MY GRANDFATHERS GARDEN

Det svirrer med begreber som New perennial movement (NPM), New Nordic, The Dutch Wave, The New American Garden etc. og i kontrast til det, påstår flere at der ikke er udviklet ”noget nyt under solen”, men at vi alle arbejder med det samme og på samme måde siden havernes oprindelse. Vi kalder det bare noget nyt eller noget andet for at det skal virke interessant.

For min egen del, oplever jeg at der er sket store forandringer i privathaverne de seneste 50 år. Samtidig er der opstået en polarisering mellem de havefolk der gerne vil dyrke det romantiske, nostalgiske, (”hvidt og slidt-segmentet” med blomstrede vattæpper) og de havefolk der er mere til det nutidige, og som udmønter sig i minimalistiske huse og tilhørende moderne åbne haver uden hække, - for at trække grænserne skarpt op.

Men selv i nostalgiske haver er der sket forandringer, selv om ønsket måske dybest set er; at vende tilbage til gamle dage hvor verden ikke var så uvenlig som i dag. Ser jeg på min gamle morfars måde at dyrke have på, er forandringerne tydelige, - uanset om jeg betragter moderne nutidige haver eller de mere gammeldags typer. Den største forskel fra tidligere tider er nok den ekstreme form for eskapisme der praktiseres så indædt, ved siden af det at ”gå i haven”.

I min farfars have, havde opholdet karakter af nyttigt arbejde.

-        Der var ca. 50 cm. imellem hver plante, så der kunne luges og så den brede trærive kunne nå ind imellem planterne.

-        Der var meget bar jord at se imellem planterne - bar, ren brun jord ansås som smukt og nydeligt, så man kunne se, at der var luget og betragte den enkelte plante i sin helhed og uden at den blev trykket af andre planter.

-        Der var kun én plante af hver slags.

-        Planterne var stiklinge fra naboer og venner og bekendte.

-        Absolut ingen var valgt og købt i planteskoler.

-        Ingen var valgt ud fra plantens kvalitative udseende

-        Der var ingen prydgræsser i bedene

-        Der var ingen buske eller træer eller andre mere faste, klippede elementer i staudebedet.

-        Stauderne måtte ikke læne sig ind over de andre planter

-        Mange stauder blev bundet op med en stok sat ned i midten af planten og en snor hele vejen rundt så det lignede et opretstående kornneg, ligesom dem man så på marken fra høstmaskinen.

-        Der var ikke mange høje stauder

-        Stauderne var placeret der hvor der var plads og ellers udvidede man bedet lidt i længden.

-        Bedstefar flyttede aldrig stauder fordi de stod forkert placerede.

-        Han arbejdede ikke med planterne ud fra æstetiske discipliner gennem farvevalg, struktur, variationer, varierede højder, perspektiviske dybdevirkninger, kontraster i forhold til tyngde og lethed, transparens kontra kompakt masseform etc.

-        Han kendte slet ikke til ord og begreber i relation til et staudebeds udseende, stil og udtryk.

-        Han dyrkede en plante for dens egen egenarts skyld og for at have den med som en del af en samling, der hermed kunne blive mere komplet og interessant end naboens.

-        Som bonde var hans forbillede planters sundhedsmæssige ernæringstilstand frem for deres æstetiske værdier og kvaliteter

-        Han havde heller ingen ord der kunne beskrive oplevelser i haven, da han beskæftigede sig med det nøgne og nyttige liv.

Jeg er dog ret overbevist om at hans arbejde i haven stimulerede dopaminproduktionen på samme måde som jeg oplever det når jeg går i haven. På den måde er der måske ikke sket så meget med os havemennesker.
Men min morfar og mormor var bønder. Og i deres have var der ingen havemøbler. Det signalerede måske at man var doven og havde masser af tid i overskud, frem for at bestille noget?
Ud over nye signalværdier, så betragter jeg nutidens haver som værende ganske anderledes både i udseende og anvendelse end  hvad de var for bare 50 år siden.

En af de væsentligste måder de adskiller sig på er nok at de gamle haver primært blev brugt til at arbejde i.

HAVEMAGI

 

I hele mit arbejdsliv har jeg penduleret imellem to yderpunkter; det frie udtryk, hvor naturen har været inspirationskilde, - og det mere formelle præcise udtryk, hvor geometrien og matematikkens lovmæssighed i form og flade har været model. I lange perioder, hvor det omgivende landskab dannede motiver, har jeg ofte fundet stor tilfredshed i at fange den bearbejdede udgave af naturens strå og dens forunderlighed i nogle få penselstrøg.

 

Til andre tider har det eksempelvis været studier af mosaikgulve eller fascinationen af de mange muligheder, man finder i legen med polygoners logiske univers, der enten kan have dannet forbillede for en keramisk form eller er blevet til et stykke ornamentik som dekorationsfragment på en lerflade. Det har ikke været uproblematisk og jeg har til tider befundet mig i dyb frustration over ikke at kunne forene de to yderpunkter i et overbevisende udtryk i samme objekt.

Men i haven har vi mulighed for at jonglere med begge dele. Samtidig. At sætte tyngden i de formalistiske, klippede og præcise massiver op imod det transparente florlette - de fritvoksende vækster, der ikke begrænses af menneskehænder - kan i et samspil komplementere hinanden på en måde, så der opstår noget der nærmer sig magi.

I haverne kan vi sætte det nøjagtige tæt op ad det unøjagtige, fordi vi ikke er bundet til et enkelt objekt der er begrænset, indenfor sin egen ramme. Vi arbejder med flere samtidig. Ligesom vi arbejder med linjen og fladen i en anden form for afgrænsning end den man ser i det 2-dimensionale billedformat med begrænset længde og bredde. Man kan derfor betragte arbejdet i en have som opbygningen af en slags 3D-installation. Og med flere modsatrettede begreber i samme have - et sted vi kan bevæge os rundt i - kan det blive til en leg af variationer med det klare imod det uklare, det åbne imod det lukkede, det kontrollerede imod det løsslupne, det styrede mod det frie, det lyse imod det mørke, det flade imod det kuperede, det spændte imod det slappe, det høje imod det lave, det vandrette imod det lodrette, skalaspring etc. etc. 

For ikke at tale om de mange farvemuligheder vi har og i langt større flader end i de fleste andre medier. Jeg er, som så mange andre, også kommet til den konklusion at magien i haven sandsynligvis kan opstå der, hvor de to yderpunkter møder hinanden i et samspil. - Prydgræsser og blomstrende stauder alene (hø, - som det jo i virkeligheden er) skaber ikke magi eller noget spirituelt i sig selv. Til det skal man have fat i træer, sten og vand, hvori der er bundet en helt anden tidsskala.

Men sætter man det kortlivede og fritvoksende vækstmateriale op imod det mere langsigtede (langsomt- voksende), og her imod en styret form som en klippet hæk, hvori kræfterne fra gartnerens klippebevægelser er indkapslet, - da kan man være heldig at opnå noget der nærmer sig det magiske.

Afdøde keramiker Sys Thomsen skriver i sit lille skrift ”Hverdagsglæder og hverdagskvaler”

”Al kunst er lavet med inderlighed, men at alt hvad der er lavet med inderlighed ikke nødvendigvis bliver til kunst er en anden sag."

På samme måde er det med haver, - der er ingen garanti for at vi opnår hverken havekunst eller havemagi ved at anvende ovenstående præmisser.
Men det er trods alt forsøget værd.

 

MED JAPANSK TOUCH?

Ejerne fortæller at huset er en let kopi af et andet hus som er "et rigtig arkitekttegnet hus" og fra tiden hvor mange danske og nordiske bygningsarkitekter lod sig inspirere af det østerlandske og særligt det japanske. Her er ingen hverken forventninger eller ønsker om at der skal være have i traditionel forstand og da slet ikke noget japansk.

Trods kopi er det alligevel et smukt og solidt hus, der ligger velplaceret i smukke omgivelser og med udsigt over et storslået landskab mod øst og "havesiden" af bygningen vendt mod vest. 

Bygningens renovering har været undervejs i flere år og har nu fået selskab af et stort garageanlæg med værksted opført i træ, med paptag. Haven har de seneste 30 år været mere grund end have. Og hvorfor skal man også lave så meget have når omgivelserne er en daglig glæde og børnene hellere har villet klatre i træer og spille fodbold end dyrke jordbær?

"Der er ikke meget af det eksisterende på grunden jeg skal vise hensyn til", lyder opgaven, - men bygning og de ovenstående planterester, fortæller at der skal arbejdes med forgrund, mellemgrund og baggrund som en naturlig del af den logistiske opgave, hvor det er adgang, parkering og ophold der sætte dagsordenen. Huset ligger i landskabet og er en del af det. Det skal det også være, når jeg er færdig med at tegne og gartnerne har afsluttet anlægsarbejdet.

Havebagsiden har nogle kvaliteter, der bør bevares, gamle frugttræer, en stor majestætisk gran og et busket der skal forynges.

Og så er der det store hul ud for kælderplanet, og den store firkantede klods ud for stueplanet, hvor der er ønske om terrasser til ophold. Her skal der arbejdes med en formgivning og et plantesortiment så landskabet, haven og huset mødes.

Det bliver med samme enkelthed som det japanerne sætter pris på, men her bliver ingen japansk have. Til det er omgivelserne for nordiske, for danske og for østjyske.

TEN YEARS AFTER

Navnet vil, for de fleste, sætte tankerne i sving og få os til at huske den legendariske gruppe med numre som ,bl.a. The Wall, der efterhånden er blevet en klassiker og som siden er opført i nye opsætninger på alverdens scener. I havesammenhæng har vi også en klassiker der, om ikke er legendarisk, så i hvert fald er både legende og levende. 

- Jeg er ikke sikker på at Claus har tænkt sin genudgivelse af "Den levende have" som et jubilæumsnummer, men for præcis 10 år siden - et par uger efter at tryksværten i bogen var tør - husker jeg tydeligt en vandring sammen med ham i den smukke have, der bugnede med stauder og blomsterløg, man sjældent så og som ikke var hver-mands-eje. De latinske betegnelser flød som en lind strøm fra Claus´ mund og gæsterne - inviteret på stuegang - blev indført i den sanselige verden som han med stor sikkerhed kan formidle i kraft af flair for at se farvedetaljer og sammensætninger, finde de rigtige planter, der blomstrer i kor og hvor kulørerne enten i kronblade eller støvdragere sætter hinanden i spil. Hurtigt bliver man bekendt med mandens maleriske evner og enorme viden, der gør det muligt for ham at komponere med planter som supplerer hinanden, enten i kraft af tonale kvaliteter eller hvor brugen af det kontrastrige er nødvendigt.



Kort før 00´erne blev resten af plænen fra den gamle have gravet op og erstattet af en skæv takshæk, granithavestier og masser af bede til dyrkning af blomster.

Claus erfaringer og store indsigt er, i havesammenhæng, akkumuleret hen over ganske kort tid. Han læser ordentlig på lektien og afprøver; hvorledes man gør som havemand eller kvinde, han gør sine forsøg, både fra frø, fra stiklinger og fra aflæggere, hvilket bevirker at han ved hvad han taler om. Derfor er Den levende have også så vedkommende. Det er en havebog med masser af planteportrætter og hvor Claus tager både den lidt erfarne og nybegynderen med ved hånden og indfører læseren i hvorledes en haveverden kan udvikle sig hvis man vil dyrke blomsterglæden.
Og det er dybest set det, langt de fleste vil med deres haver, hvis de gider beskæftige sig med den i en eller anden form.
"Den levende have" ligger stadigvæk i toppen, af de havebøger jeg vil anbefale til nye haveejere. Først og fremmest fordi den er så nærværende både i skrift og fotos, den har en række gode planteportrætter på staudevækster, der er langtidsholdbare. Og så er den personlig - også for mig, fordi den minder mig om de første år af vores havevenskab.
Jeg husker specielt en samtale med Claus, hvor han var meget kritisk overfor den ret mørke tone i trykningen. Jeg husker også at vi ikke var helt enige, fordi den mørke stemning i mange af billederne, for mig, er en smuk gengivelse af virkeligheden, og det sparsomme lys der lægger sig på skyggesiden af Risskov og holder den levende have lidt i ave, når der praktiseres med de mange smukke plantesammensætninger og som inspirerer et utal af haveejere.

Takshækken er ikke længere spæd, men spændstig og forankrer det smukke og brusende blomsterhav, der er kendetegnende for Claus Dalbys have fra tidlig forår til langt ind i efteråret.