TARVELIGE TAGETES......

- at konfrontere sine fordomme

 Tagetes linneaus 60-70 cm høj

Som barn afskyede jeg lugten af tagetes. De mindede mig om min gamle, og noget utilnærmelige morfar. Som ung syntes jeg bare de var `for meget´ og symboliserede al den konformitet og forstokkethed man i teenageårene forsøger at tage afstand fra. Senere udviklede det sig til overbærenhed og hovedrysten af de folk der som han, praktiserede rækkerne af fløjlsblomster langs hækkanten mod gaden for på den måde - helt åbenlyst - at udstille den dårlige smag.

  

Blandede sorter i et 3 mdr. gammelt `køligt´ staudebed til TV.

En dag, blev jeg helt uforberedt konfronteret med ovenstående fordom og tidligere tiders forudindtagethed, da jeg som tv-vært og tilrettelægger på et haveprogram, blev opfordret til at arbejde med nogle af mine `have-hade-motiver´. Argumentet var, at det ville blive godt tv og samtidig kunne jeg slå to fluer med ét smæk: de tarvelige tagetes og min let fnysende holdning til farven gul.

 

Skaktern i mit parterrebed af persille og appelsintagetes ved Glasmuseet Ebeltoft

foto fra: http://havehyrden.blogspot.dk/

Jeg havde god hjælp af gartnere og havefolk der vidste meget om meget af det jeg var novice i, bl.a. tagetes, og hurtigt havde vi bestilt alt hvad der adlød søgeordet tagetes, på alverdens websider.

 Tagetes linneaus/ frø hos http://www.sarahraven.com/

I løbet af den følgende sommer, udfoldede der sig en plantegruppe for mig, og af en verden jeg ikke havde forstillet mig eksisterede. Der var tagetes i alle afskygninger med små limegule blomster, der var fyldte små og store blomster fra mørke rustfarvede til skrigende orange og der var kompakte og løse vækstformer, fra nærmest krybende til godt 1,5 meter høje buske, på bare en enkel sæson. Jeg indrømmer at jeg ikke elskede dem alle, men mine fordomme fik et ordentligt solidt og sundt spark der manede til eftertanke.

 

 Et varmt bed med et udvalg af de ca. 55 slags tagetes der findes

Under forberedelserne besluttede jeg at fylde hullerne i de helt nye staudebede ud med de mange forskellige tagetes, uden hensyn til farverne indbyrdes, men i flader og således at der ville komme en variation i højderne. 

Jeg ved det måske er barnligt! - ja lettere upassende for haveinteresserede og noget der nærmer sig Søren Ryges univers, at vise noget sådant på tv. Men mit ærinde var ikke at bekræfte hverken mine seere eller mig selv. Nok nærmere at "gå imod den gode smags tjeneste" og risikere noget, i håbet om at der under denne plantekategori kunne findes noget ukendt og få en ny viden om noget der ikke blot var uskønt, men mere nuanceret.

 Et blandet bed af urter, grøntsager og blomster. Det er velkendt for de fleste at tagetes har en positiv indvirkning på "træt jord", og at dyrkningsforholdene forbedres væsentligt efter blot en sæson med tagetes som vekselafgrøde.

Det er tankevækkende, at der males så mange uheldige billeder af solnedgange.  Måske kan det være fordi kunstneren er alt for forelsket i motivet og forhippet på at projektet skal lykkes, at han eller hun ikke formår at gengive det sete i samme nøgterne udgave som `den skaldede virkelighed´? - Og måske ville det være en idé, at vende sig mod et nyt og anderledes motiv, og male møddingen, for en kort stund, at slippe jagten på skønheden, og se hvad der sker.

At tilbede det smukke og hade det grimme 
er umodent.

Yanagi


Ps: 1000- tak til alle, af jer faste læsere, der sendte mig de flinke kommentarer i forrige indlæg.

AS TIME GOES BY...

 Nu og da kan det være ret fornuftigt at tjekke op på hvad man har nået og om resultatet lever op til de forventninger, der var udgangspunktet. Det gør jeg her, med en lille billedserie og til de som ikke interesserer sig for havearkitektur bringer jeg samtidig en advarsel; " det handler ikke om andet så klik blot videre".

2005/ Marken bag huset (4000kvm.) blev harvet 4 gange

 Der blev afsat sigtelinjer i forhold til husets vinduesfacader og den smalle passage

Dobbelthække til den lange bøgegang blev plantet

 

 Jeg tog ørepropper i og skyklapper på og nægtede at høre på mine nærmestes kommentarer og se på deres hovedrysten. For når jeg kneb mine øjenlåg rigtig hårdt sammen, så kunne jeg sagtens forestille mig at den lille have med græsplænen forrest i billedet hurtigt ville smelte fint sammen med marken længere nede.

Første vinter 2005-2006 efter at de 2500 spæde planter af Fagus sylvatica på 40-60 cm. var blevet plantet. Til højre for Kavalergangen skulle græs- og staudehaven være og til venstre blev der plantet 6 ellipser i forskellige størrelser til forskellige haver og med længderetning vinkelret mod gangen. I alt blev der ved venners hjælp, plantet godt 650 meter hække og børnene i landsbyen kaldte mig bøgemanden.

2 år efter begynder ellipserne at stå tydeligt frem

og Kavalergangen og begyndelsen på græs- og staudebedet

 

2012

 

2012

 2012

 Mellemrum/ passager imellem ellipserne

Det 60 meter lange græs- og staudebed

 

 Ligustermoler i det oprørte hav: græs- og staudebedet

 

Øer med langt græs imellem ellipserne

 

Mindelunden med de 17 buksbomstubbe mellem `Dobbeltellipsen´ og køkkenhaven

 

En smal passage ved `Det tomme rum´

 En tværgang, første dør til højre er kavalergangen, næste åbning fører til græs- og staudehaven

Siddepladser i et rum mellem ellipserne

og siddepladser med udsigt til det nye haverum som jeg så, når jeg kneb mine øjenlåg hårdt sammen for 7 år siden.

TID TIL BESKÆRING

I filmkunsten er kameraets varierede afstand til motiverne og hermed beskæringerne af de valgte billeder, ét af mange greb man tager i brug når historier skal fortælles. På samme måde tilrettelægger man tidsskrifter, ugemagasiner og havebøger etc., hvor man - groft sagt - deler fotos op i tre hovedkategorier; heltotalerne der viser hele scenen, halvtotalerne der viser udsnit og close-ups der går helt tæt på og portrætterer enkeltindividerne. Både på film, i billedbøger, havemagasiner og på billedbårne blogs kan man bevidst styre udenom det gabende kedelige, og skabe en musisk dynamik ved at anvende ingredienser fra alle tre kategorier. Alligevel må de fleste af os bloggere nok erkende, at vi har tendenser til at fokusere på særlige interesseområder - og at vores foretrukne motiver er lige så afslørende som teksten, på det der optager os mest? Med fare for endnu engang at blive beskyldt for at være overdommer og kassetænker har jeg kategoriseret de tre motivbeskæringer.

Heltotal af mit dobbelte staudebed med prydgræsser i rimdragt. Man kan se; den snoede plæne, en god del af hegnet til højre, stuehuset med det store træ i mellem- og baggrund og til højre røgen fra naboens skorssten og i horisontlinjen; skoven og den disede himmel. Mere enkelt beskrevet: et foto der beskriver det stedsspecifikke.

Heltotaler (når man zoomer helt ud) elskes af arkitekter, landmålere, metrologer, dokumentarister og landskabsarkitekter samt folk der arbejder med de overordnede linjer og som gerne vil fortælle hvor i landet vi befinder os, og hvorledes de nærmeste omgivelser tager sig ud. Heltotalerne beskriver et totalområdes specielle identitet og karakter og for havearkitekterne; hvorledes den overordnede idé med haven er tænkt. Ulempen med disse typer fotos kan være, at selv den mindste køkkenhave kan fremstå som en hel prærie, hvorfor der da også findes mange ”snydebilleder” i denne kategori. Og ganske ofte vil folk føle sig skuffede med hensyn til et anlægs størrelse, hvis de besøger en have de kun har stiftet bekendtskab med igennem havebøgernes heltotaler. I de fleste privathaver er det temmelig vanskeligt at ”skyde” rigtig gode og vellykkede heltotaler med kameraet, fordi alle ”fejl” og mindre heldige områder i haven jo kommer med i motivet. Derfor er heltotalerne netop også de bedste motiver man kan optage med sit kamera, hvis man vil have indsigt i havens arkitektur og grundidé, hvis man vil registrere sine fejl og rette dem og hvis man vil bruge sig selv og kammeraet, som to gode instrumenter, der kan puste nyt liv i haven og `male med den brede pensel´.

 Et udsnit af staudebedet og som kan kopieres af en hver som har lyst til flere græsser i staudebdet.

Halvtotaler er nok mest for blomsterarrangører, havestylister, staudefreaks og malere, der inspirerer til at lave et enkelt bed om, skabe et særligt arrangement en speciel plante- eller farvekombination eller måske i et maleri fokusere på et interessant motiv, som er skåret ud af en helhed. Dermed sagt at man fokuserer på et specielt udvalgt, vellykket område og med halvtotaler kan man da også lave flotte fotooptagelser af gode motiver i de fleste haver. Men det kan måske være lidt svært at vide hvor i landet og hvor på kloden beskueren befinder sig? Her ligger forklaringen også på hvorfor de appellerer til så bredt et publikum. Det er nemlig ikke så svært at forestille sig en sådan staudekombination overført til egen have. Måske har man lige stedet der venter på forbedringen!? Eller et lille bed der trænger til forandring, og hvor arbejdsindsatsen er rimelig overskuelig for at kunne virkeliggøre drømmen. Men man får ingen garanti for at idéen harmonerer med resten af havens virkelighed.

Pennisetum `Hamelen´ er sortsnavnet på denne græs og således en billedidentifikation for dem som har lyst at anskaffe en lignende til sin egen have.

Close-ups/ TÆT-på eller rettere; nærbilleder, anvendes bl.a. af madskribenter, kokke og portrætfotografer, tilrettelæggere af planteskolernes plantekataloger, biologen der elsker sit mikroskop og plantesamleren der ynder at registrere. Disse fotos sætter spot på havens grundmateriale og dets karakter og i langt de flestes haveinteresseredes tilfælde, på plantens anatomiske identitet. Det stedsspecifikke er helt fraværende til fordel for lyssætning og farve. De dårlige fotos skiller sig markant ud fra de gode som glimrer ved de nøjagtige gengivelser af det sanselige, plantens stoflige kvaliteter og tekstur på kronblade og helt tæt på; den dryssende pollen fra støvdragerne, der skal sikre plantens overlevelse. Det er måske derfor at man nu og da kan finde de saftige macrooptagelser en tand for pornografiske?

Selv foretrækker jeg en god kombination af de tre typer fotos.

Det indviklede bliver mere tilfredsstillende hvis, det er bygget på orden, ja endda simpelhed, og den daglige glæde over simpelheden bliver større, hvis den er en fast bestanddel af det indviklede.

ps: Klik ind på The Gardeners Eye http://thegardenerseye.blogspot.dk/ 
og lad dig inspirere til at gå en tur i din egen have lige nu (med vidvinkel), så du får en fornemmelse af hvorledes det står til med din haves rygrad!

PLAGIAT, PASTICHE ELLER PARAFRASE?

Hvert år bruger nogle af klodens største virksomheder milliarder på at lede, finde og retsforfølge de lyssky fabriksejere som i verdens afkroge har besluttet sig for at udnytte forbrugernes store købelyst og tjene penge på at fylde markedet med piratkopier. Her bryder man loven, fordi monopolet og ophavsret på designervarer netop er forudsætningen for at de rigtige producenter kan tjene de mange penge. Og vi hjælper godt til som storforbrugere, når vi støtter op om den filosofi, fordi vi jo betaler i dyre domme for mærkevarerne, der bl.a. skal pleje vores store interesser for de vigtige signalværdier de giver os.

Ganske anderledes forholder det sig med huse og haver. Her er der ingen copyright. Deres mange forskellige principper om udformning og indhold hviler på skuldrene af flere tusinde års stil- og kulturhistorie og det er en helt selvfølgelig og naturlig del af selve havebegrebet, at vi frit kan låne, hugge eller stjæle idéerne fra hinanden. Her kalder vi det blot for inspiration og påvirkning, og med fine arkitekturgloser; `nedsivning´. 

Man kunne også kalde resultaterne for plagiater eller med lidt pænere betegnelser; pasticher og parafraser, der dækker over mere end bare dårlige kopier.

Et maleri af den danske cobrakunstner Ejler Bille.

 

Jeg vil da også her tillade mig, at vove den påstand, at der på et helt århundrede kun viser sig en enkelt stjerne eller to på havehimlen og som kommer med forfriskende fornyelser og viser os nye veje for havernes udvikling og indhold. Resten er lånte fjer eller gammel vin på nye flasker. Og det er vel egentlig også meningen? For hvad skulle vi ellers gribe og gøre i? – Vente på næste århundreds havestjerne.

 

Ovenstående tre fotos er dels belægninger, en havetegning og bede med grus af den Brasilianske Landskabsarkitekt Roberto Burle Marx 1909 – 1994. / library.com.

Ovenstående fotos er dels havetegning dels bede fra Charlottehaven af tegnestuen SLA.

Jeg er selv en flittig forbruger af havetyper fra forskellige egne, kulturer og historiske tidsepoker. På det vis peger der tre fingre tilbage på mig selv når jeg løfter pegefingeren. Og måske har havekulturen sat sig så fast i os alle som en slags havegener fra vores forfædre, så vi har vanskeligt ved at ryste os fri og finde på noget andet og nyt end det vi har set igennem dusinvis af tidligere generationer? Et formsprog med plantegrupper og haveindretning så vi ikke skiller os helt ud fra mængden og de gængse normer, så ingen heller kan komme og pege fingre af os her?

Hækfragmenter i haven ved Weddw House, se link på ThinkinGarden.
Jeg er helt enig i at denne have er ganske interessant og spændende, men at påstå den skulle være en moderne romantisk have er overdrivelse. Det meste er baseret på forhistoriske spilleregler i formsproget, der også i pynt og udtryk ligger meget tæt op ad renæssancehaverne. Og det klarer man ikke med at male en bænk pink og klippe en ekstra bue på en udvalgt hækoverkant.

Piet Oudolfs private have med de berømte hækfragmenter ved Hummelo i Holland. Her kan man begynde at diskutere hvorledes de fragmentariske elementer fra forskellige tidsepoker er sammenstillet i et nyt og overraskende moderne design og hvor ophavsmanden viser at han kan tænke abstrakt. http://www.oudolf.com/piet-oudolf

Men nu og da kan man godt få lidt afsmag, når folk påstår at de selv har fået idéerne, selvom det er indlysende, ganske trivielt og afslørende at der er blevet copypastet og i så stort omfang mellem fagfolk som ikke tidligere er set.

I Jane Brown´ The Modern Garden fortæller hun interesserede havenørder (læs: eliten) om den moderne private haves opståen og udvikling de seneste 100 år. I slutningen af bogen efterlyser hun fagfolk der kan bringe 1930érne, 40érne og 50érnes moderne haver videre ind i det næste årtusinde, under henvisning til at hun desværre må konstatere at formsprog og indhold kopieres og går igen kloden over uden islæt af nyt. 

Vores danske ditto; Malene Hauxner, har skrevet om billedkunstens indflydelse på havekunsten over den samme periode i bogen Fantasiens Have. 

Og herfra kunne man også fint starte igen og begynde på ny. 

Helt forfra!

NB: med ganske lidt fantasi kan man nemt overføre de nedenstående begreber på mange af nutidens haver, - både offentlige og private anlæg.

Fra Wikipedia:
Plagiat er et ord fra latin som bruges om en efterligning, især af en kunstners eller forfatters værker, under foregivende af at arbejdet er selvstændigt og originalt kunstværk.

Pastiche pasticcio, postej, af pasta, dej) bruges om kopier eller efterligninger af kunstværker eller en bekendt kunstners arbejde eller om en tids kunststil, ofte med hensigt at skuffe publikum med hensyn til navn eller stil; heraf igen om et kunstværk, der i utilladelig grad eftergør en anden og større kunstners manerer og stil: et makværk.
Udtrykket har især været brugt for de navnlig på de italienske scener tidligere forekommende sammenskrabs-operaer, der var sammenflikket af musikstykker, arier eller hele scener af forskellige ældre operaer og forskellige komponister og forsynet med ny tekst.

Parafrase (fra latin paráphrasis via græsk para phraseïn) er en fri bearbejdning af en anden kunstners værk. Det kan være inden for litteratur billedkunst eller musik.