MY GRANDFATHERS GARDEN


Det svirrer med begreber som New perennial movement (NPM), New Nordic, The Dutch Wave, The New American Garden etc. og i kontrast til det, påstår flere at der ikke er udviklet ”noget nyt under solen”, men at vi alle arbejder med det samme og på samme måde siden havernes oprindelse. Vi kalder det bare noget nyt eller noget andet for at det skal virke interessant.

For min egen del, oplever jeg at der er sket store forandringer i privathaverne de seneste 50 år. Samtidig er der opstået en polarisering mellem de havefolk der gerne vil dyrke det romantiske, nostalgiske, (”hvidt og slidt-segmentet” med blomstrede vattæpper) og de havefolk der er mere til det nutidige, og som udmønter sig i minimalistiske huse og tilhørende moderne åbne haver uden hække, - for at trække grænserne skarpt op.
Men selv i nostalgiske haver er der sket forandringer, selv om ønsket måske dybest set er; at vende tilbage til gamle dage hvor verden ikke var så uvenlig som i dag. Ser jeg på min gamle morfars måde at dyrke have på, er forandringerne tydelige, - uanset om jeg betragter moderne nutidige haver eller de mere gammeldags typer. Den største forskel fra tidligere tider er nok den ekstreme form for eskapisme der praktiseres så indædt, ved siden af det at ”gå i haven”.

I min farfars have, havde opholdet karakter af nyttigt arbejde.
-        Der var ca. 50 cm. imellem hver plante, så der kunne luges og så den brede trærive kunne nå ind imellem planterne.
-        Der var meget bar jord at se imellem planterne - bar, ren brun jord ansås som smukt og nydeligt, så man kunne se, at der var luget og betragte den enkelte plante i sin helhed og uden at den blev trykket af andre planter.
-        Der var kun én plante af hver slags.
-        Planterne var stiklinge fra naboer og venner og bekendte.
-        Absolut ingen var valgt og købt i planteskoler.
-        Ingen var valgt ud fra plantens kvalitative udseende
-        Der var ingen prydgræsser i bedene
-        Der var ingen buske eller træer eller andre mere faste, klippede elementer i staudebedet.
-        Stauderne måtte ikke læne sig ind over de andre planter
-        Mange stauder blev bundet op med en stok sat ned i midten af planten og en snor hele vejen rundt så det lignede et opretstående kornneg, ligesom dem man så på marken fra høstmaskinen.
-        Der var ikke mange høje stauder
-        Stauderne var placeret der hvor der var plads og ellers udvidede man bedet lidt i længden.
-        Bedstefar flyttede aldrig stauder fordi de stod forkert placerede.
-        Han arbejdede ikke med planterne ud fra æstetiske discipliner gennem farvevalg, struktur, variationer, varierede højder, perspektiviske dybdevirkninger, kontraster i forhold til tyngde og lethed, transparens kontra kompakt masseform etc.
-        Han kendte slet ikke til ord og begreber i relation til et staudebeds udseende, stil og udtryk.
-        Han dyrkede en plante for dens egen egenarts skyld og for at have den med som en del af en samling, der hermed kunne blive mere komplet og interessant end naboens.
-        Som bonde var hans forbillede planters sundhedsmæssige ernæringstilstand frem for deres æstetiske værdier og kvaliteter
-        Han havde heller ingen ord der kunne beskrive oplevelser i haven, da han beskæftigede sig med det nøgne og nyttige liv.
Jeg er dog ret overbevist om at hans arbejde i haven stimulerede dopaminproduktionen på samme måde som jeg oplever det når jeg går i haven. På den måde er der måske ikke sket så meget med os havemennesker.
Men min morfar og mormor var bønder. Og i deres have var der ingen havemøbler. Det signalerede måske at man var doven og havde masser af tid i overskud, frem for at bestille noget?
Ud over nye signalværdier, så betragter jeg nutidens haver som værende ganske anderledes både i udseende og anvendelse end  hvad de var for bare 50 år siden.
En af de væsentligste måder de adskiller sig på er nok at de gamle haver primært blev brugt til at arbejde i.

14 kommentarer:

  1. Sådan husker jeg min farfars nyttehave i Bandholm fra min barndom. Haven lå 50 m. længere oppe af vejen, adskilt fra huset, og bag den lille trælåge dyrkedes kartofler, grøntsager og lidt blomster. Med bar og velholdt jord imellem planterne. Min svigerfars have er sådan i dag, men vi har netop "overtalt" ham til at modtage mere bunddække for at holde ukrudtet nede og lette arbejdet. Ellers foretrækker han, som nogle af de ældre naboer i kvarteret, det revne jords vidne om en velholdt have. Så ja, der da sket en del indenfor de samme rammer, selvom nogle generationer ikke sådan lige slipper traditionen for hvordan haven bedst præsenterer sig og dem. Tak for tidsrejsen. Hilsen, Morten Albek

    SvarSlet
  2. Ja Morten, vi kan alle huske barndommens haver, selvom det ikke var vores men de voksnes. Jeg har hørt vores fortællinger mange gange før af andre jævnaldrende havefolk.
    Og tak for din!

    bedst
    Kjeld

    SvarSlet
  3. Jamen dog! Du beskriver jo MIN farfars have - mon vi er i familie? ;-)

    Mit indtryk fra den have var, at en have enten var "pyntelig" og til at skulle ses på (ikke leges i...eller for den sags skyld opholde sig i) eller "nyttig" som køkkenhaven med dens rækker af afgrøder, som blev sået og høstet som var det en militær operation. Og ikke noget med at gå og smage lidt på jordbærrene eller de spæde ærter - de var der ikke "for sjov"...

    Men nu kan jeg se, at det at DYRKE haven i sig selv var til stor glæde for den gamle mand og at timerne der blev brugt derude nok trods alt var vigtigere end produktet der kom ud af det.
    Hilsen Henrik

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tro vi kommer fra samme sociale klasse mere end fra samme familie eller samme egn. Og jeg tror at de forskellige klasser praktiserede haver på forskellige måder ligesom du beskriver i dit uddybende indlæg nederst, som i øvrigt er meget interessant og minder mig om et andet indlæg jeg arbejder på.
      Proprietærhaver, præstegårdshaver, bondehaver, husmandshaver, byhaver, herregårdshaver, slotshaver, apotekerhaver, urtehaver, kålhaver, frugthaver, grøntsagshaver etc etc. alle fortæller de både noget om indholdet og stilen i dem. Måske er flere folk blevet velstillet og måske er de fleste haver i dag blevet luksus ligesom præstegårdshaverne, herregårds- og slotshaverne, blot på amatørniveau (uden at det skal opfattes som et skældsord). For mig at se er den største forskel i haverne både førhen og i dag om man planter i klumper/ grupper eller om man blander tingene sammen. Også beskrevet som den naturalistiske eller den arkitektoniske. I hele havekunstens lange historie har havemennesker flirtet og fægtet med naturens frie kræfter i et modspil til havens menneskeskabte udformning. Min morfar hørte så absolut til typen af havemennesker der styrede og kontrollerede til det ekstreme og ikke mente at naturen havde noget at gøre i haven. Hverken på den ene eller den anden måde.
      Jeg ved ikke om det er din beskrivelse af haven som en scene der ustandselig skal laves om med accesories, som jeg kalder eskapisme? Måske! - Men jeg synes din analyse og beskrivelse nederst er meget interessant og læseværdig. Tak for den og for din deltagelse i snakken.
      Bedst
      Kjeld

      Slet
  4. Jeg har en nabo, måske 70 år gammel?, som bruger 'den revne jords taktik. Der er få stauder, som efterhånden står på 'søjler' i alt det revne. Enkelte bonderoser og hårdt beskårne buske står pænt på række og en enkelt snorlige række studenternelliker. Og dette er forhaven - øvrigt uden hæk. Hele baghaven er lagt ud til .....kartofler. Jeg skyndte mig at sætte stakit op for ikke at stresse den arme mand med mit langt mere uordentlige og unyttige havebrug -- min have er nemlig netop som du beskriver en fOrm for 'uægte' gammeldags have, med klippet buksbom, historiske roser og mormor stauder - og sære grøntsager i kasser. Min nabos have er jo den ægte vare, en landsbyhave anno 1900

    SvarSlet
    Svar
    1. en romantisk have med gammeldags roser og buksbomhække, kan vel være lige så ægte som en minimalistisk med græs og græs og græs!? :-)
      Men det er en sjov beskrivelse du har på dig og din nabo. To havekulturer der bor dør om dør!.
      Tak for den.
      Kjeld

      Slet
  5. Jeg besøger ofte en gammel dame - ja, jeg ved ikke, hvor gammel hun er, måske 80, som har den skønneste, kæmpestore landbohave med et væld af forskellige træer, stauder og andre planter, som hun passer helt alene trods gigt og krum ryg. Udover prydhaven har hun tusindvis af planter i potter, overskudsplanter fra haven, som hun sælger, og det var selvfølgelig på denne måde, jeg lærte hende at kende. - Men det jeg vil frem til er netop denne havestil, som du beskriver. Hun tænker overhovedet ikke i farver, har kun en plante af hver slags, der er bar jord omkring alle planter, hvilket selvfølgelig betyder, at hun hele året rundt har travlt med hakkejernet. Græsstierne kan sagtens hamle op med den fineste engelske plæne - karseklippet og uden ukrudt, og selvom hun på ingen måde mangler penge, er hun meget påpasselig og sparsommelig, når hun en sjælden gang køber en ny plante.! Der er dog tvivl om, at det er haven, der holder hende i live og giver hende livsindhold. Hun er på alle måder en bemærkelsesværdig kvinde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja mange havefolk bliver rigtig gamle. Er det fordi deres gener svarer til de folk der elsker planter og natur og livet eller er det arbejdet og kærligheden til det levende, der tænder for generne i visse mennesker så de bliver utrolig gamle? - kan man blive gammel af at dyrke sin have eller er det bestemt på forhånd at vi bliver gamle, så vi for mulighed for at dyrke den i mange år?
      Og så virker det som om hun er en kvinde der tror på det hun gør!?
      det kan vi godt lære af.

      Go weekend
      Kjeld

      Slet
  6. Den har jeg tænkt lidt over…
    …og jeg tror faktisk at den væsentlige forskel på den gang og nu er, hvordan vi går til det der med haven. Helt generelt er der ikke mange der dyrker haven som fødevareproduktion – køkkenhave. Bevares, man har da grønsager i haven, men det handler jo for de fleste ikke om at få mad på bordet, men snarere om storytelling: Det er det, at vi SELV har dyrket ærterne der gør dem specielle. Det er det der adskiller dem fra alle de ærter vi alligevel køber i supermarkedet året igennem.
    Det samme gælder prydhaven. Den skal ikke bare se ordentlig ud. Den skal fortælle hvem vi er – eller rettere: hvordan man skal opfatte os. Det bliver en forlængelse af den iscenesættelse der sker indenfor, hvor tonen bliver slået an når vi vælger om køkkenet skal være et madlaboratorium i glas og stål eller om det skal være rustik shabby-chik med afskallet maling og loppefund. Selvfølgelig skal haven matche.
    Så…kære Kjeld: Jeg er nok derhenne, at den væsentlige forskel på dengang og nu er STYLING. På bedstefars tid havde man grønsager, fordi de skulle strække husholdningsbudgettet. Det siger sig selv, at sorterne blev valgt pga. udbyttet – ikke fordi de havde en sjov facon eller farve. Det samme kan man sige om blomsterne – man havde det der virkede, det der kunne vokse lige præcis i den have og ikke mindst det man kunne få fra naboernes delte planter. Ikke så meget fokus på tone-i-tone der…
    Vor tids haver er derimod omhyggeligt arrangerede så de rammer den styling, der skal udtrykke vores personlighed. Dermed bliver planterne mere til ”accessories”- tilbehør – end egentlige beboere i haven. De kan lide den skæbne at blive udskiftet til fordel for nogle i årets modefarver. Eller helt ryge ud, pga. en misforstået opfattelse af at ”japansk” er lig med en gold ørken af granitskærver. Med andre ord er alt også til konstant overvejelse… langsigtede planer passer dårligt til nutidens haver.
    Diverse TV-programmer understøtter det: lav om, bryd ned, byg op plant til på 48 timer… sådan får du en drømmehave! Hvorfor døje med såning af en plæne, når man kan få rullegræs? Hvem kan vente på at en hæk vokser op? Det er jo netop også en tendens, at når man har fejet det sidste smuds af den nye stenbelægning, så skal projektet være FÆRDIGT. Og gerne fotogent…
    Så kan vi puste ud og nyde det lidt inden vi laver om igen.
    Og det gør vi så. Om ikke i hele haven, så i hvert fald i måden vi iscenesætter den på. Med tableauer med græskarlygter og nedfaldsfrugt til Halloween. Eller med gamle, skårede te-stel, flagrende blondeduge og grøftekantsbuketter i gamle gummistøvler, når vi nærmer os høj-sommeren. Derfor får alt det, der ikke er levende så meget mere betydning. Hegn, havemøbler, parasoller, rosenbuer, foderbrætter, krukker osv. bliver vigtige fordi materialerne og designet kan være med til at accentuere hvilken stil man vil lægge sig op ad.
    Det blev en længere smøre..men dejligt når der bliver sat gang i tankerækkerne! Så tak for det!

    SvarSlet
    Svar
    1. PUSH UP, AND STYLE - YOU´RE ONLINE NOW!!
      Sidste halvdel i dit indlæg er meget aktuelt for tiden. Det beskriver jo sådan set det modsatte af det en have kan gøre ved os og hjælpe os med; nemlig at vi kan leve lykkeligt i ubemærkethed og helt glemt og gemt borte i haven i overensstemmelse med dem vi selv er, ganske uafhængigt af hvad andre måtte mene.

      Go lørdag
      Kjeld

      Slet
  7. I wonder what our grandchildren will say about our gardens and what these three generations of the same gardening gene pool will have in common?

    SvarSlet
    Svar
    1. We´re all gardensick Michael! - ar´nt we?

      best
      Kjeld

      Slet
  8. Tak for et interessant indlæg, som jeg synes rammer meget plet i forhold til min egen opfattelse. Dog må jeg sige, at jeg tror, der også er mennesker, som også i dag har en have med jord omkring planterne og uden fokus på de æstetiske kvaliteter.
    Men det er da virkelig interessant, hvordan man kan læse havekultur op mod samfundskultur. I dag er vores haver (og mange drivhuse) fyldt op med havemøbler. Vi har i den grad en nydelseskultur, hvor fritiden skal opleves og nydes - men der skal IKKE arbejdes - og dermed heller ikke i haven. Med mindre man er havepassioneret. For mange mennesker er havearbejde skrækkeligt og af det onde. Der skal i stedet være "nemme" haver med træflis, granitskærver og græs. Alt andet har man ikke overskud til. Ærgerligt, siger jeg bare. Når man gør det nemt, går man også glip af glæden ved processen af at bygge noget op. Gør man ikke? Jeg selv henter i hvert fald mængder af dopaminer ude i min have:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. interessant betragtning! - mon ikke vores trang til mere frihed (læs: fri fra arbejde) gør at mennesker snor sig!? vælger nogle lidt nemmere løsninger? Personligt mener jeg ikke der er noget galt med at man ønsker størst mulig effekt med mindst mulig indsats. Hvorfor skal vi springe over hvor gærdet er højest?
      Jeg tror vi ofte blander æstetiske normer og synspunkter sammen med resultaterne af de nemme løsninger, hvilket jo er to forskellige ting. Granitskærver, for eksempel, er ikke en nem løsning selv om det i første ombæring kan anses som en minimal indsats med stor effekt. På sigt er der meget arbejde med at luge skærvarealer, med mindre man sprøjter. Herefter kommer der mos. Så i virkeligheden er granitskærver en meget arbejdskrævende løsning, selv om mange påstår det modsatte. Men det er rigtigt at man ikke skal tage stilling til ret meget med en flade af granitskærver.
      Rent æstetisk kan man diskutere om løsningen er smuk eller ej.
      Det er så en helt anden sag. - Selv mener jeg at asfalt er smukkere!

      Mange tak for din deltagelse i debatten.

      mvh
      Kjeld

      Slet