DON´T COPY LANDSCAPES - GET INSPIRED

Ikke langt fra hvor vi bor ligger der en plantage med nåletræer og mosebunke i skovbunden. Den er vel ca. 30 - 40 år gammel og er altså ikke et naturprodukt, men et menneskeskabt areal beregnet til at give et udkomme en gang i fremtiden, i form af tømmer. Det er et inspirerende sceneri, fordi der opstår en speciel dynamik imellem de langsomme vertikale træstammer, der rager op og det "hurtige hø" der nærmest lægger sig horisontalt ned i bunden af arealet. Begge elementer er med til at skabe dybde og perspektiv, trods en temmelig ensformig gentagelse. I solskin fanger mosebunken lyset og fremhæver de skarpe konturer af stammerne og i tåge- og regnvejr som her, opstår der en mystisk atmosfære, hvor disen af luftens vandperler gør stedet uigennemsigtigt og uklart.

 

 Et andet sted, her på halvøen Djursland, i en moseagtig lavning, (billedet herover) og hvor marken ikke er drænet, er der grobund for et helt andet vegetationssceneri. Området er nærmest opgivet som dyrkningslandskab, men bliver dog trods alt justeret, så det ikke springer i skov. De forskellige sivtuer, står som soltære planter og græsserne ligger som bløde dyner og mildner landskabet og danner en blød kontrast til de oprette strå.

 Ude langs kysten finder man strandengene, som i sig selv kan betegnes som landskabelige bede og hvor planterne helt af sig selv placerer sig, som om det var planlagt; herover fem små tuer af vild sedum.

 Herover en massebeplantning af lyng (den gule kender jeg ikke navnet på) og hvor farverne kompletterer hinanden.

 En masse af kun stråfarvet græs...

 og ditto med frøstande fra almindelig syre (Rumex acetosa) som solitære planter der rager op og giver både form og farvekontrast.

 De færreste bryder sig om massefylde, når det gælder havens vækster. Man vil gerne have plads til så mange forskellige planter som muligt, selv om man måske ikke betragter sig selv som plantesamler?

Men de senere år, er jeg blevet stadig mere overbevist om at min egen tilgang til blomstrende bede tager afsæt i meget af det man kan finde i den danske natur. Jeg mener ikke at man skal kopiere naturen. Til det spørgsmål er jeg enig med Hans Roses citat i bogen Späthbarock :

 

"Det man kan indvende mod den landskabelige have er ikke så meget at den ligner naturen mere end andre havetyper, men særlig dette, at den principielt er uden udviklingsmuligheder. Landskabshaven har det til fælles med naturen, at der ikke frembringes nye typer, og udviklingen er så betinget af vækst og forfald, at den ikke kan bedømmes fra et kunsthistorisk, men kun fra et naturvidenskabeligt synspunkt"

 Der er sikkert mange der vil være uenige i den holdning. Også når jeg påstår at det er temmelig upassende at anlægge præriebede i Danmark, fordi vi ikke har den naturtype på vores kontinent.

 Ok. Man kan jo gøre præcis hvad man vil. I havesammenhæng er der ikke noget der er rigtigt og noget der er forkert eller tilladt og forbudt. Man opnår bare nogle forskellige resultater afhængigt af hvad man gør og som kan være mere eller mindre heldige, hvis man ikke har en defineret retningen for hvad det er man ønsker sig af sin have før man går i gang. Og så er vi tilbage ved overskriften: Kopier ikke landskaber! Jeg er helt klar over at Hans Roses påstand gælder landskabshaven sat op imod den formelle/ mere konkrete og formede have. Men jeg mener også det gælder i de mere detaljerede beplantninger vi laver.
Der er meget inspiration at hente i de mange forskellige landskabstyper vi har i Danmark men at kopiere et landskab i ens egen have, får man nok ikke særlig meget succes med. Men et koncentrat i form af en lund, en inspiration fra et engområde, en afdeling med afsæt i et frodigt kær, eller  en fugtig mose, vil være en god idé, som mål, ligesom et solåbent husnært område med udsigt, måske vil passe med en stiliseret tør sandet strandeng, eller et hedeparti, hvis det passer til huset, haven og området. Disse landskabstyper giver os samtidig et fingerpeg om hvilke vækstbetingelser jorden og mængden af vand og næring der kan gives de planter, som skal vokser her.
På den måde er det fint at lade sig inspirere og lade dyrkningsforholdene på ens eget lille jordlod, være indikator for havetypen.

For i virkelighedens verden, er mange af de planter der tilbydes i havecentrene, slet ikke udvalgt ud fra at de skal kunne harmonere med det danske landskab. Mange har et meget eksotisk præg og kommer da også fra varmere klima end vores og ville sandsynligvis heller ikke etablere sig her, hvis de naturligt fik muligheden for det?

Nu er der måske en og anden der vil påstå jeg nærmer mig noget der ligner planteracisme? Det er ikke hensigten. Men jeg synes at en stor del af de mange blomstrende haveplanter vi tilbydes, er meget fremmedartede og enorme i løvværket, ekstra farverige og komplicerede i blomsterhovederne, men frem for alt; så forlanger hovedparten af dem at de støttes af stokke, holdes på plads af snore eller dyrkningsmæssigt håndteres med saks og gødning og jorddække. - Og det samlede udtryk virker ofte meget tungt og dystert fordi de skaber en, efter min mening, alt for kompakt volumen i haven, og som også dårligt tåler vores klima.

Mit råd er derfor ofte: indplant nogle prydgræsser i gentagne rytmer i haven. De fungerer som lunger og pauser og giver luft og ynde, dybde og perspektiv til de mere tunge og bombastiske, massive beplantninger, man ofte ender op med, når man går efter det der primært kan præstere på farveskalaen i blomsterne.

Og så visner mange af prydgræsserne med ynde, præcist som det der sker i landskaberne, når forfaldet indtræffer.