GÅRDSPLADSEN

Mange af de projekter der er sat i værk fra min tegnestue i 2015, er så småt begyndt at vise sig som grønne løsninger, for de ejere der har ønsket sig lidt mere vækstlighed - eksempelvis som her - som erstatning for de forstenede arealer man ofte oplever.

 Projektet her er en simpel og et forholdsvis enkelt bud på hvorledes en tidligere og temmelig gold gårdsplads er blevet vitaliseret. 

 Det gamle træ på den tidligere gårdplads, har fået en grøn flade at stå på.

 Det kurvede forløb på cirklen omkring træet er også anvendt på den eksisterende græsplæne og de grønne former smyger sig omkring grusfladen og leder trafikken ind på en mere naturlig og logisk måde.

Linjerne spejler sig desuden i landskabets bløde konturer og sætter horisonten i spil.

Førhen stod huset, bil og træer som enkeltindivider, og "råbte" til hinanden, uden samhørighed.

 

DET SELVGROEDE OG DET PLANTEDES PRINCIP

 Det er to forskellige beplantningsudtryk, der nemt kan stille tilhængere og modstandere skarpt op overfor hinanden, men hvor en stor gruppe havefolk til alle tider, har bevæget sig rundt inde i et stilunivers, der ligger et sted midt i mellem de to. På de to stik fra samme lokalitet ses herover: det pittoreske selvudviklede landskab med det `groedes´ udtryk, (i sit ekstreme brug kan det udvikle sig til ren ruinisme) og herunder; den formede velplejede landskabspark med det `plantedes´ udtryk. (ved overdrevent brug, kan det nemt udvikle sig til et poleret kunstprodukt) De to illustrationer er hentet fra C. Th. Sørensens `Europas Havekunst´

Det er da også selve indbegrebet af definitionen havekunst, hvor mennesket leger en leg med planter i et tilbagevendende kultur og natur-sammenstød, i ønsket om at opnå en dynamisk kontrastvirkning mellem det styrede og det ukontrollerede, det formede og det fritvoksende.

 På gårdspladsen herover har selvsåede én- og flerårige urteagtige vækster givet modspil til husfacadens faste arkitektur. Og underneden er der skabt en formel beplantning i forlængelse af husfacaden og hvor kun den blomstrende blåregnen på væggen, skaber en smule kontrast til det styrede.

Spansk bakkestjerne Erigeron karvinskianus der en sommer stod og pyntede symmetrisk og formelt i en potte på hver side af bænken, indfandt sig det følgende år som selvsåede, fritvoksende vækster mellem flisefugerne og fremstod i et mere oprindeligt vækstmiljø: (i tørre stenarealer på bjergskråninger), hvor stænglerne kan varme sig, og rødderne finde kølig fugtighed.

 Herover, har en blanding af formelle og uformelle beplantninger fået lov at vokse helt frit, på planternes egne betingelser, men hvor farvetemaet fortsat holder fast i `noget kontrolleret´.

Lave plantede vægge, af formelle hækstykker giver en enkel kontrast til de øvrige planters selvgroede natur.

De klippede planter herover, er både anvendt som plantede hækskiver og formede objekter og giver med de faste masser, modspil til de selvgroede træer og buske. Det formelle udtryk i forgrund og mellemgrund giver som en styret kontrast, et modspil til den selvgroede og mere fritvoksende adskilte staude- og græshave i baggrunden.

 

Men der er ikke noget af ovenstående, der er hverken mere eller mindre naturligt end noget andet. Mennesket kan tænke abstrakt og via vores forestillingsevne er vi i stand til at visualisere hvorledes tingene kan se ud i fremtiden. Så må vi også vedkende os retten til at bestemme.

Alligevel vil de fleste havemennesker sikkert være enig med mig i at man bliver overrasket undervejs. Og at det levende materiale vi anvender i haven, også kan inspirere med sin egen frie vilje, når det ikke altid lader sig styre, og i sidste ende; er bedst tjent med at udvikle sig, og leve sit eget selvgroede liv, uden menneskelig indblanding.

 

 

NÅR HERREN OG FRUEN BYGGER EN HAVE

 For en rum tid siden skrev Henrik Eriksen Kære mænd, kom ud i haven. om mændene der glimrer ved fraværet i danske haver, og at en meget stor del af faget formidles af kvinder, og hvorfor det i den forlængelse også må være en selvfølge hvorledes emnet vinkles.
I boligindretning kalder man det for boligstyling, når der arrangeres puder og plaider og blomster i vaser og tændes stearinlys. Det må så være naturligt at kalde det for havestyling, når man gør tilsvarende i haven.

  Det interesserer sikkert ikke så mange mænd? De er måske mere interesserede i den "større fysik" omkring haven og dens liv?
Bygningsarkitekter er da også overrepræsenteret med mænd, og indretningsarkitekter af kvinder.

Egentlig kan det være ligegyldig hvem der repræsentere hvad og hvilke sider. Men i talen om hvorledes en have undfanges, er det nødvendigt at forstå hvad der skal til, for at en have kan blive et sted, hvor mennesker kan trives og dyrke de interesser de har. Hvad enten det drejser sig om gulerødder, træer, en smuk udsigt fra en liggestol, at samle planteslægter, dyrke dahliaer eller sikre sig frugtforråd til fryseren og henkogningsglassene til spisekammeret. Herunder også at kunne få afløb for pyntetrangen.
En have er grundstrukturer af vægge, terrassegulve, stier, gange, hække og hegn, og i tilgift kan man vælge bede, træet der skygger og skaber rum på et gulv af græs eller sten, afgrænset vand med lyd, pavilloner, og huse med glastage osv, Alt sammen elementer der har karakter af at bygge, opføre og anlægge i stor skala.

For et par år siden havde jeg fornøjelsen at besøge Susanne og Thorben, og som efter en længere samtale, bestilte en haveskitse over hele deres store areal, der ligger i et smukt landskab på Fyn. Siden har man kunnet følge med i deres gøren og laden på havebloggen Solbakken.
- Et stort haveprojekt hvor herren og fruen i huset har hver sin spidskompetence, og hvor man kan følge deres imponerende samarbejde, hvilket også de mange kommentarer vidner om.

Det er som om selve processen "at herren og fruen i fællesskab bygger og er på vej til at skabe en have" er blevet en rigtig god motor på bloggen og som giver den drivkraft og retning.
Billederne herover er sakset fra Susannes og Thorbens blog, helt uden tilladelse, og viser Thorben i omdrejninger. 

NÅR LYSET BRYDER FREM...

 September og oktober er måneder med meget varierede vejrforhold, fra tåge, rim, regn, storm, til knasende klare vindstille blåtonede morgener, hvor varmen op ad dagen er til at holde ud og hvor resultatet af ens anstrengelser, står frem. Både succeserne og ens fiaskoer.

 Billederne her, er af langstrakte krumme græs- og staudebede, der skal kunne præstere noget i sommerhalvåret med farver, bevægelse, arkitektur der giver rumlig form og retning og endelig, men ikke mindst; et hensyn til det eksisterende. Men bedene har også sin berettigelse i efteråret og langt hen i vintermånederne, selvom her stadig skal justeres og forbedres.

Deschampsia cespitosa `Goldtau´

Jeg tror at typen af beplantninger, som er anvendt, appellerer til et urinstinkt i os. Noget i os kender fornemmelsen af at bevæge sig ud af skovbrynet en tidlig morgen eller i et hvilket som helst andet vejrlig, selv om man ikke kan sætte tidspunkt på, hvornår man har oplevet det sidst. Præcis som de fleste kender fornemmelsen af at putte en kold, hård sten i munden. Selv om det er en nok så ubehagelig oplevelse og dårligt tåler sammenligningen.

 En trang til at lade sig forene med noget oprindeligt, måske?

til venstre: Calamagrostis acutiflora `Karl Foerster´

 En tur over heden med familien eller en vandring igennem et gammelt stenalderlandskab med resten af stammen? - En trang til at give den moderne hjerne en pause fra skærmen og resten af den digitale verden og erstatte den med noget taktilt, der kan sanses gennem kroppen; ben og arme, hænder og fingerspidser og mærke køligheden på huden.

 Der er ingen tvivl om, at det er de landskabelige scenarier, der stimulerer og som i bund og grund kun har det til formål at vække det sanselige og skabe kontakt til noget oprindeligt.

 Her er ingen have-nytteværdi, eller en komplet samling af en art eller sortsrække.

Ovenstående fotos er taget hen over et kvarters tid i går morges d. 30 september, og hvor lyset filtreres og solstrålerne sendes ind fra siden igennem vegetation af aldrende træer og unge buske og lægger sig på de to år gamle staude- og græsbede. Denne plantetype har en forholdsvis kort tidshorisont, og som efter min erfaring, først giver mening, når den sammenstilles med vegetation og i et landskab der har en noget længere tidskadence.

Panicum virgatum `Heiliger Hein´

På nært hold, får man det nærmest smidt i synet, at her er tale om noget ret kortlivet, noget sart og fint, noget skrøbeligt og let, noget der måske ikke er så holdbart i længden, men som qua sin farvenuance, transparens og store overflade, er eminent som materiale til at fange lyset, når det bryder frem.

Pennisetum orientale `Karley Rose´