FOREDRAG - MINE BEDSTE HAVER

 
Onsdag d. 25. marts kl. 19.00, holder jeg foredrag i Bårse Samlingshus på Sydsjælland, hvor havekredsen har inviteret mig. Det skal handle om flere forskellige haver, større og mindre og forskellige havetyper, som jeg har tegnet, dels for min familie, dels for mine kunder. 
Jeg holder meget af at formidle havestoffet i tale og samtale. Men et billedforedrag har også den fordel at man kan illustrere hvad man mener; hvad man har gjort, hvad der er lykkedes og hvad der blev en fiasko. Samtidig skal man være på dupperne så tilhørerne på de bagerste rækker ikke falder i søvn.

For de fleste kender stemningen; mørket, stilheden og lyden af monoton talestrøm og det tunge åndedræt fra den nærmeste tilhører i salen, der gik kold få minutter efter at lyset blev slukket.
Et billedforedrag om haver, må derfor være lige så dynamisk i sit tema og idé, som når man tilrettelægger en have i udformning og indhold. Som tilhører skal man pirres, - der kan veksles imellem alvor og humor, seriøsitet, refleksion  og gerne en pæn portion selvironi.
Man må vise plantesammensætninger og plantearter, der ikke så ofte er set før, for at stimulere og inspirere og fortælle hvorfor de er valgt.
 Emnet skal vinkles set ud fra overordnede strukturer og helheder så man får fornemmelsen af hvor og hvad det handler om i grove træk, og som veksles med fokus og stimulans igennem detaljereringer og nærbilleder, der også sætter næsen i sving.
 Årstiderne i haven er vigtige at illustrere i et billedforedrag, synes jeg. Mange kæmper en indædt kamp for at styre havelysten her på slutningen af vinteren, og den praktiseres af indtil flere godtvejrs-gartnere, som kun "kommer i haven" via den digitale fotosamling af sidste års forårs- og sommerhaver. Derfor har man også som haveformidler et ansvar for de 5-6 måneder der ligger udenfor den periode hvor der ikke er blade på træerne og som mange ikke finder særlig interessant.
 Haveforedraget handler også om farver ud over grønt og brunt. Og det handler om mænd og om kvinder, og om deres forhold til haven og hinanden og som kan give skærmydsler, men hvor kvinden for det meste løber med sejren når det kommer til at bestemme.
 Haver afspejler på den måde, hvem der er ejeren her og kan således blive et portræt af det eller de mennesker der har anlagt den og passet den, ligesom den kan blive et sindbillede på ægteskabet og balancen imellem det feminine og det maskuline. Hvis der er en sådan?
Æstetiske overvejelser i magasiner; "sådan får du det til at se godt ud" og "snup eller stjæl stilen selv" er som hovedregel mere interessant for kvinder end det er for mænd, der i langt højere grad finder det spændende at få planterne til at gro, finde navne på specielle sorter og at bekæmpe sygdomme. De billedbårne livstilsmedier illustrerer primært, hvorledes vi skal gøre, for at få det til "at tage sig ud", frem for at få det til at blive sundt. Og det hjælper vi gerne med, landskabsarkitekterne, havearkitekter, havedesignere, havetegnere, haveskribenter, havestylister og producenter af haveaccessories og alskens havetilbehør og hvad vi ellers kan finde på at betegne os selv som?

Der er selvfølgelig dem, som vil betakke sig for at få en havearkitekt indenfor havelågen. Det forstår jeg godt, - så langt, at den havearkitekt der ikke har forstået at arbejdet med andres haver er bundne opgaver, betinget af begrænsninger og muligheder, - ja han eller hun kan give problemer og dårlige oplevelser. Jeg ville selv føle det grænseoverskridende at komme hjem fra et forlænget weekendophold og opdage at hokus-krocus eller Have Haves havde hærget i min have.
Modsat kan det også blive en dårlig oplevelse for både haven, kunden og arkitekten, hvis ejeren har bildt sig selv ind, at haven skal være på en helt (efter hans hovednormer) forudbestemt måde og at arkitekten blot skal trække stregerne på papiret med ført hånd.
Haven bliver kun et vellykket projekt, hvis planterne er rigtige ift. jorden og omgivelserne, hvis den er et naturligt bindeled mellem huskroppen og udearealerne og rammer bygningen ind og det man muligvis kan se udenfor haven. Og sidst men ikke mindst; haven skal have fået en identitet, der er båret af idé lige så meget som af planter, og hvor ejerne føler sig hjemme og tilpasse og kan lide at pleje og udvikle den, så den får karakter. Og det opnår man ikke ved en have-make-over, der ordnes en onsdag aften mellem kl. 18 og 20.

Men det er klart at have- og landskabsarkitekter har signaturer eller sætter fingeraftryk, der adskiller dem fra hverandre og som gør at man kan se forskel på haveanlæggene, fra arkitekt til arkitekt. Det er bl.a. også derfor man kontakter en sådan og derfor man skal sørge for, at vælge den, der føles rigtigst.
"Mine bedste haver" er en titel og et tema og således også en lille provokation. De er jo ikke mine haver alle sammen. Men dem der er lykkedes, lægger jeg gerne navn til og de kombinerer den overordnede idé og forstærker stedet og omgivelserne, med de planter der gror der, og hvor jeg kan se at ejerne vokser, og sammen med haven, lever livet i den.
Størsteparten af billedserien her, optog jeg i morgensolen, da rimfrosten ikke helt havde sluppet sit tag i vores have og hvor tankerne om haveforedraget kunne få frit spil.
 
"Good design without plants is boring, but
a plant collection without design is dull"
 
L.A.FOX

7 kommentarer:

  1. Så sant, så sant. Jeg tenker innimellom at det kunne være fint å ha et navnetrekk fra en hagedesigner e.l., men samtidig er det så spennende å tenke selv hvordan det skal bli, sånn steg for steg. Men hadde jeg hatt en stor hage, så ville jeg nok trengt hjelp :) Ha en finfin dag. Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak i lige måde...ser ud som om du fint klarer opgaven selv :-)

      mvh
      Kjeld

      Slet
  2. Der er lagt i kakkelovnen til et helt forrygende foredrag, dét gad jeg altså godt at lægge øre til! Desværre er cykelturen fra København til Bårse lidt for lang så jeg bliver ikke én af de heldige deltagere. Kan du ikke lige få én til at filme, så vi andre kan være med? Det tror jeg ikke at jeg er den eneste der ville ønske.

    Jeg griner lidt af din post her (altså på den gode måde). Altid på klingen og superbegavet, du er sku' et af de bedste input jeg kender til i den danske haveverden!

    God tur til Bårse når du kommer dertil og god fornøjelse med foredraget.

    SvarSlet
  3. ... og freaking flotte fotos iø.

    SvarSlet
    Svar
    1. jeg er temmelig sikker på at mit foredrag ikke vil gøre sig på hverken video eller tv, vil blive en ret ensidig kameraføring og et søvnigt indslag på youtube!

      go dag
      Kjeld

      Slet
  4. Jeg har ofte tænkt over det paradoks, der ligger i at tegne og anlægge en have. En rigtig god have virker fra første dag, hvad nytte er der i at haven først bliver smuk om 20-30 år ? Eller kun fungere de første 5 år indtil stolperne er rådnet og planterne har kvalt hinanden. Jeg har vist nævnt det før. De bedste haver, er de der er bygger på erfaring, fra tidligere haver. Fra antikken til de landskabelige haver. Ikke moderne, et quick fix. Altså som du meget rigtigt skriver fra "haveblade til kvinder", lige til at kopiere, derhjemme...Det virker bare ikke. Hvor må det være svært, det skal jo gerne lykkes hver gang, nu og her, men også kunne modstå tidens modning og patina. Ellers bliver haver jo bare et samtalekøkken i grøn forklædning, skiftes ud hver 12 år, med den nye haveejer.
    Jeg ville også gerne høre dine tanker i et forum af meget havepassionerede amatører.
    Henrik

    SvarSlet
    Svar
    1. du inspirerer til at lave et indlæg om den planlagte, endnu ikke anlagte have, den der virker på papiret og som sættes i relief til den nyligt anlagte i kontrast til den der har fået år på bagen...hvad sker der? . Brandt mente at alle haver ville vokse sig smukke, hvis bare plantematerialet fik lov at gro. - ved ikke om jeg er helt enig med ham?
      Og din tese om at en rigtig god have virker fra første dag, tror jeg er værd at bide mærke i. Og den står i modsætning til Brandts tænkning. Måske fordi han først og fremmest var gartner og dernæst formgiver med udgangspunkt i historie og kulturarv. Sjovt at manden havde de tanker i det hele taget!!!?

      go vind i din franske have
      Kjeld

      Slet