Havet ved huset ved havet

Danmark er begunstiget med kilometervis af strande og kampen om udsigten til vand har stået på længe. Der er dem som må tage til takke med anden eller tredje række, men selv de som må nøjes med en plads på sidste, kan med lidt omtanke og enkle greb, få skabt en dejlig og frisk stemning af havet ved huset.






Stedet her udformede jeg for et par år siden for et ægtepar, der byggede nyt helårshus i et ældre sommerhusområde, og allerede nu har sted og planter vist sig at leve op til kravene. Der er en smuk udsigt både til havet og til haven fra de store vinduespartier. Der er acceptable læforhold på terrassen og endelig er der noget smukt og foranderligt at betragte det meste af året på grund af vækstdynamikken i planterne.



Plantevalget er truffet ud fra en hård analyse af:
- jordbundsforhold der er ret sandede
- et klima der er blæsende og "let saltet"
- et krav om læ på terrassen
- et ønske om at fremhæve udsigten til havet







For at skabe strandnært miljø på en sådan terrasse og vælge de farver der er kendetegnende, må man en tur på stranden, så man kan sanse og samle farveindtrykkene. Hvidt skumsprøjt klar blå himmel og grågrønt havvand, den sandfarvede strandkant med søsten i alt fra ravgult til skifersort og frisk grønt og maghonifarvet tang, der skifter farver alt efter om det er vådt eller tørt. Det var blot nogle af de kulører jeg samlede sammen på paletten, før jeg begyndte at vælge planter ud. Dernæst var det vigtigt at finde de planter der en god del af sommeren kan skabe læ, så det måtte altså være noget der kunne tåle både vind, salt og sol. Endelig måtte blomsterhovederne være små og fine, så de havde et vist slægtsskab med de mere ydmyge af slagsen ved havet.



Valget faldt på de små elefantgræsser,sandrørhvene, mosebunke, lampepudsergræs, fåresvingel, star og bynke. Af dem med lidt større blomster, blev det perovskia, echinacea, alunrod, pileurt og sommerblomsten kæmpe jernurt m.fl..
Græsser og stauder skæres ned i sidste uge af marts og efterlader den faste struktur af taks i nogle aflange prismeformer på tværs af bedene, - for også at få det grønne islæt med i denne strandhave. Samtidig giver taksformationerne en god baggrund for alle forårsløgene der blomstrer i det tidlige forår før det hele begynder forfra og græsser og stauder lukker for det forårsbal.

Beklager - pc-sammenbrud!

Beklager dybt, men der er ingen indlæg i denne uge, pga pc-sammenbrud!

Ornamentet der ikke vil dø

Etruskisk kakkel på Glyptoteket i København

I Walter Groupius og Gerrit Rietvelds Bauhausskole forsøgte man at udrydde dem. Modernisterne rensede alt inventar og byggeri for dem. Og de billedkunstnere, der eksperimenterede med konkret kunst fra 1920érne og frem, gik i en stor bue udenom dem; ornamenterne, borterne, rankerne, arabeskerne, de aflange mønstre, der havde været brugt siden længe før oldtiden. Ja selv i hulemalerierne finder vi de rytmiske tegn på klippevæggen, både med og uden betydninger.
Med modernismen forsvandt det pyntelige og nydelige også ud af haverne, - ja man kan vel nærmest hævde at modernismens indtog i haverne, fortrængte alt hvad vi forbinder med det eventyrlige.

Maler og billledhugger Jørn Larsens vandkunst ved Thovaldsens Museum i København nogle tusinde år senere

Men det vil ikke dø; ornamentet.
Heldigvis!
Billedkunstnere, kunsthåndværkere og havekunstnere har altid ladet sig fascinere af dem og brugt dem både som flade i malerierne som relieffer i brugskunst og som klippede beplantninger i haver.

Mit eget buksbombed ville heller ikke have set ud som det gør, hvis ikke jeg havde haft en baggrund i keramikken, hvor ornamentet og det dekorative har en plads som udtryksmiddel. Keramikken har om nogen disciplin, haft glæde og gavn af ornamentiken, fra stiliserede striber, linjer, bølger, borter, til blomster og blade etc.

Parterrebedet som vi også kalder det her i Ellipsehaverne, er lavet på basis af en krum sti rundt omkring huset. Et stykke af en ellipse. Ellipserne er gentaget som krumme linjer og mødes i ellipseformede klodser og danner herved små krumme bede.

Men parterrebede er en rennæssancedisciplin. Man lægger tulipanløg om efteråret. Graver dem op efter afblomstringen og planter udplantningsplanter i foråret og vise versa.
Det er arbejdsomt. Og vi overvejer derfor fint grus eller små piksten i bunden af bedene, der kan afløse de blålige græsser, der var et forsøg på at ramme vandfarven.

Candyphlox med kant

`Franz Schubert´ på scenen, imellem et bagtæppe af klippet spirea og en bøgeforkant
Som have- og landskabsarkitekt er min primære opgave at arbejde med anlægenes rammer og strukturer som det overordnede, og de farvede blomstrende bede som det sekundære. Ikke forstået sådan at detaljerne i eksempelvis blomsterbedene er uvæsentlige. Det er netop blomsterglæden, der betyder allermest for de fleste haveejere. Det kan vel sammenlignes med at ommøblering i huset, flytten lidt rundt på billederne i stuen eller male en endevæg i køkkenet ikke betyder alverden rent arbejdsmæssigt, men de har dog alligevel en stor effekt i indretningen. At arbejde med en haves arkitektur og grundstrukturer kan nærmere sammenlignes med at bygge nye huse eller rive vægge ned, sætte nye vinduer i og lave nye døråbninger etc.


`Fujiama´ læner sig op ad en planke i liguster
Når jeg arbejder med blomsterbede finder jeg det alligevel vigtigt også at integrere lidt af de arkitektoniske elementer her, og som med deres faste strukturer kan skabe ro og harmoni. Det medvirker endvidere til dynamik og giver kontrast at tilføje det formfaste imellem det mere organiske. Phloxene, for eksempel, som hører til efterårets candyfloss har godt af lidt formfast modspil, som her med kanter og flader af noget klippet.

Efter min mening kan man sagtens klare sig med max. 10 forskellige phlox paniculatatyper uanset havens størrelse. De fleste gentager sig kun med små afvigelser, der for det meste skal læses i om øjet er to milimeter større eller mindre end den foregående. Mange får meldug og andre igen er af en sådan karakter i farven at de for min skyld, gerne må blive stående på planteskolen.
`Franz Schubert´ (på det øverste billede) nærmer sig kvalmegrænsen og et barn i en sådan ernæringstilstand, ville sikkert også vække bekymring hos de fleste mødre.


`Hesperis´ danner en ellipseformet flade i et bøgepur og klippes ca. 15 cm. ned under kanten af bøgepuret ved Sankt Hans.


`Hesperis´ er her tvunget op i 1.70 meters højde af de omkringliggende planter og præsenterer sig elegant i en oval åbning i bøgehækken

Akser og sigtelinjer

I haver, uanset typer og stilarter, arbejder man blandt andet med retninger, åbninger, gangarealer og linjeføringer. Det kan selvfølgelig være bevidst eller ubevidst, enten i form af en krum sti, en præcis og lige havegang eller den linie der tilfældigt opstår der hvor græsplænen møder blomsterbedet. Men betragter man haven som et tredimensionelt rum (højde, bredde og længde) så må vi forholde os til andet og mere end blot de linjer og flader, der ligger på jorden. Vi må så at sige; "have rummet med". Den simpleste måde at lave en sigtelinje på, der også tager hensyn til havens højde, - næstefter den klippede sti i det høje græs, - er den klassiske havegang med vægge på begge sider. Den er brugt siden oldtiden, anvendt i forbindelse med de persiske gårdhaveanlæg og genbrugt i mange af de toscanske rennæssancehaver. Lawrence Johnston anlagde flere forskellige med smukke og varierede beplantninger på Hidcote, bl.a. "The Long Walk", - og Harold Nicholson og Vita Sackville-West kopierede den på Sissinghurst med taks. Den findes, i snart sagt et hvert klassisk haveanlæg. Og det er da også havegangen her i Ellipsehaverne, eller rettere Kavalergangen, som vi kalder den, - der får den største opmærksomhed blandt vore gæster, trods de sparsomme midler der er anvendt: et græsgulv og to lange bøgevægge.





Næste projekt med en havesti kunne være den lige gang, men med diverse beplantninger på begge sider. Ovenstående er Økonomihaven i Ellipsehaverne (køkkenhaven), som i midten af stykket er forsynet med fire tårne (a la´boreplatforme) til roser klatrebønner, lathyrus, tallerkensmækker, brombær, klematis og hvad man ellers kan finde på. I siderne er der rød grønkål, dild og sortrøde dahliaer til pynt.



Når man først har forsøgt sig med de lige, stringente og præcise havegange, er det tid at avancere og forsøge at lave variationer. Man kan for eksempel sløre stien lidt og gøre retningen mere utydelig. Havegangen får straks et mere drømmende udtryk, med planterne der slører sigtelinjen og specielt i kraft af, at den hårde belægning, som det ses på billedet herover, - stadig er "ankeret" på stien.




Endelig er der de elementer der i kraft af deres placering skaber sigtelinjer, som her i Ellipsehavernes græs-og staudehave, hvor elliptiske trommer af skarptklippet liguster danner retninger for øjet og samtidig virker som rumskabende elementer. Nærmest som kølen af skibe der bryder igennem det oprørte hav. Man kan også betragte dem som elementer midt i al høet, (som stauder jo er), - der skaber stilstand, soliditet og kontrast til de bølgebrusende planter der næsten altid er i bevægelse. Sidst, men ikke mindst, har de faste klippede former den langsomme vækst, hvorimod "høet" har den eksplosive vækstdynamik fra 10 cm i marts til 2,5 meter i september.

Enkelhed

En klog mand har engang sagt at: `Enkelhed er at vide når meget er for meget og lidt er for lidt. På det vis arbejder Claus Dalby i Risskov med sin have, når han komponerer med planter i sine rum. Der justeres og formes, flettes ind og tilføjes, trækkes fra og erkendes hvornår dette "noget" er for meget og hvornår det er for lidt. Selv kan jeg måbende følge med i hans rundvisning når han fortæller om farvernes afstemning, toner og rette placering. Den højpandede samtale om farveteori interesserer os ikke. Her arbejdes med det man med et fint ord kalder; anvendt havekultur.
For et par år siden, bad Claus mig om at komme med nogle forslag til ændringer ifm. en ret stor omlægning af den kendte have i Risskov. Han har selv fortalt om det, hvor det har været muligt og jeg deler en meget stor taknemmelighed med ham for det gode samarbejde.


Claus er et menneske der sætter stor pris på generøsitet, uanset hvor han kommer. Også når det gælder haver. I dem, må det ikke blive for nærigt og afstumpet, men helst være bugnende og frodigt indenfor sine egne grænser. Den del af disse grænser, som omhandler havens arkitektur, har jeg været part i og projektet blev afsluttet i dette forår med et nyt haveanlæg vi kalder "The Sunken Garden". På bare en halv vækstsæson har stedet udviklet sig til en magisk måneskinsplet, i sølv, hvidt og grønt. Den er som skabt til Claus Dalby og alt det han står for: en stor dyrkningskunstner og en tonekomponist der arbejder med farvernes nuancer.



Claus´ overdådige beplantninger adskiller sig fra alt hvad vi ellers kender og ser i haver og de vidner ikke kun om stor gartneriske kunnen, men også om æstetisk arbejde i form af farveafstemte haveafdelinger, der fortæller om udsøgt sans for det smukke.
Haven er således et portræt af en generøs og kompromisløs mand, der glad og gerne deler ud af sin enorme viden og kunnen, - til stor glæde og gavn for andre og ikke mindst til inspiration for rigtig mange haveejere.





Man kunne ønske at der var mange flere af Claus Dalby´ slags i de danske haver!

Blød minimalisme

Middelhavsstemning med hjortetakstræer på pigstensbelægning

Sven Hansens små gårdhaver på DR i Århus har altid været en stor inspiration for mig som landskabsarkitekt. Ikke at jeg har villet kopiere dem eller lave noget magen til, men de er gode forbilleder på haver, med en overordnet idé, en god grundstruktur og som er interessante det meste af året. Samtidig er de uhyre enkle i både formsprog og materialevalg. På den måde lever de også op til nutidens krav om minimal vedligeholdelse. Endelig er det sjovt at iagttage hvor mangfoldige mulighederne er i alle rummene, der har samme dimensioner på længder og bredder.


Kanalhave med bassin i hele rummets længde

Selvom manden ikke selv har siddet med blyanten og kreeret haverne, men ladet sine dygtige medarbejdere på tegnestuen, udforme gårdhaverne ned til mindste detalje, - så har de alle den styrke, præcision og magi, som var så kendetegnende for danske haver fra 1930 til 1970. Professor og Landskabsarkitekt Sven-Ingvar Andersson fortalte mig engang, at perioden blev kaldt guldalderen i dansk havekunst fordi landskabsarkitekterne var i besiddelse af tre gode egenskaber:
- en dyrkningsteknisk og plantemæssige viden,
- en indsigt i sociale forhold og herigennem en viden om hvorledes havemennesker ønsker at bruge deres haver, og endelig
- mange havde en evne til at kunne yde en kunstnerisk indsats.


Urskovshave med klatrende blåregn i bregner og efeu

Egentlig er det ikke uvæsentlige egenskaber i dag heller, hvor der lægges vægt på økonomi og lavt plejepres. Men vi mangler den plante- og dyrkningskyndige side ligesom den kunstneriske indsats er nedprioriteret til fordel for indretningspraktiske og funktionsbetonede haver der har stjålet principperne fra husets køkken, dagligstuer, børneværelser, fritidshjemmets legepladser og sportspladsernes fodboldbaner. Alt sammen på bekostning af havernes grundmaterialer som planter, sten, vand og jord, der brugt på rette vis, kan resultere i et magisk haveunivers og som kan give os nogle helt anderledes berigende oplevelser.


Æblelund med krumme hække