvestris), har jeg lagt ca 50. De kommer igen i år og blomstrer samtidig med skovfrytlen som hermed lægger et grønligt slør hen over buketten.
Queen of Night er en anden der er værd at have mere end 12 af i en klump. Den er en af de mørkeste tulipaner man kan finde, - ret så almindelig og i mine haver har den altid befundet sig godt. Måske fordi den har fået plads sammen med purpursalvien der også elsker at bage i solen. Hvert år kommer der flere tulipanhoveder. De får godt nok mindre blomsterhoveder, - men det gør dem bestemt ikke mindre poetiske af den grund.

Dahliadrømme

Siden min barndom, har georginer associeret til mareridt om falsk lirekassemusik og halvdårlige cirkusforestillinger. Disse knoldplanter, der hen over sommeren kan udvikle sig til buskdimensioner med fede, kødfulde blomsterhoveder i alle afskygninger og størrelser så store som barnehoveder, har det meste af mit liv været eensbetydende med rigtig dårlig smag. Den grimme smag i munden kan jeg stadig få, ved synet af de kaktuslignende sorter i ekstreme, unødvendige farvekombinationer. Det er tankevækkende at vores smag for vækster kan være så forskellige. Selv inden for samme planteslægt. Jeg oplever nogenlunde det samme fænomen med roser, på ture i rosenplanteskoler. Nogle hviner af fryd over specielle sorter, andre fyldes med væmmelse over de selvsamme planter.
Men i år skal det være. - Nu skal der være fest i køkkenhaven. Jeg har netop lagt dahliaknolde i fire bede, - præcis som jeg oplevde min gamle morfar gjorde det i forlængelse af kartoffelstykket . Og det var lige så sikkert som amen i kirken, at de kvitterede med farvestrålende blomsterhoveder, der til forveksling lignede dem, som de store karle fra gårdene skød kridtet af i skydeteltet, når tivoli på omtrent samme tid, havde slået teltene op og inviteret sognet til gøgl i den nærliggende landsby.
Jeg har endelig overgivet mig til gøglet og den halvdårlige smag.
Køkkenhaven skal nemlig bugne i år.
Også af farver.
Og jeg føler mig helt overbevist om at de dahliaer, som nu er lagt i jorden, fuldt ud vil leve op til mine sensommerdrømme om hustruens bugnende buketter i stuernes vaser indtil den dag , - eller nat, hvor dahliadrømmen brister i nattefrosten, og som gør det af med georginehovedernes eventyrlige festforestilling.

Om det lykkes ved jeg endnu ikke. Men man har da lov at drømme.