DET STORE MONSTER, DERUDE

 Forleden læste jeg the monster outside af fotografen Valery Lapthorne på ThinkinGarden. Dette indlæg kunne jeg selv have skrevet, hvis jeg var kommet på det, - og hvis jeg havde nedfældet mine ofte bange haveanelser og mange nuværende plantefrustrationer, i et koncentreret skrift.

 For; ved vi egentlig ret meget om hvad det er vi sætter i gang, når det kommer til stykket, og når vi drømmer om Sissinghursts mure og forsøger at efterligne dem i levende plantestof? Når vi inspireres til at lave store staudebede fordi nogen fortæller det er så nemt?? Så de kan ikke blive store nok! - Ovenstående foto er et 8 år gammel udsnit af vore 6 mindre haverum på højre side af hovedaksen i vores have, med hver sit tema, og som i dag ville kunne opfylde 6 menneskers havedrømme. - Hvis ikke de er alt for grådige.

 En 100 meter dobbelthæk som koridor!? - et syn i havefeberdrømme der bare skulle realiseres

 En gylden tid, med drømmen om en gul have. Måske skulle man bare rydde den og lade den stå tom?

 Det samme med den hvide?

 ...og så måske bare nøjes med de to lange græs- og staudebede?

 Ja gu er det flot! - og jeg er da også af den mening, at man ikke skal være uambitiøs, når man drømmer og når man påbegynder sin have.

...men mindre kan måske gøre det?
Under alle omstændigheder er sensommeren og efteråret tiden hvor man bør tænke sig om og træffe de vigtige afgørelser. Hvad skal fældes? hvad skal ryddes? - det der ikke fungerer og som er sygt, det som længe har hindret en i at forbedre haven og gøre den smukkere. Også selv om det er en plante man har fået af moster Gerda, men som nu er fyldt med svamp, eller som ikke trives i den jord den er blevet tildelt.
Det er tiden, hvor der skal luges ud i alt det, man har gået og ærgret sig over og det som man til stadighed har kunnet se, ikke fungerer. Måske skal der luges så meget ud, at man står med et næsten tomt lærred og kan rationalisere sig frem til noget der vil passe bedre, - både til de mennesker der lever her og til stedet. Alt for sjældent spørger vi os selv om hvad det er vi vil med vore haver, om den passer til os og vores energiniveau - og hvad den skal kunne sammen med os.
Og oftest forandrer vi os hen over årene og vores havesyn med. Det store spørgsmål er så; har vi skabt en have, der kan tåle forandringer samt naturens pres i takt med vores egen udvikling, alder og ændring af livsvilkår og lyst? Eller har vi fået skabt et monster?
Jeg er ikke kommet til samme konklusion som Valery, men hendes skrift sætter tankerne i gang.