ET STYKKE HAVEGRAFIK

En opgave af de mere sjældne og med en sjældent set havejer.

"Jeg tror det er dig der skal hjælpe os med at lave nogle linjer i haven, så vi kan få plads til at plante noget af alt det jeg laver i drivhuset." lød opdraget. En tidligere mark var blevet inddraget og skulle nu blive en del af den gamle have, der i årtier har ligget ved en slægtsgård på Falster, og som i store træk består af høje træer, plæner, en dyrkningsdel og nogle ældre naurhække. Moderen til den godt 70-årige kunde havde i begyndelsen af 1930´erne og 40´erne stået for haven og nu skulle der ske noget mere i forlængelse heraf, og set i det lys at hver generation på en slægtsgård må sætte sine spor for efterkommerne. 



Først de senere år har haven fået et solidt tag i ejeren og rejser til både England og Holland har stimuleret trangen til at udvide. "Kan vi ikke lave noget der minder os lidt om Hidcote" var en af bemærkningerne mens vi gik rundt. Og selvfølgelig kunne en akse i form af en bred havegang koble den gamle have sammen med den nye og samtidig relatere til landskabet udenfor haven. Det er set hundredevis af gange og det er der jo i og for sig ikke ret meget nyt i.





Det var selvfølgelig nødvendigt at mine linjer blev enkle og let læsbare i forhold til de gamle opadstræbende træer, den høje himmel, den hængende kurve i terrænet, og det flade land udenfor haven.

 De spæde planter der nu i efteråret blev sat i jorden, 2 år efter det første møde med ejeren, danner linjer i tågedisen og giver håb og forventninger om at der er nye haveeventyr på vej. Som det ser ud nu, kan man sammenligne plænen og de små hække med et stykke abstrakt, figurativt farvegrafik; en mørkebrun stregtegning på en grøn baggrund. Nye spor er lagt ud for kommende generationer. Hvis de giver dem lov til at vokse og udvikle sig?

Der er plantet i alt 380 m bøgehække af 1200 stk., 35m buksbom og 42meter taxus baccata.

A DANISH ICON

C. Th. Sørensen, en ener i dansk havekunst og har været af stor betydning og præget den moderne nordiske havekunst og landskabsarkitektur i snart et helt århundrede.
For nylig er hans to haver/ parker; De Geometriske Haver i Herning og Vitus Bering Parken i Horsens blevet fredet, således at der nu er fire af hans anlæg (Kolonihaverne i Nærum og Kalundborg kirkeplads er de to andre) bevaret for eftertiden.

Et smukt billede af avnbøgens spæde udspring i foråret, her er taget af tekstildesigner Nina Høfdinghof, se flere fotos her

De geometriske haver ligger tæt ved TEKO.

En akvarel af haverne fra før de blev plantet og som viser de rustne vægge. Værket kunne også være smukt i bøg og i en mindre udgave. Eller som han selv havde forestillet sig mure med murgrønt.

Christina Capetillo har begået et fotografisk bogværk om De geometriske haver " Et foranderligt monument", og hvor de smukke sort hvide fotos bliver til en form for grafisk kunst i sig selv mere end en egentlig registrering af anlægget som kunstværk.

 

Vitus Beringsparken var Sørensens forslag nummer to til bystyret, på en ny bypark med rhododendron i Horsens. Det første forslag han afleverede var De geometriske haver, - men de var ganske enkelt alt for avancerede til at kommunerødderne kunne acceptere dem og de bad ham derfor om at lave et nyt forslag.

 

Herefter lå idéerne som skitser på papir og i en smuk akvarel i mange år, før man i begyndelsen af 1980´erne besluttede at plante dem i Herning ved museerne. 

 

Dejligt at de rette folk i Danmark nu også er begyndt at få øje på havearkitekturen som noget der bør bevares for eftertiden.

 

Bogen øverst er udgivet på både dansk (- En havekunstner) og engelsk (Landscape Modernist) og viser en samling af de betydeligste af C. Th.´ anlæg De er beskrevet af Steen Høyer og Sven-Ingvar Andersson i et let tilgængeligt sprog ledsaget af illustrative fotos.

 

Politiken skrev

 

læs her

 

 

50 Shades of Brown - den maleriske tilgang til en have.

Planteskolemanden Piet Oudolf og til dels også havearkitekten Tom Stuart-Smith, arbejder med et plantemateriale, der er meget lidt forædlet, er nært tilknyttet lokalområders vildere typer, og underlægger sig og afspejler årstidernes vejrlig i deres cyklus fra vækst over modning til forfald. Det er et materiale der i sig selv og i relation til dets foranderlighed, stimulerer vores sanseapparat. Øjnene ved farver,  lys og skygge, teksturer, forandringer og genkendelse. For ørerne, stråenes raslen. For næsen; duften af hø og vådt halm og for huden: de spinkle frøstande fra hårde skaller og kapsler til bløde dun imellem håndfladerne. Kort sagt: de taktile kvaliteter (læs: overfladernes variationer)appellerer stærkt til vore sanser og den oprindelige urhjerne.

Vi ved godt de er der ude, deres slægtninge. Vi har set dem før. Vi kan måske ikke helt lokalisere deres voksesteder og vi kender sikkert heller ikke deres navne. Men vores hukommelse fortæller os at vi har set dem en gang, så vi ved de er der, at de har været det i årtusinder og at de i kraft af deres oprindelighed besidder den ægthed, der gør dem troværdige og autentiske. Der er ikke noget kunstigt over dem.

Men ofte fravælges de til fordel for noget mere prangende og opsigtsvækkende, noget der gør mere væsen af sig og for hvilke vi ikke behøver at gøre os nærmere umage over at kunne forstå eller synes om, men blot kan lade os begejstre over.

Deres artsfæller er så troværdige og stabile at vi jævnligt udrydder dem med ukrudtsmidler og alskens mekaniske anordninger, så der kan blive plads til de sjældenheder vi med møjsommelighed har transporteret herom fra den anden side af jordkloden og som vi nu vil lave et reservat til. 

De oprindelige, dem som var her først og som har familier, også her, de bliver i havesammenhæng et helt anderledes bud på hvordan man kan arbejde landskabelig og rent malerisk med sin have. Her er det plantevalget og antallet, men også plantefravalget, der sætter stemningen for hvorledes udtrykket skal være.

Meget ofte skal man surfe i udenlandske sites for at opleve hvorledes der kan arbejdes med disse oprindelige planter  i en mere sanselig og landskabsnær metode og hvor naturlighed i forfaldet er en lige så vigtig del af haven som når sommerblomstringen i højsæsonen når sit optimale.
- Sjældent falder man over en site eller en blog, der appellerer så stærkt til én at man ganske enkelt må tilbage dertil flere gange om dagen.
Sådan har jeg det med Scott Webers blog med de stærke og overbevisende fotos i indlægget 50 Shades of Brown, fra hans lille byhave på Rhone Street i Portland, og som du kan se ved at klikke under det sidste billede fra hans have. Alle de andre fotos af græsser og frøstande er fra min egen have, men de når ikke helt op på højde med Scotts fotos i styrke og intensitet.

 

 

 

Scott Webers Garden 

FLORAPARKEN HELIOS

Vejret bliver en medspillende faktor i den nye park. Og på solskinsdage vil der selvfølgelig være flere gæster på stedet end på dage med gråvejr. Alligevel bliver så kaldt; dårligt vejr også en integreret del af den nye park i Odsherred, der tager sin begyndelse nu i foråret 2014. Som gæst skal man kunne mærke kroppen, opleve planternes dufte og teksturer, sætte balanceevnen i spil og stimulere både den gamle og den nyere del af hjernen.
Uanset vejret.

 

Landskabet er noget helt særligt. Efter mange års opgravning af sten, sand og grus, er den tidligere grusgrav blevet overtaget af forskellige græsser, små træer, store partier af rølliker etc. og de vandfyldte huller der løber og skærer små smalle vandløb i terrænet, er en del af det efterladte menneskeskabte og som noget af naturen har indtaget. Man skal selvfølgelig kunne se disse elementer som kvaliteter for at integrere dem i parken, selvom det ikke er meningen at parkens koncept skal bygge på ren uberørt natur. - Den skal være en inspirationskilde, - en slags redigeret natur.



På min site kan du læse mere om projektet og se de tågede fotooptagelser fra forleden dag, hvor jeg sjappede rundt i landskabet i slud og regn og med en temperatur nær nulpunktet.

NORMER FOR FORMER

 Den dekorative, og samtidig produktive køkkenhave er en af de mest ambitiøse af alle former for havekunst. Effekten afhænger af stærke, geometriske strukturer og i højsommeren er det ejerens dyrkningstekniske evner for at skabe overdådig frodighed, der står sin prøve.

Frodigheden i den dekorative køkkenhave holdes på plads af præcise gangarealer, formklippede vækster, sporebeskårne frugttræer og andre faste, arkitektoniske indslag som eksempelvis plante-beklædte løvhytter og veldyrkede vækster på lodrette espaliér. Der høstes efter et fast princip. ”Geometrien må aldrig ødelægges ved eksempelvis at grave afgrøderne op fra den ene ende og tømme et helt bed”. Nej her skal altid være en jævn fordeling af planter i alle havens bede, hvorfor man må udtynde, så det ikke ses og hurtigt så på ny, eller genplante hullerne.

Arkitektur letter arbejdet og forskønner køkkenhaven

Min hustru og jeg kan i år fejre 30 års jubilæum ud i køkkenhavekunstens praksis, men vi har aldrig efterlevet ovennævnte doktriner for at opnå en køn køkkenhave. Mindre kan gøre det. Og iveren efter at leve op til skiftende modediller tænder os ikke, ligesom dyrkningskunst må være et anliggende for landmænd, der går efter det store udbytte. Vi ønsker blot at kunne trække et par gulerødder, grave en grydefuld kartofler op i ny og næ, plukke lidt hindbær, blomsterbuketter til vaserne og prioritere et hvil på siddepladsen og nyde resultaterne af arbejdet. Vi glæder os over det som lykkes og forsøger at styre uden om de uundgåelige ulykker, der naturligt indfinder sig. På grund af mit fag, har vi dog altid benyttet nogle arkitektoniske greb fra den dekorative køkkenhavestil, hvilket gør arbejdet lettere og køkkenhaven kønnere.

Hvert år i marts begynder oprydningen i noget der ligner en forladt brandtomt. Grønkålen er kollapset og skæres ned så den kan skyde igen med en tidlig blomstring. Vi renser bedene for døde plantematerialer som rives sammen og køres ud på en af vore mange kompostbunker, der anvendes rundt omkring i haven. Men ALDRIG i køkkenhaven. Risikoen for spredning af sygdomme og skadedyr fra kompostbunker til kommende års grøntsager, har resulteret i denne procedure.

Struktur

Efterhånden som arbejdet skrider frem, tegner der sig en grundstruktur af et større antal 40. cm brede flisebelagte stier imellem ca. 110. cm. brede bede. Det hele ligner en overdimensioneret fodgængerovergang. Med de positive briller på; en malebog med streger og tomme aflange felter, der snart bliver farvelagt og fyldt ud. Det er det på sin vis også. Vi gemmer kopierne af grundplanen med årstal på, så vi altid kan se i hvilke bede de forskellige grøntsager har vokset de foregående år. Det gør arbejdet overskueligt og vekseldriften med afgrøderne nemmere fra år til år. Vi har konkluderet at en solid grundstruktur af faste bede og gange er den vigtigste disposition i køkkenhaven. Specielt hvis arealet er begrænset. Vi opnår samtidig en smuk kontrast imellem de stringente gange af genbrugsfliser og sommerens frodige grøntsager og blomster der slører linjerne. Bede der ikke betrædes kan beplantes meget tættere, udbyttet bliver langt større, og gødning og vand kan doseres nøjagtigt.

Rummet 

Den store hæk af bøg, danner et 17 meter langt og 12 meter bredt ellipseformet rum, der holder stormen ude og varmen fra sollyset inde, - to vigtige forudsætninger for et vellykket resultat, med mindre man dyrker kålhoveder. De kræver vind af kulingstyrke! Hækken, med vandret overkant, afgrænser den ydre verden og har også en æstetisk værdi, der ligger i forlængelse af den øvrige haves idé og formprincipper.

Gange letter arbejdet og forskønner gåturene
 Langs indersiden af hækken er der anlagt en gang til spadsereture med udsyn over hele køkkenhaven, og hvorfra man har fri adgang til bede og mellemgange. Gangen er også anlagt for at lette arbejdet når vi klipper hæk, og der er plads til trillebøren, når afklip og sammenrevet ukrudt fra bedene skal køres væk. Den krumme sti er yderligere markeret med en lav hæk af lavendel, der forstærker køkkenhavens form, giver farve og tiltrækker mange insekter. - To brede græsklædte hovedgange rækker ud i de fire verdenshjørner og skærer den ellipseformede køkkenhave i fire stykker. Mod øst er opført en lille hytte med roser, klematis og humle over en lille terrasse, hvor vi holder hvil og pauser fra arbejdet. Herfra vurderer vi også løbende havens udseende og planlægger forbedringer. Mangler her mere højde, ud over de fire tårnformede espaliér midt i haven med roser, klematis og brombær? - skal ligusterklodserne ind mod den lange midtergang klippes lavere? – hvad kan vi forbedre?

10 praktiske principper for en grundstruktur, der forskønner køkkenhaven

- Køkkenhaven er inddelt i stykker, af gange og stier, så de matcher havens form og brug.

- To 100 cm. brede gange, krydser midt i haven og ender i en siddeplads og tre udgange.

- Flere udgange i hækken giver lettere adgang med materialer til og fra haven.

- I 120 cm. brede bede, kan man dyrke tæt og luge fra begge sider uden at træde i bedet.

- 40 cm. brede flisebelagte stier, giver ro og tørre sko når man skal arbejde i urtebedene

- En sti langs ydersiden af køkkenhavens urtebede giver overblik, adgang og luft i haven.

- En lille terrasse med siddepladser for enden af køkkenhaven gør haven beboet.

- Små hække af lavendel og klippede liguster langs gange tilfører haven fast form.

- Flerårige som asparges, rabarber, frugtbuske etc. plantet symmetrisk, giver haven struktur.