Juletræet med sin pynt......

"Som barn har man en ubændig trang til at alt julepynten fra kassen skal på træet. Som voksen spørger man sig selv om det eventuelt kan blive smukt med lidt mindre"

Jeg bruger det ofte som metafor i undervisningen på Akademiet og ikke mindst når jeg arbejder med skitseoplæg og tegninger af haver.
Selvfølgelig bliver der en diskussion imellem mine kunder og jeg, når resultatet fremlægges og her er det flair for det pædagogiske og evnen til at sætte sig ind i folks behov, der kommer på prøve.
For det er jo ikke mit "juletræ"!

Alligevel er det mit mål at komme med enkle og overskuelige forslag, - at der er en overordnet tanke, en idé, ja en stærk form som kan overleve generationers slid og som vil kunne klare tidernes modelune.
Indenfor haver er det svært at operere med mode, som i gængs forstand er noget der skifter i takt med årstiderne.
Haver kan man ikke jage med, som længder på nederdele, - her er der tale om stil.
På den anden side skulle mine anstrengelser med et haveanlæg også gerne resultere i at de nye haveejere føler, at de selv kan præge det haveanlæg de så møjsommeligt har anskaffet sig.
Netop derfor formen. En have med en overordnet struktur og rygrad, der lader sig pynte med alskens liv og indhold. Et sted hvor man kan lege med planter og farver. Lægge til og trække fra, uden at det går ud over helheden. Eller blot slappe af hvis det var intentionen med planen.

Hvert år når vi henter juletræet i skoven, bruger vi meget tid på at finde det rigtige; højden skal passe, det må ikke være for bredt, der skal være en jævn fordeling af de vandrette grene, og der må ikke være for få af dem. Det skal have den rigtige grønne farve og nålene må gerne være tætplacerede på stænglerne. Træet skal kunne klare at "stå uden pynt", altså uden kamuflage af pynt fra kassen.
Her er det at der altid indsniger sig et men!
Et juletræ har altid mindst én fejl.
Så er det at man kan gribe til mere pynt i kassen: for at kamuflere.

Sådan må det ikke være med haver, - det kan være dyrtkøbte fejltagelser, der gør det besværligt og kostbart at ændre, hvis ikke haven har den selvfølgelige forlængelse af det hus den er hæftet op på og det landskab den ligger i.
Der er i så fald ikke de store chancer for at haven i sin grundform, får lov at overleve ret mange generationer.

Glashaven i Ebeltoft

Snebilledet herunder, er en hver havearkitekts drøm om den have han har tegnet. Linjerne og fladerne står præcist som da de blev afsat på papiret.
Projektet lykkedes.

Når jeg ser tilbage på 2010, så er Glashaven på Glasmuseet Ebeltoft en af de haver der står mit hjerte nær. Dels fordi jeg synes det er blevet et vellykket anlæg, dels fordi det gav mig nogle skønne oplevelser sammen med nogle dejlige haveinteresserede mennesker. Ikke mindst var det en fornøjelse at arbejde sammen med de ansatte på museet, et professionelt team, der formår at sætte kvaliteten i højsæde og samtidig navigere en stor gruppe frivillige, som museet nyder godt af.
Haven blev godt modtaget og skal vise sit værd de næste mange år. Flere har fortalt mig at de er blevet inspireret til at gå hjem og dyrke deres egne haver lidt mere.

Og det er da også lige præcis det der var tanken med denne have: at den i sin udformning var overskuelig og stærk og samtidig skulle fungere i et samspil med Hackmanns gamle klassiske toldbod of 3xNielsens moderne, aflange tilbygning med glasfacader opdelt i rektangulære aflange rytmer. Der skulle være både noget gammeldags og noget mere moderne over haven. En mulig inspirationskilde?

Havens indhold kan ændre sig uden at det går ud over formen. Akkurat som det er med alle andre dyrkningsbede, til eksempel i køkkenhaven. Her begynder vi jo for så vidt forfra hvert eneste forår.

Med tiden vil flere af beplantningerne i de firkantede bede blive så markante at de skal tæmmes med saksen. Herved får haven en mere tredimensionel virkning fordi den også indtager højden og ikke kun spænder ud på fladen i jordniveau.

Og Søren Ryge kom forbi og plantede mere end hundrede af sine elskede violfrøstjerner. Et helt bed kun med dem.


Vil man anlægge en køkkenhave der ikke skal gemmes væk i det bagerste hjørne af haven er formen også god at anvende.

Den stedsegrønne rose

Den kollapser til sidst under sneen fordi den bliver brugt som en halv busk op ad væggen mod nord. Men den er blevet mit varemærke på grund af alle dens kvaliteter.




Som havearkitekt placerer jeg den i mine kunders haver, hvis der findes plads og jeg bliver bedt om at komme med forslag til roser.





- Den hedder Mme Alfred Carrieré. Det er den bedste rose jeg kender. Den står med stedsegrønne blade på og klarer mange frostnætter. Op ad en nordvendt væg. Den har bløde grene og næsten ingen torne og den er nem for alle, selv begyndere. Med et snuptag er den bundet op på en mur, pergola eller stativ osv. Den har glinsende grønne blade, selv om den aldrig bliver sprøjtet. Det er den første rose i hele haven der blomstrer hvert år. Blomsterne er pudderrosa og blegner efterhånden i smukke creme nuancer. De sidder nikkende på lange stilke, så man kan lave dejlige buketter, der holder længe i vasen og sender en berusende duft ud i stuen. En let krydret, men stærk duft med en snært af citron. Den fungerer fint som fritvoksende busk, der hvor der er plads. Ca. 4x4 og 3 meter høj, hvis man ikke klipper den. Jeg bøjer bare grenene ind under de kraftige hovedgrene, så de ligger vandret. Derved dannes der mange flere blomster. Den har efterhånden form som en halv busk op ad væggen og er kun bundet med tre tvægående stykker ståltråd der holder den fast til muren.
Resten af sommeren og efteråret sender den enkelte blomsterhoveder ud indtil frosten kommer.

En rose der passer i en hver have, bl.a. fordi den ikke er så over-perfekt i blomsterformen. Der er noget afslappet og landligt over den.

"Det står som pisset i sne"

Sådan beskrev Anne Just mig ofte resultatet af et nyt færdiggjort bed eller et nyt indslag i hendes berømte have i Hune. Meningen er god nok. Det handler om, at vores anstrengelser for at formgive vores haver står overbevisende og klare. Det kan være i farvesammensætningen om sommeren, og nok så væsentlig: selve havens arkitektoniske udformning, der gerne skal være en fornøjelse hele året rundt. Med sne på, fremtræder havens skelet tydelig og klar og afslører om der er tale om en overbevisende og stærk rygrad.



Sneen giver haven det grafiske udtryk, der nok rent billedmæssigt kan være lidt eensformigt, skarpt og hårdt at se på. Men det er på denne årstid, man tydeligt kan afgøre om haven trænger til at få et løft og blive justeret, - eventuelt med nogle stærke og enkle arkitektoniske elementer.









Den sidste bænk i haven fik lov at blive stående, her flankeret af buksbomkugler som får stedet til at virke lidt mere beboeligt.

Skødesløs elegance og dekadent forfald

I relation til indlægget "Den hollandske bølge" lægger jeg lidt flere novemberfotos fra min staudehave ud på bloggen. Til fornøjelse for nogle og forundring for andre, måske?
De nyere græs- og staudehaver er nemlig opbygget ud fra det princip, at en plante skal være smuk selvom den er "død", og ydermere skal den være stærk nok til at kunne fange rimfrosten og bære et snefald. Indtil da kan man som det ses, - nyde en helt anden farvepalet og plantestruktur end den man har kunnet se hele året indtil nu, og som efter min mening er både elegant og dekadent på helt forunderlig vis.

Tryk på billederne så de bliver forstørrede, - så kan du se lidt flere detaljer.
Men husk at lade dem blive på min blog!

Room with a view

Det er efterhånden mange år siden at jeg erfarede at haver bør anlægges med henblik på flotte kig ud igennem husets vinduer. Ellipsehaverne er da også, i højgrad, udtænkt og formet med det for øje. Fra man slår øjnene op og trækker gardinerne fra i soveværelset, gør morgentoilette, laver kaffe i køkkenet spiser i spisestuen, nyder aftenen i stuen til man trækker for igen i soveværelset. 70% af vores tid oplever vi haven igennem vinduerne. Defor må vi også give den noget opmærksomhed, så den tager sig ud fra sin bedste side.

Ellipsehaverne strækker sig over ca 7500 kvm. Så vi har valgt at gøre det enkelt og skabe ro omkring huset og trække de komplicerede beplantninger længere væk. Det var også et ønske, at understrege det landlige, hvor både det moderne landbrugsland og et smukt, gammelt herrgårdslandskab, der ligger næsten lige udenfor vinduerne, også skulle være en del af oplevelserne. Specielt fra slutningen af oktober til hen i marts, hvor vi opholder os mere indendøre og flintrer mindre rundt derude, hvor det hele sker. Endelig har det simple også den fordel, at det "fanger" det skiftende vejrlig hvor solen, regnen, duggen, rimfrosten og sneen er med til at skabe de forskellige udsigter til haven.














Alle fotos er optaget ud af husets åbne vinduer, hele vejen rundt.

Den hollandske bølge

Stråfarvede akse af blåtop.

Staudebedene i Ellipsehaverne består af ca 40% prydgræsser, hvilket gør haven "oprejst" langt ind i vintermånederne

Knopper af monarda, spir af agastache foran sandrørhvene og lille elefantgræs.
Karl Foerster og Ernest Pagel fra Tyskland var de første to herrer, der indførte prydgræsserne som det væsentlige element i staudebedene. Senere fulgte Wolfgang Oehme og James van Sweden, og siden 1990´erne, har de hollandske herrer Ton ter Linden, Henk Gerritsen og ikke mindst Piet Oudolf markeret sig som plantepersonligheder og skabere af havetyper, vi hidtil ikke havde set. Det er tankevækkende at det alle er mænd, der har fremmet brugen af prydgræsser, sammen med staudetyper på mere end 2 meter i højden. Bedene eller rettere beplantningerne er på denne måde blevet en væsentlig del af selve havernes arkitektur. De skaber vægge og rum i kraft af deres enorme vækstkadence og er på denne måde blevet en god afløser (eller supplement om man vil) for de haver, der udelukkende består af høje tætklippede hækvægge, fyldt ud med traditionelle blomstrende staudebede.

Sandrørhvene med sort baggrund af rød hjortetrøst
Man kalder da også stilen for "The Dutch Wave", som var en fornyelse og et sundt og nutidigt modstykke til den lidt gammeldags "Rosemary Verey-style", som har været specielt englændernes foretrukne havetype i mange år. Ikke desdo mindre har englændere været hurtige til at byde den nye "bølge" velkommen ind i haverne og man ser gang på gang i udenlandske havetidsskrifter og på internationale websider fra både England, Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig etc. det ene smukke haveanlæg efter det andet, som er skabt med varierede arter af prydgræsser og kraftige stauder, der ikke har gennemgået den samme hensynsløse forædling som mange af de traditionelle staudetyper. Der er også tale om stauder og græsser, der fremviser nye og smukke sider i forfaldsperioden fra oktober til langt hen i januar.

De 2 meter høje spir af veronicastrum står der stadig langt ind i vintermånederne med en smuk kanelbrun farve
Danmark sakker fortsat bagud når det gælder denne nye havetype. Men heldigvis har jeg erfaret at det stadig oftere sker, at mine kunder i den yngre alder, er interesserede og modtagelige overfor mine plantegninger med plantetyper, der tager afsæt i det mere naturlige look, hvor prydgræsserne og de naturnære stauder får lov at spille hovedrollen. Og er herren i huset med på råd, når den nye have skal anlægges, er det mere reglen end undtagelsen, at der bliver plantet mange prydgræsser i det nye haveanlæg. Forhåbentlig vil den hollandske bølge skabe mere end blot små krusninger i danske haver, i årene fremover.

Løvehale modstår strid blæst, regn, slud, tung snevejr og bliver stående rank og strunk helt til næste forår.

"At tilbede det smukke og hade det grimme er umodent"

Sådan lyder et gammelt japansk ordsprog og første gang jeg hørte det, følte jeg mig en lille smule provokeret. Jeg tror meningen nogenlunde er den samme, når den engelske haveskribent Robin Lane Fox udtaler; at han i takt med stadig større viden og mere indsigt, må erkende at der ikke findes en grænse imellem dårlig og god smag.



De bedste haver jeg kan komme i tanker om, er da også begunstiget med en vis form for forundringsværdi og ikke mindst en hel del mærklighedskvaliteter. Elementer der kan få mig til at stoppe op og som jeg ikke umiddelbart har set før. Havebegereber jeg ikke kan forstå eller afkode med det samme eller finde en selvfølgelig mening med. Sådan har jeg det også med malerier og billedkunst generelt. De billeder, der giver et bud på eksempelvis en ny farvesammensætning, der gør op med alverdens farveteorier og principper, og som kan give mig en en fornemmelse af at "jeg ikke har forstået det hele endnu", er utrolig berigende og livsbekræftende for mig. Der er stadigvæk nyt at lære forude og god mulighed for at jeg fortsat kan udvikle mig. Ofte er det også der, hvor en blomst eller plante har placeret sig som selvsåer, man får de gode aha-oplevelser og som får een til at arbejde mere fordomsfri med haven og forsøge at arbejde med nye teorier og principper.
Ikke sjældent oplever jeg kompositioner i haven, det kan være arkitektoniske, formmæssige, anderledes farvesammensætninger, tankevækkende materialesammenstød etc, jeg i første omgang ikke rigtig kan "greje". I stedet for at dødsdømme det med det samme, måske fordi jeg ikke forstår det, - øver jeg mig konsekvent i at vente og vente og måske tænke lidt og stille nogle analytiske spørgsmål, før jeg beslutter mig om det er noget jeg kan lide eller ej.
Jeg er godt klar over at ovenstående kan lyde frygtelig helligt.



Men i modsætning til mange, er jeg nok af den opfattelse, at vi her i landet mangler smagsdommere. Ikke at de skal bestemme hvad vi skal mene, kunne li´ og ikke li´, men deres udtalelser kunne få debatten til at rulle og menigmand til at engagere sig og blive lidt klogere.
Et samfund, der har afskaffet sin elite og sine smagsdommere, bliver et meget eensrettet og kedeligt samfund, der er uden diversitet og udvikling - og muligheden for at føre den kvalificerede samtale om skønhedens og grimhedens æstetik forsvinder hermed.

..........at holde hvad det lover.

Og det gjorde det så. En lovende varm sommer, pænt med nedbør og belønningen: bugnende bede med grøntsager og blomsterværk til vaserne, - og vi høster og plukker endnu.
Den røde grønkål er lige så let som den grønne og får lov at stå i køkkenhaven indtil den ikke kan mere. Den kunne også være fin i staudebedet som neutraliserende bundfarve. For høster man den til grønlangkål kan det blive en lidt klam affære, da resultatet bliver gråt i gråt, præcis som rødløg der steges bløde i smør på panden. Det kunne ellers være fint at servere mørkerøde grønkål til jul, men det lader sig altså ikke gøre.



Den røde grønkål blev plantet symetrisk i fire bede, giver et arkitektonisk indslag i køkkenhaven.



Sammen med de små dahliahoveder, dildskærme, kæmpe jernurt, porrernes blålige blade og den røde grønkål, fremtrylles der et strålende farvebed der kan lidt mere, end det regulære køkkenhavebed.



Drømmen i det tidlige forår var en frodig køkkenhave der kunne byde på andet og mere end grøntsager. Ind imellem har vi diskuteret om dette andet blev for meget, men jo nærmere vi kommer de kolde nætter, jo flere buketter henter vi ind i stuerne for at nyde de sidste rester af alt det livsbekræftende en køkkenhaven med blomster kan præstere. Og uden en egentlig ekstra indsats. De plejes i samhørighed med alle de spiselige sager. Men måske skal næste års farvesammensætninger være endnu mere raffinerede?

Havet ved huset ved havet

Danmark er begunstiget med kilometervis af strande og kampen om udsigten til vand har stået på længe. Der er dem som må tage til takke med anden eller tredje række, men selv de som må nøjes med en plads på sidste, kan med lidt omtanke og enkle greb, få skabt en dejlig og frisk stemning af havet ved huset.






Stedet her udformede jeg for et par år siden for et ægtepar, der byggede nyt helårshus i et ældre sommerhusområde, og allerede nu har sted og planter vist sig at leve op til kravene. Der er en smuk udsigt både til havet og til haven fra de store vinduespartier. Der er acceptable læforhold på terrassen og endelig er der noget smukt og foranderligt at betragte det meste af året på grund af vækstdynamikken i planterne.



Plantevalget er truffet ud fra en hård analyse af:
- jordbundsforhold der er ret sandede
- et klima der er blæsende og "let saltet"
- et krav om læ på terrassen
- et ønske om at fremhæve udsigten til havet







For at skabe strandnært miljø på en sådan terrasse og vælge de farver der er kendetegnende, må man en tur på stranden, så man kan sanse og samle farveindtrykkene. Hvidt skumsprøjt klar blå himmel og grågrønt havvand, den sandfarvede strandkant med søsten i alt fra ravgult til skifersort og frisk grønt og maghonifarvet tang, der skifter farver alt efter om det er vådt eller tørt. Det var blot nogle af de kulører jeg samlede sammen på paletten, før jeg begyndte at vælge planter ud. Dernæst var det vigtigt at finde de planter der en god del af sommeren kan skabe læ, så det måtte altså være noget der kunne tåle både vind, salt og sol. Endelig måtte blomsterhovederne være små og fine, så de havde et vist slægtsskab med de mere ydmyge af slagsen ved havet.



Valget faldt på de små elefantgræsser,sandrørhvene, mosebunke, lampepudsergræs, fåresvingel, star og bynke. Af dem med lidt større blomster, blev det perovskia, echinacea, alunrod, pileurt og sommerblomsten kæmpe jernurt m.fl..
Græsser og stauder skæres ned i sidste uge af marts og efterlader den faste struktur af taks i nogle aflange prismeformer på tværs af bedene, - for også at få det grønne islæt med i denne strandhave. Samtidig giver taksformationerne en god baggrund for alle forårsløgene der blomstrer i det tidlige forår før det hele begynder forfra og græsser og stauder lukker for det forårsbal.