"My kind of Garden"


Kvadratet danner grundform og er hovedtema på havens gulve

David Hicks bog med ovenstående titel er netop genoptrykt og viser designerens favorithaver, både dem han selv tegnede og andres værker som han mente havde noget helt specielt over sig og som passede ind, nøjagtig efter hans eget hoved.


Le Jardin Plume bygger på barokkens velkultiverede symetri nær huset og overgiver sig til naturens plantesamfund i takt med at man fjerner sig fra beboelsen.

Det er da også en god idé at samle på sine helte og være sig bevidst om hvilke haveværker der betyder mest for en, selvom det ikke er Hicks´ bog der her skal omtales. - Selv henter jeg inspiration i de ca. 5000 års havekultur vi har til rådighed, plantesamfund, arkitektur, kunst, filosofi, etc. og kan jeg komme afsted med at sætte et dansk fingeraftryk i et af mine haveanlæg, har jeg en god fornemmelse for at jeg er på rette vej.
Derfor hører denne smukke franske have Le Jardin Plume også til en af mine absolutte favoritter, og som man skal lade være at kopiere, men blot lade sig fascinere og lære lidt af. Man forstår godt hvorfor det engelske havemagasin Gardens Illustrated kårede haven som "The Garden of the Year" i 2009.

Euphorbia som bund med de elegante jernportaler med kantede knæk, der giver haven et moderne løft og en fin kontrast til de gamle bygninger

Her er både form og indhold. Og fordi Sylvie og Patrick Quibel vedkender sig deres regions havekultur med de kvadratiske parterrebede og aner helt tilbage i den franske barok, der fortsætter langt ud i det flade landskab, - bliver det de har skabt her, et ganske særligt og meget ærligt haveanlæg. Den forholdsvis nedtonede detaljerigdom uden krummelurer er i tilgift en rafineret, flot og nutidig måde at behandle de klassiske udsmykningsdiscipliner. Her bliver tingene ikke overgjorte. Le Jardin Plume rækker både bagud og peger fremad og plantesammensætningerne er i en klasse helt for sig, og efter min mening noget af det bedste jeg har set indenfor græs- og staudekombinationen.


Den spidse hækportal er et forfriskende og nutidigt indslag, der afløser gamle og tunge romanske rundbuer, der "hærger" rundt omkring.
Have, bygninger og landskab i et overbevisende møde




Græs- og studebedene

Klik øverst i min linkboks og se mere fra Le Jardin Plume. Eneste minus på sitet er de lidt overgjorte fotos.


Græsser en masse, - have og landskab mødes i et lidt for parfumeret aftenlys.

6 kommentarer:

  1. Fantastisk! Men helt enig - de fotos er stygge.
    Det er forrygende med de der enkle firkantede bede med græs. Og skønt at se de brede græsstier...

    SvarSlet
  2. Kære Kjeld - tak fordi, du viser os det ultimativt flotte. Bogen er bestilt.

    SvarSlet
  3. Kære Claus
    Ja - Tak i lige måde! - Man skal såmænd stå noget tidligere op for at følge med dig hvad angår henvisninger til inspirerende haveanlæg.

    Go´ weekend

    best
    /Kjeld

    SvarSlet
  4. Jeg kan MEGET MEGET MEGET bedre li` din have Kjeld:o) Denne have er for maskulin for mig. Men jeg kan godt forstå, at den "tænder dig" og at det er your kind of garden. Mit østrogene havehjerte mangler et par historiske roser i nogle dejligt vamle og kælne pastelfarver og noget rustent skønragelse hist og pist:o) Er mere til det romantiske end det prærieagtige. Er det nu, du skal ud og kaste op, søde Kjeld?

    Mange kærlige og velmente hilsner

    SvarSlet
  5. Hej Claus, Tante Grøn og alle I andre.
    Mange tak for jeres kommentarer, og ja man sprutter jo nærmest af grin over nogle af dem. Det er det som er så herligt ved haver!: Det er den mest demokratiske kunstart af alle: vi har alle adgang til den, - man behøver ikke at eje en slotspark for at nyde den, eller være storbonde for at få glæde af en stor og flot have, eller have diplom på horticultura for at praktisere haven! - Den er for alle, og afspejler os hver i sær. Og adgangen til haveglæden bliver stadig nemmere ikke mindst på grund af at så mange beretter om den skriver og taler om den og viser billeder af den. På den måde har haven vel aldrig haft bedre betingelser?

    De bedste hilsener
    Kjeld

    SvarSlet
  6. Ja, apropos det med haven som værende den mest demokratiske, legende og lettilgængelige kunstart af alle: Kender du dette citat:
    "Nothing is more the child of art than a garden"
    af Sir Walter Scott? Det synes jeg er så godt og rigtig sagt.

    De bedste mandagshilsner

    SvarSlet