ARMCHAIRGARDENING VOL II.

Arkitekternes egne boliger - med arkitekternes egne ord. I virkeligheden kunne bogen hedde Arkitekternes egne boliger - med arkitekternes egne haver. De 21 bygningsarkitekters private boliger og nogle håndfulde andre er samlet i en herlig bog, baseret på en foredragsrække på Arkitektskolen i Århus. Leder man efter den smækre billedporno med iscenesat bygningsarkitektur og boligstyling, går man forgæves. Det er primært egne fotooptagelser og det er kun arkitekternes egne overvejelser der gælder, - befriende renset for nutidens fun-factor. Alle uden undtagelser forholder de sig til bygningerne og de nærmeste omgivelser og for nogles vedkommende: de havearealer der kan komme ud af at plante lidt grønt.
Huset herover er Knud Holschers værk og spejlbassinerne er udformet i samarbejde med landskabsarkitekt Svend Kirkegaard. Knud Holscher fortæller levende om tankerne bag og hvorledes projektet har udviklet sig gennem årene.
 


Exners have i Århus er et nutidigt eksempel, på hvorledes man kan fortolke en barokhave. 

Bogen rummer mange fine eksempler på haver der relaterer sig til husenes udtryk og de givne lokaliteters potentialer. Og flere af de medvirkendes fagområde, skygger måske for det de kunne have drevet det til som have- og landskabsarkitekter?



En anden fin bog, der kan anbefales til fordybelse og drømme, hvis man interesserer sig for huse og husenes eksteriører, er Michael Sheridans bog Landmarks. Tænk at det er en udlænding der skulle skrive denne bog? Den findes også i en dansk oversættelse med titlen Mesterværker. Det er huse fra efterkrigsårene og særligt ved denne udgivelse, er den danske fortolkning af modernismen i privat boligbyggeri og som bekender sig til godt håndværk, stor materialefornemmelse og evnen til at udnytte stedernes givne kvaliteter. En stor del af de viste huse er fredede eller opkøbte af Real Dania og lejes ud. Alle husene præsenteres med plantegninger der viser grundstørrelse, husets placering på grunden, solitære træer og stiforløb.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar