I fredags var jeg på havebesøg syd for Kolding hos ejerne af en skøn gammel gård fra slutningen af 1800tallet. Det som fæstner sig stærkest, når jeg besøger sådanne steder er den akkumulerede tid man finder, - ikke kun i bygningerne, men også i stedets træer.
På den kæmpestore gårdsplads troner tre store lindetræer, der sikkert tæller samme år som udbygningerne.
Ude fra hovedvejen fører den gamle kastanjeallé op til gården, - alderen på dem trykker og inden længe skal man beslutte sig for om en ny bør afløse den gamle.
I selve haveanlægget skaber de enorme træer rum og parkkarakter og husets relativt høje facader får kvalificeret modspil.
Vandet i en nylig udgravning gør både himmel, bygninger og have nærværende.
På afstand ser man at også den store parkplæne inden længe skal have nye solitære træer, der kan afløse de gamle og skabe rumvirkning.
Det er således ikke for ejerne selv, men for de kommende generationer der skal plantes træer.
Fire stammer danner portal til havens hovedakse,
der (set den anden vej fra) fortsætter ind i skoven og videre ud i landskabet i et blåt hul.
Men når alt det så er nævnt, - så er her en helt fantastisk atmosfære. Den smukt patinerede veranda med trappe, kugler og søjler sender tankerne tilbage i en tid, hvor der her levede og arbejdede et helt lille samfund.
Nu skal der etableres en ny beplantning foran den smukke facade, hvor sommerdagene kan nydes og udsigten fra stuerne være uhindret.
Langt ude i periferien af parken er et vældigt område indtaget af store mængder mosebunke, der giver en fin og overbevisende overgang til naturens egen frie vilje. Måske skulle man invitere mere mosebunke længere ind i haven, nu da den trives så godt på stedet her?
Hej Kjeld!
SvarSletDet er et utroligt smukt sted du viser, og imponeres altid af de store gamle træer, som skaber en form for ærbødighed.
Men måske jeg skal have det skåret ud i pap, for når jeg planter træer, også velvidnende at jeg ikke oplever dem blive kæmpe store gamle og imponerende, så planter jeg dem først og fremmest for min egen skyld, og nyder at se dem vokse sig større, de træer jeg planter har en historie, og et billede/følelse jeg gerne vil udtrykke, og bliver overvejet. Jeg kan aldrig vide hvad de næste der skal bebo vores sted gør, om de vælter huset eller fælder træerne, fordi de har en anden ide om tingene end jeg/vi.
Med hilsen Anette
Jeg skal forsøge at forklare hvad det er jeg mener.
SletDer gælder måske nogle særlige præmisser i en mindre privat have og andre i de større parker og haver med historiske vingesus. Tiden har ofte en anden og noget langsommere rytme disse steder. Almindelige huse og haver bliver gennemsnitligt overdraget ved salg og handel hver 7´ende år og her hersker pietetsfølelsen nok heller ikke helt på samme måde som ved de større godser. Jeg tror også at mange haveejere af de større steder planter træer for deres egen skyld (af egoistiske årsager) Og det kan lige så vel være egoistiske incitamenter når man ønsker at sætte spor efter sig ved at plante særegne vækster som et tempeltræ, en vandgran, et duetræ eller andre specialiteter som det kan være, når man etablerer en helt ny allé op til gården. jeg tror de fleste der planter alléer tænker at de får lov at stå i mange år. Så hvis vi planter noget der er velovervejet og som kan få karakter med tiden, så kan vi samtidig være heldige og have plantet noget der kan glæde vores efterkommere. På samme måde som vi kan glæde os over noget tidligere generationer har foræret os, i form af et smukt gammelt træ med historie og som giver stedet atmosfære.
1000 tak for svar, som jeg til fulde forstår, hvem har ikke vandret sådanne imponerende steder og følt sig taknemmelig for oplevelsen/stemningen!
SletPS som den 80 årige Susanne beskriver, sådan var min bedste til hun døde i en alder af 92 år, og sådan er min far på 71, vi gav ham et valnøddetræ til sin fødselsdag:-)
Hej Kjeld
SvarSletDit job må være vildt spændende, men det må også være utroligt svært at lave en plan for et sted som dette, hvor der allerede er mange store træer og meget historie. Det er vigtigt, synes jeg, at være fremsynet og plante træer til kommende generationer! Jeg hørte på et tidspunkt om en 80 - årig, som plantede egetræer i sin have - det må man da kalde at være uselvisk!
Mange hilsner
Susanne
Det er en meget tankevækkende fortælling om den 80-årige dame der planter egetræer. Gad godt hun havde været min mor eller bedstemor... :-)
SletPS: Hold nu op hvor I knokler på jeres sted! - Hils Thorben