Room with a view

Det er efterhånden mange år siden at jeg erfarede at haver bør anlægges med henblik på flotte kig ud igennem husets vinduer. Ellipsehaverne er da også, i højgrad, udtænkt og formet med det for øje. Fra man slår øjnene op og trækker gardinerne fra i soveværelset, gør morgentoilette, laver kaffe i køkkenet spiser i spisestuen, nyder aftenen i stuen til man trækker for igen i soveværelset. 70% af vores tid oplever vi haven igennem vinduerne. Defor må vi også give den noget opmærksomhed, så den tager sig ud fra sin bedste side.

Ellipsehaverne strækker sig over ca 7500 kvm. Så vi har valgt at gøre det enkelt og skabe ro omkring huset og trække de komplicerede beplantninger længere væk. Det var også et ønske, at understrege det landlige, hvor både det moderne landbrugsland og et smukt, gammelt herrgårdslandskab, der ligger næsten lige udenfor vinduerne, også skulle være en del af oplevelserne. Specielt fra slutningen af oktober til hen i marts, hvor vi opholder os mere indendøre og flintrer mindre rundt derude, hvor det hele sker. Endelig har det simple også den fordel, at det "fanger" det skiftende vejrlig hvor solen, regnen, duggen, rimfrosten og sneen er med til at skabe de forskellige udsigter til haven.














Alle fotos er optaget ud af husets åbne vinduer, hele vejen rundt.

Den hollandske bølge

Stråfarvede akse af blåtop.

Staudebedene i Ellipsehaverne består af ca 40% prydgræsser, hvilket gør haven "oprejst" langt ind i vintermånederne

Knopper af monarda, spir af agastache foran sandrørhvene og lille elefantgræs.
Karl Foerster og Ernest Pagel fra Tyskland var de første to herrer, der indførte prydgræsserne som det væsentlige element i staudebedene. Senere fulgte Wolfgang Oehme og James van Sweden, og siden 1990´erne, har de hollandske herrer Ton ter Linden, Henk Gerritsen og ikke mindst Piet Oudolf markeret sig som plantepersonligheder og skabere af havetyper, vi hidtil ikke havde set. Det er tankevækkende at det alle er mænd, der har fremmet brugen af prydgræsser, sammen med staudetyper på mere end 2 meter i højden. Bedene eller rettere beplantningerne er på denne måde blevet en væsentlig del af selve havernes arkitektur. De skaber vægge og rum i kraft af deres enorme vækstkadence og er på denne måde blevet en god afløser (eller supplement om man vil) for de haver, der udelukkende består af høje tætklippede hækvægge, fyldt ud med traditionelle blomstrende staudebede.

Sandrørhvene med sort baggrund af rød hjortetrøst
Man kalder da også stilen for "The Dutch Wave", som var en fornyelse og et sundt og nutidigt modstykke til den lidt gammeldags "Rosemary Verey-style", som har været specielt englændernes foretrukne havetype i mange år. Ikke desdo mindre har englændere været hurtige til at byde den nye "bølge" velkommen ind i haverne og man ser gang på gang i udenlandske havetidsskrifter og på internationale websider fra både England, Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig etc. det ene smukke haveanlæg efter det andet, som er skabt med varierede arter af prydgræsser og kraftige stauder, der ikke har gennemgået den samme hensynsløse forædling som mange af de traditionelle staudetyper. Der er også tale om stauder og græsser, der fremviser nye og smukke sider i forfaldsperioden fra oktober til langt hen i januar.

De 2 meter høje spir af veronicastrum står der stadig langt ind i vintermånederne med en smuk kanelbrun farve
Danmark sakker fortsat bagud når det gælder denne nye havetype. Men heldigvis har jeg erfaret at det stadig oftere sker, at mine kunder i den yngre alder, er interesserede og modtagelige overfor mine plantegninger med plantetyper, der tager afsæt i det mere naturlige look, hvor prydgræsserne og de naturnære stauder får lov at spille hovedrollen. Og er herren i huset med på råd, når den nye have skal anlægges, er det mere reglen end undtagelsen, at der bliver plantet mange prydgræsser i det nye haveanlæg. Forhåbentlig vil den hollandske bølge skabe mere end blot små krusninger i danske haver, i årene fremover.

Løvehale modstår strid blæst, regn, slud, tung snevejr og bliver stående rank og strunk helt til næste forår.

"At tilbede det smukke og hade det grimme er umodent"

Sådan lyder et gammelt japansk ordsprog og første gang jeg hørte det, følte jeg mig en lille smule provokeret. Jeg tror meningen nogenlunde er den samme, når den engelske haveskribent Robin Lane Fox udtaler; at han i takt med stadig større viden og mere indsigt, må erkende at der ikke findes en grænse imellem dårlig og god smag.



De bedste haver jeg kan komme i tanker om, er da også begunstiget med en vis form for forundringsværdi og ikke mindst en hel del mærklighedskvaliteter. Elementer der kan få mig til at stoppe op og som jeg ikke umiddelbart har set før. Havebegereber jeg ikke kan forstå eller afkode med det samme eller finde en selvfølgelig mening med. Sådan har jeg det også med malerier og billedkunst generelt. De billeder, der giver et bud på eksempelvis en ny farvesammensætning, der gør op med alverdens farveteorier og principper, og som kan give mig en en fornemmelse af at "jeg ikke har forstået det hele endnu", er utrolig berigende og livsbekræftende for mig. Der er stadigvæk nyt at lære forude og god mulighed for at jeg fortsat kan udvikle mig. Ofte er det også der, hvor en blomst eller plante har placeret sig som selvsåer, man får de gode aha-oplevelser og som får een til at arbejde mere fordomsfri med haven og forsøge at arbejde med nye teorier og principper.
Ikke sjældent oplever jeg kompositioner i haven, det kan være arkitektoniske, formmæssige, anderledes farvesammensætninger, tankevækkende materialesammenstød etc, jeg i første omgang ikke rigtig kan "greje". I stedet for at dødsdømme det med det samme, måske fordi jeg ikke forstår det, - øver jeg mig konsekvent i at vente og vente og måske tænke lidt og stille nogle analytiske spørgsmål, før jeg beslutter mig om det er noget jeg kan lide eller ej.
Jeg er godt klar over at ovenstående kan lyde frygtelig helligt.



Men i modsætning til mange, er jeg nok af den opfattelse, at vi her i landet mangler smagsdommere. Ikke at de skal bestemme hvad vi skal mene, kunne li´ og ikke li´, men deres udtalelser kunne få debatten til at rulle og menigmand til at engagere sig og blive lidt klogere.
Et samfund, der har afskaffet sin elite og sine smagsdommere, bliver et meget eensrettet og kedeligt samfund, der er uden diversitet og udvikling - og muligheden for at føre den kvalificerede samtale om skønhedens og grimhedens æstetik forsvinder hermed.

..........at holde hvad det lover.

Og det gjorde det så. En lovende varm sommer, pænt med nedbør og belønningen: bugnende bede med grøntsager og blomsterværk til vaserne, - og vi høster og plukker endnu.
Den røde grønkål er lige så let som den grønne og får lov at stå i køkkenhaven indtil den ikke kan mere. Den kunne også være fin i staudebedet som neutraliserende bundfarve. For høster man den til grønlangkål kan det blive en lidt klam affære, da resultatet bliver gråt i gråt, præcis som rødløg der steges bløde i smør på panden. Det kunne ellers være fint at servere mørkerøde grønkål til jul, men det lader sig altså ikke gøre.



Den røde grønkål blev plantet symetrisk i fire bede, giver et arkitektonisk indslag i køkkenhaven.



Sammen med de små dahliahoveder, dildskærme, kæmpe jernurt, porrernes blålige blade og den røde grønkål, fremtrylles der et strålende farvebed der kan lidt mere, end det regulære køkkenhavebed.



Drømmen i det tidlige forår var en frodig køkkenhave der kunne byde på andet og mere end grøntsager. Ind imellem har vi diskuteret om dette andet blev for meget, men jo nærmere vi kommer de kolde nætter, jo flere buketter henter vi ind i stuerne for at nyde de sidste rester af alt det livsbekræftende en køkkenhaven med blomster kan præstere. Og uden en egentlig ekstra indsats. De plejes i samhørighed med alle de spiselige sager. Men måske skal næste års farvesammensætninger være endnu mere raffinerede?

Havet ved huset ved havet

Danmark er begunstiget med kilometervis af strande og kampen om udsigten til vand har stået på længe. Der er dem som må tage til takke med anden eller tredje række, men selv de som må nøjes med en plads på sidste, kan med lidt omtanke og enkle greb, få skabt en dejlig og frisk stemning af havet ved huset.






Stedet her udformede jeg for et par år siden for et ægtepar, der byggede nyt helårshus i et ældre sommerhusområde, og allerede nu har sted og planter vist sig at leve op til kravene. Der er en smuk udsigt både til havet og til haven fra de store vinduespartier. Der er acceptable læforhold på terrassen og endelig er der noget smukt og foranderligt at betragte det meste af året på grund af vækstdynamikken i planterne.



Plantevalget er truffet ud fra en hård analyse af:
- jordbundsforhold der er ret sandede
- et klima der er blæsende og "let saltet"
- et krav om læ på terrassen
- et ønske om at fremhæve udsigten til havet







For at skabe strandnært miljø på en sådan terrasse og vælge de farver der er kendetegnende, må man en tur på stranden, så man kan sanse og samle farveindtrykkene. Hvidt skumsprøjt klar blå himmel og grågrønt havvand, den sandfarvede strandkant med søsten i alt fra ravgult til skifersort og frisk grønt og maghonifarvet tang, der skifter farver alt efter om det er vådt eller tørt. Det var blot nogle af de kulører jeg samlede sammen på paletten, før jeg begyndte at vælge planter ud. Dernæst var det vigtigt at finde de planter der en god del af sommeren kan skabe læ, så det måtte altså være noget der kunne tåle både vind, salt og sol. Endelig måtte blomsterhovederne være små og fine, så de havde et vist slægtsskab med de mere ydmyge af slagsen ved havet.



Valget faldt på de små elefantgræsser,sandrørhvene, mosebunke, lampepudsergræs, fåresvingel, star og bynke. Af dem med lidt større blomster, blev det perovskia, echinacea, alunrod, pileurt og sommerblomsten kæmpe jernurt m.fl..
Græsser og stauder skæres ned i sidste uge af marts og efterlader den faste struktur af taks i nogle aflange prismeformer på tværs af bedene, - for også at få det grønne islæt med i denne strandhave. Samtidig giver taksformationerne en god baggrund for alle forårsløgene der blomstrer i det tidlige forår før det hele begynder forfra og græsser og stauder lukker for det forårsbal.

Beklager - pc-sammenbrud!

Beklager dybt, men der er ingen indlæg i denne uge, pga pc-sammenbrud!

Ornamentet der ikke vil dø

Etruskisk kakkel på Glyptoteket i København

I Walter Groupius og Gerrit Rietvelds Bauhausskole forsøgte man at udrydde dem. Modernisterne rensede alt inventar og byggeri for dem. Og de billedkunstnere, der eksperimenterede med konkret kunst fra 1920érne og frem, gik i en stor bue udenom dem; ornamenterne, borterne, rankerne, arabeskerne, de aflange mønstre, der havde været brugt siden længe før oldtiden. Ja selv i hulemalerierne finder vi de rytmiske tegn på klippevæggen, både med og uden betydninger.
Med modernismen forsvandt det pyntelige og nydelige også ud af haverne, - ja man kan vel nærmest hævde at modernismens indtog i haverne, fortrængte alt hvad vi forbinder med det eventyrlige.

Maler og billledhugger Jørn Larsens vandkunst ved Thovaldsens Museum i København nogle tusinde år senere

Men det vil ikke dø; ornamentet.
Heldigvis!
Billedkunstnere, kunsthåndværkere og havekunstnere har altid ladet sig fascinere af dem og brugt dem både som flade i malerierne som relieffer i brugskunst og som klippede beplantninger i haver.

Mit eget buksbombed ville heller ikke have set ud som det gør, hvis ikke jeg havde haft en baggrund i keramikken, hvor ornamentet og det dekorative har en plads som udtryksmiddel. Keramikken har om nogen disciplin, haft glæde og gavn af ornamentiken, fra stiliserede striber, linjer, bølger, borter, til blomster og blade etc.

Parterrebedet som vi også kalder det her i Ellipsehaverne, er lavet på basis af en krum sti rundt omkring huset. Et stykke af en ellipse. Ellipserne er gentaget som krumme linjer og mødes i ellipseformede klodser og danner herved små krumme bede.

Men parterrebede er en rennæssancedisciplin. Man lægger tulipanløg om efteråret. Graver dem op efter afblomstringen og planter udplantningsplanter i foråret og vise versa.
Det er arbejdsomt. Og vi overvejer derfor fint grus eller små piksten i bunden af bedene, der kan afløse de blålige græsser, der var et forsøg på at ramme vandfarven.