Brændt umbra lyder bedre end brunt

Mine mange hække fremstår netop i disse dage i en skønsom blanding af preusser blå, okker gul, og brændt umbra.

For mange år siden introducerede nogle af mine kunstnerkollegaer mig for jordfarveskalaen. Gul okker, brændt zienna, preusserblå og brændt umbra udgør hovedfarverne i denne palet, og jeg fandt ret hurtigt ud af, at man med det smalle farvevalg i oliepastel, kunne male nogle ret stærke og overbevisende efterårsbilleder i harmoniske farveklange.


Phlomis samia, en art af løvehalefamilien, står stærkt med sine højblade i en smuk mørk nuance fra jordfarveskalaen.



Veronicastrum virginicum `Lavendelturm´ danner grafiske, vertikale linjer i brændt umbra over de stråfarvede frøstande fra koreansk sandrørhvene



Den koreanske sandrørhvene Calamagrostis brachytrica lyser op i bunden, hvor alle græsstrå er begyndt at visne i en smuk gul okker nuance.


Et grafisk udtryk mellem hjortetrøst og oregano i mørk brændt umbra og sandrørhvene i en gul okker, der lyser baggrunden op og skaber kontrast.

I dag er jeg ret taknemmelig for at have lært at sætte pris på de farver der normalt ligger udenfor det gængse og det som, i havesammenhæng, er lettere at acceptere.
Men det er ikke mig der maler mere.
Haven gør det helt af sig selv, - ved hjælp af kuldegrader og planternes naturlige udvikling fra vital frodighed til vissen skønhed.
Den slags motiver kan man finde mange af, langs Danmarks større veje, hvor grøftekanterne har fået lov at passe sig selv de seneste par måneder.
Så det er nu man skal fange motiverne af brændt umbra, (frem for brunt), der for de fleste er noget man skal undgå, - selvom det også er en farve.

Vækst, modning og forfald.

3 grundpiller i havekunstens lange historie. Men også på kortere sigt, - hvis man ser hen over et år i sin have - er det uundgåelige faser, som man må forholde sig til og få det bedste ud af, hvis haven skal være andet og mere end en sommer-halvårs-have med spraglede blomsterbede.


Det lange dobbelte staudebed en tidlig frostmorgen hvor forfaldet er begyndt at sætte ind.

Da jeg, for mange år siden, - og langt om længe, fik taget fat på arbejdet med efterårs- og vinterhaven, blev det først og fremmest det vintergrønne, eviggrønne eller stedsegrønne plantemateriale, der dominerede på denne årsstid. Herefter fik haven mere struktur med klippede hække og formfaste elementer, der kunne virke for havens intimitet og samtidig få den til at se lidt mere beboet ud.


Indianermynte Agastache Alba´og mosebunken Deschampsia cespitosa `Goldtau´



Blåtop (husker ikke arten) og Aster `Little Carlow´ i efterårs-favntag.

I dag er der ingen tvivl mere: Havens hø (staudebedet) er for mig et væsenligt haveelement der skal kunne tåle at gennemleve de tre stadier: vækst, modning og forfald, og her med vise endnu en æstetisk side i efteråret og langt ind i vinteren. Heldigvis er vi begunstiget med rim-frost-morgener her fordi vi bor i et område med både tidlig og sen frost.
Så morgener med jomfruelig, urørt rimfrost på græsset og i staudebedenes høje vækster med begyndende kollaps, er blevet nogle af årets highligts, som jeg glæder mig rigtig meget til at opleve hvert år.


Sandrørhvene, indianermynte og løvehale.


Koreansk sandrørhvene (Calamagrostis brachytrica)sammen med frøstanden af solhat Echinacea `Magnus´, der får lov at vise hvad de kan som døde.

`Fyn er fin´

Sådan synger Lasse og Mathilde i en sang, komponeret som en hyldest til øen mellem Jylland og Sjælland. I går var jeg på besøg på øen, i et særligt område, der tidligere har været grusgrav, men som for nøjagtig 20 år siden, blev anlagt som landskabelig have med en nyopført, større ejendom. Opgaven lyder på at vitalisere og gøre ejendommens gårdareal hyggelig og mere intim. "Men der modtages gerne forslag til yderligere forandringer/ forbedringer på stedet", lød opfordringen.


For nøjagtig 20 år siden var her grusgrav. Landskabet blev formet og beplantet og en stor ejendom opført.

Nu er det jo ikke ligefrem et haveanlæg der skriger på forbedringer, da ejerne i forvejen sætter pris på smukke omgivelserne. Selve haveanlægget er komponeret i et landskabeligt anlæg, som små særhaver a´la åbne smykkeskrin, tilgængelige for områdets fauna: hjorte, harer, fasaner etc.
Derfor må der også tænkes i robuste planter.


Den nuværende staudehave, skal nyplantes/ indplantes med flere og større stauder.


Et trekantet gårdrum skal beplantes, således at turbulente vinde bremses og samtidig gjort mere indbydende at opholde sig i.


A Rill. Ud for stuen ligger et aflangt bassin med vandstråler, der leder tankerne hen på Alhambras gårdhaver.

Driverliv i drivhuset

En stor gårdsplads med pigsten og for enden et gammelt og udtjent drivhus var oplægget til at finde nye idéer for et mere brugbart og opdateret sted.

De fleste havefolk med drivhuse, har efterhånden indrettet dem så de både er vækst-steder og "solfangere" for familien, der kan sidde lunt og hygge sig, præcist som reptiler der suger varme til sig for at optage fornyet energi.
Renoveringen af det gamle drivhus jeg viser her, blev skudt i gang for et par år siden og fungerer nu som et ekstra rum for familien i både hus og have. Her er kun lidt planter i kummer, alligevel virker stedet hjemmelig med de valgte materialer og trods den spartanske indretning


Gården har fået plankeværk der afgrænser, nye hævede bede der møblerer og et renoveret drivhus med glasdøre, der giver adgang og forbindelse imellem den gamle have og den nye.


Gule tegl på gulvet, et simpelt bord af brædder og kastanjefletstole med fåreskind, gør drivhuset til et lunt sted at samles på kølige sommeraftener.

Ingen tør, - men Nicole gjorde

En ny bog om Nicole de Vésians have La Louve

Nicole de Vésian arbejdede i det franske modehus Hermes indtil hun som pensionist, pludselig markerede sig som en unik havedesigner. Det er sjovt at tænke på at hun udformede sin have i 80´ erne samtidig med at Rose Mary Verey regerede i sin have på Barnsly. I dag står Nicoles have frisk som en moderne af slagsen og Rose Marys som en lidt mere uddateret type.
For mig at se handler det om at turde:
Nicole sorterer ud i alt det overflødige, både med hensyn til farvevalg og udtryk i formgivningen. På den måde opnår hun noget fantasifuldt, samtidig med at helheds indtrykket nærmer sig det minimalistiske, - noget tidløst og dermed moderne. Dog uden at kompositioner og idé kommer til at virke kedeligt.

Følgende fotos er fra Clive Nichols fantastiske samling af havefotos: klik på linklisten.


En smuk terrasse i La Louve med jernmøbler omgivet af formrigdom i blødtklippet grønt.


La Louve ligger på en hylde på en bjergskråning i Provence


Et lille gårdrum befolket af klippede kugler i alle mulige forskellige planter.


Minimalistisk formfantasi til det ekstreme, ekkoer formerne nede i dalen.

Blomster i efteråret

Nogle vil mene, at jeg på grund af mine prædikener om vigtigheden af struktur og rygrad i haven, ikke bryder mig om blomster. Det er ikke sandt og følgende billeder fra en tre år gammel landbohave i Midtjylland, jeg har omlagt, er et stærkt bevis herfor.
De store staudebede foran huset og længere ude i haven blomstrer fra det tidlige forår og til langt ind i efteråret. Særligt i september står græs- og staudehaven ude i anlægget som et vitalt og farverigt blomstrende havesmykke.


Store haveanlæg kan bære ret så store grupper af samme planteart. Her gentages farvenuancer i flere af de forskellige plantegrupper.


Visse Astilber visner i en nuance der passer perfekt med blomstens oprindelige farve.


Fra græs- og staudehaven fører trapper op til en anden afdeling i haven.


Hus og grønt


Små hække kranser bedene og en nivelleret ny græsplæne, strækker sig langs med en snoet hæk, der fanger et terrænspring og leder øjet længere ud i haven med det store græs- og staudebed.


Foran stuehuset er anlagt en stor terrasse, omkranset af blomstrende frodighed.

KONSULTATION

Stuehuset på Langholmgård er nærmest pakket ind i grønt.

I dag har jeg haft en konsultation med ejeren af Langholmgård på Norddjurs. Et pragtfuldt sted; smukt stuehus, flot gårdsplads, en fin landskabelig have og en helt suveræn natur. Her skal man arbejde med den brede pensel: store bede med mange eksemplarer af hver plante, god afstand imellem de solitære træer på plænerne, hække der både er lidt højere og lidt længere end hvad der er almindeligt, store grusbelægninger, der `samler´ gulvet i gården og ikke mindst udsigtsarealer og sigtelinjer der inviterer landskabet ind og fortsætter i haven.
Når jeg kører hjem fra sådanne samtaler og havevandringer, håber jeg at mine råd er faldet i god jord, at jeg har fået understreget at ejernes steder er behæftet med en vis forpligtigelse, nemlig at der skal værnes om de eksisterende træer og plantes nye til kommende generationer og endelig: at stedets særlige kvaliteter og sjæl så vidt muligt bør bevares.




Stuehuset på Langholmgård har en anseelig størrelse og har i tidernes morgen hørt under Sostrup Slot.



Et kæmpe eksemplar af en kastanje står midt på gårdspladsen og gør folk omkring sig ret så små.


Det gamle hundehus på gårdspladsen vidner om at hundene også var noget særligt.

Oftest håber jeg at oplevelsen ved en sådan havekonsultation, har været lige så berigende for mine kunder, som interessant for mig.