The Education of a Gardener

For mange år siden stødte jeg på bogen med ovenstående titel af Russel Page i boghandlen Plantarum. Den blev en slags lærebog for mig, for at jeg kunne forstå det 21 århundredes acumulerede havekunst fra de foregående 400 år. Jeg føler mig stærkt forbundet med Russel Page´ have- og natursyn. Vores kunstneriske baggrund er identiske, og som han, holder jeg også meget af at arbejde sammen med mine kunder ude i "felten", når planter i en ny have skal placeres på stedet.

Et udsnit af Russel Pages haver samt nogle af hans skitser er samlet i denne, nyere bog, som kan købes i en engelsk udgave, i boghandlen Plantarum, (følg linket ude til højre på siden)



En lidt tåget gengivelse af det berømte parterrebed med taks, buksbom og cypresurt omkring det smukke spejlbassin ved Villa Silvio Pellico.


Russel Pages klassiker, The Education of a Gardener hives stadigvæk frem, nu og da, når mine opgaver sigter på de klassiske løsninger. Man skal være habil "light" ud i det engelske hvis man skal have fuld udbytte af bogen, og det er bestemt ikke en billedbog.


Jeg kan på det varmeste anbefale at bestille nyhedsbrevet i Bente Holm´ internetboghandel PLANTARUM, der har alt hvad havenørder kan forestille sig og hvad hjertet kan begære indenfor litteratur fra den ypperste have- og landskabskunst, entreprenante folk der giver fifs og tricks på terrasser til pleje af skurv og rust i pærer og æbler.
Skulle jeg vælge en bog at tage med på en øde ø, ville det blive The Education of a Gardener.

Bente Holm kommer med et skønsomt udvalg af mange smukke havebøger du kan købe, her i min have d. 17 juni - "at The Garden Party"

"Størst mulig effekt med mindst mulig indsats"

Selv plænegræs kan tage sig ud hvis man undlader at høvle det ned hver uge: stor effekt med lille indsats!

Flere undlader at komme ind på emnet prydgræsser, hvis ikke jeg selv tager det op, når jeg laver aftale om haveplaner med nye kunder. Og mit indtryk er at størsteparten af danske haveejere finder rosenslægten langt mere interessant at dyrke end prydgræsser. "Det er svært at holde styr på dem og man ved jo ikke hvordan de arter sig" hører jeg mange sige. "De breder sig ud over alle grænser og selvsår sig som karse" er andre fordomme jeg støder på. Eller: " Ja men nu vil vi altså have en meget romantisk have og ikke en minimalistisk, og der passer græsserne jo slet ikke ind, - og vi kan forøvrigt heller ikke li´ dem".

Den lille elefantgræs Miscanthus sinensis `Morning Light´ er smuk i næsten en hver sammenhæng.

(tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de taler om)

- Man skal høre meget før ørerne falder af!!
"Tør øjnene og snup en kiks", vil nogen sikkert sige. Følgende er ikke et forsøg på at få medynk eller noget der ligner. Mere en øvelse i at formidle et emne, der har svære betingelser. Lidt som at sælge ispinde til pingviner. For hvad skal vi med græsser i et land der er dækket med 90% af slægten på marker, i hegn, enge, strande, overdrev og kær, for ikke at tale om alle landets mange græsplæner?
Fordi de er nemme planter, fordrer lidt pasning, øger havelivet med insekter, fugle etc. og fordi mange ikke kræver nævneværdige mængder af gødning eller vand. Der er altså tale om "bæredygtige planter".

Koreansk sandrørhvene Calamagrostis acutiflora brachytrica, er den mest spektakulære af græsserne vi har i staudebedet og efter min mening er det grænsen for hvor store blomsterstandende må være, før det ligner noget der er sluppet ud af zoologisk have.

Blåtop Sesleria nitida er en smuk stålblå græs der passer eminent til den romantiske hvide have.


Mosebunken i selskab med gyldenfarvede lupiner.

Mosebunkens aks i juni

Et landligt udtryk hvor de stråfarvede aks fra sandrørhvenen Calamagrostis x acutiflora `Karl Foerster´ giver komplementærfarver til bedene allerede sidst i juli måned.

Molinia `Transparent´I sensommeren, hvor den står og lyser med sine blomsterstande hen over Persicaria amplexicaulis.

Molinia ´Transparent´ kan bruges solitært i et bed og skabe et transparent slør, så man kan se andre vækster bagved.

Mine argumenter for at bruge dem er fordi de skaber rum og vægge i haven, stor vækstdynamik fra forår til vinter, stor effekt med en meget lille indsats, og endelig: de giver hurtigt en ny have en modenhed og struktur, mens man venter på at alle de langsomtvoksende planter skal få karakter og fylde. Husk på: i dag bliver de fleste af landets haver forladt allerede efter 7 år. Og vi kender godt mange nye uvidende ejeres håndtering af de haver som de skal overtage sammen med huset: de begynder som regel helt forfra med yndlingsværktøjet motorsaven.

Mosebunke Dechampsia cespitosa er meget nemt at dyrke og passer fint ind i mange sammenhænge. Lader man dem stå i større grupper og med stråfarvede blomsterstande kan de fange rimfrosten og skabe et smukt og romantisk brudeslør i haven.


Romantik med rim og prydgræsser i vores staude- og græsbede.

SLUTTELIG: de fleste kan nok regne ud at havesæsonen, hvor der er noget interessant at se på, forlænges langt ind i vinteren.

Ruinisme - skal eller skal ikke?

Et foto fra en nedlagt fabrik i Berlin. Ser man bort fra indholdet i billedet og kun fokuserer på farvesammensætningerne, kompositionen og de taktile/ sanselige kvaliteter i materialerne, er der meget inspiration at hente her.

G.N.Brandt opfandt ordet ruinisme, med slet skjult hentydning til at det i overdreven brug kunne blive en tand for meget. Sætningen er ledsaget af et sort hvidt havebillede fra England med en meget bred sandstenstrappe, der er kraftigt indtaget af gule kongelys, som har selvsået sig i sprækker og revner.
Det er ret interessant at læse om ham og hans udvikling af den moderne danske have. Der var en dobbelthed i det meste af hans arbejder. Det åbne og det lukkede, det plejede mod det uplejede, det formfaste mode det løse, det klare mod det mere dulgte/ skjulte.
Det er svære og ikke altid lige uproblematiske emner at beskæftige sig med i haverne. Kontrasterne findes ikke kun i farverne og formerne og materialesammenstødene. De findes også i tiden, hvor man skal være varsom og tænke sig godt om. - Fraværet af foretagsomhed behøver ikke nødvendigvis at være udtryk for dovenskab.


Spansk bakkestjerne har sået sig som ukrudt imellem fliserne og blødgør den hårde overflade.


Baggrunden til de smukke acanthus er de røde aksedøre i vognporten. De trænger i den grad til algefjerner og maling, - men vi kan ikke nænne det.

GODT NYTÅR

I sensommeren fik jeg hjælp til at klippe de 650 meter hække i haven. Nogle er 1.60 høje andre steder er de over 3 meter. Det skyldes at grunden skråner oppe fra huset og ned mod nord. Og da jeg ville have vandrette overkanter på alle hækkene, så vi kan kigge ud i landskabet oppe fra huset, - ja så er det helt naturligt at man kan blive væk når man går ned i haven.

Vinteren 2005-06 gik jeg med spaden og gravede render efter kunstfærdigt opsatte snore. Jeg havde godt nok arbejdet med ellipsen i keramikken igennem flere år, men her fik jeg virkelig formen ind under huden. I en helt anden målestok og med andre muskelgrupper blev der tegnet streger med tynde pinde, gravet render og plantet i form af 40-60 cm. høje bøgeplanter. Nu, 6-7 år efter, kan jeg se resultatet af anstrengelserne. Stregerne er blevet til vægge der definerer forskellige rum og som mægtige former står på et græsgulv. Jeg holder meget af Tom Stuart-Smith, der på denne årstid siger. "Så slap dog af!" Ikke at jeg gør det. Der er nok at se til. I disse dage er forberedelserne til The Garden Party for alvor gået i gang. Det glæder mig SÅ meget at de inviterede plantepersonligheder og haveprofiler som jeg har inviteret, melder positivt tilbage. Endelig kan de mange haverum og mellemrum i Ellipsehaverne blive fyldt ud med havemennesker, der elsker faget, - både amatører og professionelle i en sand skøn forening. - Nu og da kan jeg smutte ud i haven i det lune og grå vintervejr, når der skal laves logistik på festens placeringer af boder, arrangementer, foredrag, plante- og dyrkningsdemonstrationer, etc. - men også lige tage en slapper, med at gå rundt og bare nyde rummene af bøg, der efterhånden har fået labyrintisk karakter.

- Alle er selvfølgelig inviteret til The Garden Party, d. 17 juni 2012.

Godt nytår!


Rosmarinpilen i forgrunden har en løsere struktur men dybere farve end de kanelbrune faste vægge af bøg.


Et sted i mellem rummene af bøg, er der plantet 17 storbladede buksbom (i krumme rækker hvis man ser godt efter), og som med tiden skal klippes i form. Overkanten af den lange bøgegang, fremhæver det gamle hegn af tjørn og mirabel.


De krumme vægge skærmer for små særhaver og leder samtidig, visse steder, blikket ud i det omgivende landskab.

De krumme kanelbrune vægge tegner nogle morsomme stiforløb i græsset.

Havekunstens guldalder

Perioden fra ca. 1920 til 1960, betegnes i de fleste havefagskrifter, som guldalderen i dansk havekunst. En periode der i al sin glans var betinget af tre ting: havearkitekterne havde et stort plantekendskab, de havde en social forståelse og dermed indsigt i brugerens livsvilkår, og de bedste i standen evnede at yde en kunstnerisk indsats.

I forhaven rejser et imponerende egetræ sig, og det skal selvfølgelig beskæres nænsomt i kronen, så også det fremover kan fungere som husets værnetræ.

Det arkitektegnede hus med have på de følgende billeder, er fra et boligområde i Sorgenfri og et utroligt smukt og velbevaret eksempel fra begyndelsen af 1950´erne. De nye ejere af dette pragtfulde hus og den opvoksede have kontaktede mig i sensommeren og opgaven lød: "kom og hjælp os med at vurdere haven, inden vi går i gang med at lægge den om"
Det er den sjældne historie om nye ejere, der har en vis pietetsfølelse og gør sig nogle alvorlige tanker om hvad der skal ske med stedet inden de tager fat.
Inden døre er huset bevaret til mindste detalje. Her kunne man optage en film af Nils Malmros. Det er som at gå ind i en tidslomme. Selvfølgelig skal der renoveres i huset og selvfølgelig skal der tegnes og renoveres på haven.

Men alt sammen i skyldig respekt for stedets ånd.


Tidstypisk er denne bambus med de store blade, et levende mindesmærke fra 1950´ernes haver. Den skal selvfølgelig have lov at spille en rolle i den kommende have.


På havesiden er der en lun krog i vinklen af integrerede bygningskroppe.


Huset ligger øverst på grunden, og haven smyger sig ned over terrænet, kranset af store træer plantet i begyndelsen af 1950´erne.

En hemmelig have

Claus Dalby har for nylig begået endnu en rigtig dejlig havebog med titlen Hemmelige Haver, hvor han besøger forskellige ukendte haver rundt omkring i landet.


På en stille dansk villavej, ser man til venstre, hvorledes haver ser ud i 2011 og til højre, en indgang til en tidslomme der stimulerer drømme og længsel efter at kunne gemme sig og måske opleve en lidt anden side af dansk havekultur.

Måske blev han inspireret til overskriften fra The Secret Garden af Frances Hodgson Burnett fra 1910, en klassiker som siden blev filmatiseret. Og Den engelske haveguru Rosemary Verey redigerede en bog i 80´erne med titlen Secret Gardens - revealed by their owners. Titlen ses anvendt i billedkunsten gennem mange århundreder og de senere år har mange unge musikere brugt den på sange og instrumentale kompositioner.

Indgangen til haven ligner en gammel hulvej på landet


For mit vedkommende fik begrebet En hemmelig have en ganske uventet betydning, da jeg under et interview til en haveartikel blev spurgt om jeg havde lyst til at se en anderledes og meget særpræget have?

Vi kørte i bil i 5 minutter, men i dag er jeg ikke i stand til at finde der hen selv. Haven er derved blevet hemmelig på flere måder. Ejerne var ikke hjemme, så fornemmelsen af at have fundet et hemmeligt område blev yderligere forstærket. Jeg fik fortalt at huset og haven havde været forladt i mange år og var siden blevet "gravet frem" og fungerede nu som sommerbolig. Men det ville være et spørgsmål om tid, for de overvejede stærkt at sælge stedet, fordi huset var alt for utæt. Jeg ved ikke om det er sket. Jeg ønsker heller ikke at vide det. Forestillingen om hvad nye ejere kan finde på gøre ved sådan et fortryllende sted gør at jeg beholder oplevelsen fra den varme sommerdag i min erindring uden forstyrrende indblanding.


Gamle træer står rundt om en lille lysning med skyggespil på det tynde græs.




En lille fontæne blev gravet frem fra vildnisset




Et særpræget hus fra en anden tid ligger inde midt i haven.

En stensøjle fra tidligere tider har fået en fin hat af smukt forarbejdet kobber.

"No doubt you will ruin it. So it goes."

Vi er i New York, - en godsbanestrækning på en bro fra 1920´erne, der fører ind i storbyen, nedlagt og forfalden gennem mange år, et opholdssted og smutvej for de som kender det, i en biotop af planter der gennem årene, naturligt havde indtaget stedet.
Der rejste sig en bevægelse imod nedrivningen af den over 1,5 mile lange bro, og umiddelbart før omlægningen modtog Robert Hammond en skrivelse fra en af protestaktørerne, med ordene: "The High Line should be preserved, untouched, as a wilderness area. No doubt you will ruin it. So it goes."

Men sådan blev det ikke helt....
Sidste år besøgte 3 mill. mennesker stedet. Det er blevet til en meget alternativ park, der er anlagt med referencer til formen, historien, designet, anvendelsen og naturens måde at indtage og generobre det menneskeskabte.

High Line har sin egen hjemmeside og blog som fortæller historien og opdaterer livet på den og under den.