PÅ HAVEKONSULTATION I OSLO

Nylig hjemvendt fra et "havebesøg" i Oslo og som gør indtryk. Opgaven var at komme med forslag og kommentarer til arealerne ved et boligbyggeri der blev opført i 1983 ved en herskabsvilla, en lille halv times gang fra Oslo centrum.
 57 boliger af træ og med teglhængte tage, blev opført i den gamle herskabshave, efter at terrænet var reguleret temmelig meget, for at give alle de nye rækkehuse den bedste placering.
 Hver bolig har sin egen for- og baghave og de er ikke store
 Til gengæld er der så mange fine detaljer på fællesarealerne at hele boligkomplekset fremstår som en nutidig version af Den Gamle By i Århus.
 En nylig udført skybrudssikring består af smukke chausséstensrender midt på vejene og som leder det overskydende regnvand ned i store brønde.
 De originale hegn fra den gamle herskabshave er nyfortolket som afgrænsning til børnehavens arealer, som er etableret i en af de gamle udbygninger.
 Mange små forhaver ligger som perler på en snor langs de smalle og intime stier,
 og giver den fornødne distance fra små terrasser og forhaver til fællesarealerne.
 Materialevalget er i top. Og hvorfor ikke? Norsk granit findes jo lige udenfor døren.
Man kan godt undre sig over hvorfor vi her i Danmark er så konforme, ja måske lidt for tilbageholdende når det gælder nyt boligbyggeri. Alt bliver så hurtigt uniformeret.
 Her på stedet er der også regler for hvad man må og ikke må. Byggeriet har da også fået tildelt to priser som noget af det eneste i Oslo og omegn. Sundts præmie for god arkitektur i 1984 og Hauens Fond i 1988.




Husrækkerne er malet i enten sort eller en smuk jernrød farve
 og de specialdesignede listeespaliér følger samme kodeks.
Haverne er de fleste steder indhegnet med klippede og fritvoksende hække
 og ind imellem lodderne snor stierne sig med brudfliser af norsk skiffer, og lokker til at tage en smutvej.


 Det er den norske arkitekt Niels Torp, der i 1983 formede den lille landsby af præfabrikerede moduler, produceret i Sverige og placeret i en tidligere norsk herskabshave. Den er der ingenting tilbage af.

 Til gengæld er der opstået et andet attraktivt miljø, og som er stærkt efterspurgt af interesserede, når nogen af beboerne påtænker at flytte her fra.

Det som gjorde størst indtryk, var selvfølgelig brugen af vegetation i relation til byggeriet og landskabet omkring, vitaliteten i de små haver og de klippede og uklippede hække, der varierede fra gade til gade.
Men det var tankevækkende, at jeg blev inviteret op, for at se stedet efter i sømmene og med professionelle øjne, vurdere og pege på hvorledes ejerforeningen kan optimere og forbedre arealerne mellem boligerne frem over de næste mange år.
Det som vi i Danmark har været så eminente til op gennem 60´erne og 70 ´erne, men som stoppede i 80´erne, det virker som noget helt naturligt og selvfølgeligt i både Sverige og Norge. Måske er det fordi at de har højden i deres fjelde, at de er bevidste om den tredje dimension og at vi her i landet med den flade agerjord, foretrækker at specialisere os i store todimensionelle betonbelægninger mellem husene og havet?

STRAM ARKITEKTUR MED LANDSKABSBEDE PÅ LANDET

Hvor meget kan prydgræsser fylde i omfang i et staudebed? - ja svaret må omtrent være det samme som man vil bruge på hvor stor en mængde græsserne må udgøre i en vejside.
For tre år siden afleverede jeg en plan for stedet her, hvor et ungt par havde færdiggjort et husbyggeri og hvor ovennævnte græsplæne bl.a. blev beriget med to krumme bede med en bred græsgang i mellem; 30 meter lange og 3 meter brede, i alt et par hundrede  kvm.
- det oprindelige hus blev annekteret til hønsehus og værksted
 I dag er det i høj grad også ejernes fortjeneste med god pleje og arbejdet med bedene og mange af haveanlæggets øvrige elementer, der gør at stedet har udviklet sig så overbevisende som det har.
 - Specielt de krumme bede, er både blevet en del af haven og en del af landskabet, og udgør som sådan en markant del af havens arkitektur, selv om de kollapser hen over vinteren.
 Det var vigtigt at alle planterne kunne tåle den megen blæst, da omkringliggende læbælter først kommer op om mange år og ikke mindst den hårde lerede jord.
 - samtidig var det vigtigt at der var kontakt og udsigt til det omkringliggende landskab






 Bedenes krumme kurver afspejler den bløde horisontlinje, og ganske tilfældigt bliver den begyndende gule rapsmark i baggrunden en del af sceneriet.

 En indkørsel har fået en hæk af elefantgræssen Miscanthus sinensis `Gracillimus´
 og som danner en grøn væg for husets havefacade
Indkørselen har fået en bort af pigsten der adskiller grus og græs og markerer de stringente linjer fra to rækker søjleasp på plænen til højre. En slags nyfortolkning af det gamle allémotiv som man ser ved større godser og gårde.
Denne have er stram, enkel, grænsende til det simple, i dens arkitektur. Mængden af græsser i anlægget udgør ca. 60 %, hvilket giver det skarpe look et nødvendigt blødt modspil.
Om det er for meget eller for lidt, kommer nok an på øjnene der ser.

EN HAVE I FRANKRIG

For tiden trækkes de første streger til en ny have i Frankrig på tegnebrættet. En ung familie på fire, der til daglig bor og lever Lyon, har for et par år siden erhvervet sig et lille stenhus i en mindre middelalderlandsby i det sydlige Frankrig og med en temmelig stor grund.
 
Med så stort et areal er der selvfølgelig mange muligheder. Stedet er tænkt som et refugium for familien i ferier og weekender, hvor de kan leve et mere tilbagetrukket liv med fysisk arbejde  og visuel kreativitet, som kontrast til den mere hektiske tilværelse i storbyen, - så her handler det også om ikke at tage munden for fuld.
 Det var en opgave jeg egentlig ikke ville påtage mig i første omgang. Jeg mener man skal fornemme lokaliteten ved selvsyn; jorden, solen, vinden, omgivelserne, beplantninger, terrænets hældninger etc. inden man begynder at tegne. Økonomien rakte desværre ikke til den ekstra transport.
 Når opgaven så alligevel ligger på mit bræt, skyldes det ikke mindst ejernes evne til at beskrive, både dem selv og stederne og ikke mindst deres evner til at overtale. I kraft af et ocean af fotos fra alle mulige vinkler, de har sendt mig og som beskriver stedet og de nærmeste omgivelser, bliver projektet et forsøg på at forme noget overordnet, der kan tilpasses stedet efterhånden som de realiserer planen. Erfaringerne med et sådan langdistanceprojekt på den slags opgaver, kan måske anvendes ved en senere lejlighed, hvis de skulle opstå.
 Det skal så vise sig om formgivningen kan løses på afstand og om ejerne kan se idéen med de linjer, flader, punkter og voluminer som planen lægger op til og som skal underlægge sig den stærkt skrånende grund.


 Der arbejdes som sagt med linjer, som både rækker ud i landskabet og skaber skygge og skærmer for de mindre flatterende motiver, - kurver der omfavner mindre haverum, nivellerede flader man kan opholde sig på og landskabsvoluminer, der sætter menneskekroppen i perspektiv og understreger de bedste udsigter fra grunden.
Det lyder måske kryptisk, - men meningen er god nok. Der arbejdes på et abstrakt plan. Både i fantasien, på papiret og i realiteten.

BLOCKS & MATRIX

Jeg ved faktisk ikke helt præcist hvad de to ord dækker. I engelske ordbøger kan man støde på divergerende forklaringer og når man læser Noel Kingsburys bog `Planting - A New Perspective, fortæller teksten et og de fleste af bogens fotos, noget andet. Begge dele er lige interessante, så det handler vel også om, at man gør sig nogle erfaringer ved at prøve sig lidt frem og ved at man har en intention fra starten. Ovenstående bed består af kun to slags planter: Stipa calamagrostis og Agastache `Blue Fortune´
 Det er et, af i alt 14 runde bede på en stor plæne og i forskellige størrelser. Det er de stor gamle taksboller, der har stået her i mange år, som har dikteret formen på bedene. Og for at holde sig til det enkle, er der for sjov skyld anvendt en enkel græsart kombineret med en staudesort i hvert bed. Altså kun to slags planter; en græsart og en staude i hver. Jeg ved godt det lyder alt for kedeligt for de fleste, men det kan lade sig gøre at skabe noget interessant, vil jeg mene.

Indenfor denne begrænsning, har det så været idéen at arbejde med både tyngde, lethed og variation i de 14 bede og endelig; hvert bed skulle præsentere forskellige græsarter som et gennemgående tema for området. Og så man som gæst i parken, kunne opleve en store variation indenfor græsser.
 Alle planterne blev sat i jorden sidste efterår i den værste jord jeg nogensinde har haft fingrene i: sten, grus, sand og silt.
 Derfor er planterne heller ikke udvokset til det yderste endnu, - nogle gør det nok aldrig og nogle må erstattes, da de ganske enkelt ikke vil vokse her.
 Men størsteparten lader til at overleve og af erfaring ved jeg, at hvis de gør det, - så bliver det rigtig smukt til næste år.
 Man kan vel ikke kalde principperne i bedene for hverken matrix eller blocks, da der kun er to plantearter repræsenteret i hvert bed?
 Egentlig er jeg også fløjtende ligeglad. Det rager mig en høstblomst hvad folk kalder det, selvom jeg er enig i at sprog kan være et godt redskab til at forstå hinanden. De vandhuller jeg drikker, af før jeg sammensætter blomstrende landskabsbede, er de få steder der findes tilbage i landskabet, der ikke er spoleret af monokulturer og kystindvinding, men som mere eller mindre er overladte til deres egen frie vilje.
 Jeg er helt klar over, at man ikke kan copypaste et originalt landskab, eller føre et stykke natur ind i en have. Men det er i de selvgroede våde kær- og engområder og tørre overladte strandenge jeg finder den største inspiration til engbede, landskabsbede og græsbede, - og ikke på den amerikanske prærie. Jeg har aldrig været der, og har heller ikke den rette skala til rådighed for at kunne arbejde med det som tema.
 Så mit råd er; at man skal anskaffer sig planterne; alle dem der nærmer sig de vilde slægtninge - og at man arbejder med dem ved at iagttage, notere sig hvad der sker, vente med at gribe ind, og i det mindste; følger planternes livskadance i minimum et år over vækst, modning og forfald.
 Så begynder man efterhånden at sætte pris på de årstider, der ligger udenfor den gængse havesæson.

 Det aflange og meget dybe bed herover er opstået ved en tilfældighed. Her er der tale om blokbeplantning i sin yderste konsekvens. Calamagrostis x acutiflora `Overdam´, Nepeta, Helictotricon sempervirens, og den hvide pudedannende Anaphalis triplinervis er plantet, takstfast i lige store firkantede blokke langs en asfalteret vej kantet af sveller.
Bag ved disse firkantede beplantninger er der en meget lang række af pil og forneden af dette hegn; en stribe af røde enkeltblomstrende roser af ukendt navn og som var et overskud fra en gammel beplantning et andet sted i parken. Frem for straks at smide dem ud, var tanken en midlertidig opmagasinering her og de skulle derfor danne grundlag for valget af de øvrige planter. Fra et midlertidigt ophold, er det nu blevet til en permanent løsning.
Man kan sagtens plante i både striber og rækker, i blokke og bølger, punktvis og i flader, enkeltvis som solitære og i mægtige arealer, præcis som naturen ofte arter sig når vi holder op med at dyrke jorden. Der er ikke noget der er mere rigtigt end andet. Der er heller ikke noget der er mere naturligt, bæredygtigt, økologisk eller autentisk end andet.
Forskellen ligger i hvilke valg man har truffet.

Alle fotos er fra d. 16 september 2016 - en blå morgen ved tidlig solopgang med resterne fra en kølig nat.