ET STYKKE HAVEGRAFIK

En opgave af de mere sjældne og med en sjældent set havejer.
"Jeg tror det er dig der skal hjælpe os med at lave nogle linjer i haven, så vi kan få plads til at plante noget af alt det jeg laver i drivhuset." lød opdraget. En tidligere mark var blevet inddraget og skulle nu blive en del af den gamle have, der i årtier har ligget ved en slægtsgård på Falster, og som i store træk består af høje træer, plæner, en dyrkningsdel og nogle ældre naurhække. Moderen til den godt 70-årige kunde havde i begyndelsen af 1930´erne og 40´erne stået for haven og nu skulle der ske noget mere i forlængelse heraf, og set i det lys at hver generation på en slægtsgård må sætte sine spor for efterkommerne. 

Først de senere år har haven fået et solidt tag i ejeren og rejser til både England og Holland har stimuleret trangen til at udvide. "Kan vi ikke lave noget der minder os lidt om Hidcote" var en af bemærkningerne mens vi gik rundt. Og selvfølgelig kunne en akse i form af en bred havegang koble den gamle have sammen med den nye og samtidig relatere til landskabet udenfor haven. Det er set hundredevis af gange og det er der jo i og for sig ikke ret meget nyt i.


Det var selvfølgelig nødvendigt at mine linjer blev enkle og let læsbare i forhold til de gamle opadstræbende træer, den høje himmel, den hængende kurve i terrænet, og det flade land udenfor haven.


 De spæde planter der nu i efteråret blev sat i jorden, 2 år efter det første møde med ejeren, danner linjer i tågedisen og giver håb og forventninger om at der er nye haveeventyr på vej. Som det ser ud nu, kan man sammenligne plænen og de små hække med et stykke abstrakt, figurativt farvegrafik; en mørkebrun stregtegning på en grøn baggrund. Nye spor er lagt ud for kommende generationer. Hvis de giver dem lov til at vokse og udvikle sig?

Der er plantet i alt 380 m bøgehække af 1200 stk., 35m buksbom og 42meter taxus baccata.

2 kommentarer:

  1. Det lyder som en opgave som du både nyder og af den slags som du også mestrer. Fantastisk ser det ud og jeg håber at nye generationer giver planterne lov at vokse og vil nyde linjerne til den tid:)

    SvarSlet
  2. Inspirerende, tak for vi må se med. Lige før at jeg rejser mig og går ud og graver noget op og starter forfra.
    God weekend.

    SvarSlet