GODT NYTÅR

I sensommeren fik jeg hjælp til at klippe de 650 meter hække i haven. Nogle er 1.60 høje andre steder er de over 3 meter. Det skyldes at grunden skråner oppe fra huset og ned mod nord. Og da jeg ville have vandrette overkanter på alle hækkene, så vi kan kigge ud i landskabet oppe fra huset, - ja så er det helt naturligt at man kan blive væk når man går ned i haven.

Vinteren 2005-06 gik jeg med spaden og gravede render efter kunstfærdigt opsatte snore. Jeg havde godt nok arbejdet med ellipsen i keramikken igennem flere år, men her fik jeg virkelig formen ind under huden. I en helt anden målestok og med andre muskelgrupper blev der tegnet streger med tynde pinde, gravet render og plantet i form af 40-60 cm. høje bøgeplanter. Nu, 6-7 år efter, kan jeg se resultatet af anstrengelserne. Stregerne er blevet til vægge der definerer forskellige rum og som mægtige former står på et græsgulv. Jeg holder meget af Tom Stuart-Smith, der på denne årstid siger. "Så slap dog af!" Ikke at jeg gør det. Der er nok at se til. I disse dage er forberedelserne til The Garden Party for alvor gået i gang. Det glæder mig SÅ meget at de inviterede plantepersonligheder og haveprofiler som jeg har inviteret, melder positivt tilbage. Endelig kan de mange haverum og mellemrum i Ellipsehaverne blive fyldt ud med havemennesker, der elsker faget, - både amatører og professionelle i en sand skøn forening. - Nu og da kan jeg smutte ud i haven i det lune og grå vintervejr, når der skal laves logistik på festens placeringer af boder, arrangementer, foredrag, plante- og dyrkningsdemonstrationer, etc. - men også lige tage en slapper, med at gå rundt og bare nyde rummene af bøg, der efterhånden har fået labyrintisk karakter.

- Alle er selvfølgelig inviteret til The Garden Party, d. 17 juni 2012.

Godt nytår!


Rosmarinpilen i forgrunden har en løsere struktur men dybere farve end de kanelbrune faste vægge af bøg.


Et sted i mellem rummene af bøg, er der plantet 17 storbladede buksbom (i krumme rækker hvis man ser godt efter), og som med tiden skal klippes i form. Overkanten af den lange bøgegang, fremhæver det gamle hegn af tjørn og mirabel.


De krumme vægge skærmer for små særhaver og leder samtidig, visse steder, blikket ud i det omgivende landskab.

De krumme kanelbrune vægge tegner nogle morsomme stiforløb i græsset.

Havekunstens guldalder

Perioden fra ca. 1920 til 1960, betegnes i de fleste havefagskrifter, som guldalderen i dansk havekunst. En periode der i al sin glans var betinget af tre ting: havearkitekterne havde et stort plantekendskab, de havde en social forståelse og dermed indsigt i brugerens livsvilkår, og de bedste i standen evnede at yde en kunstnerisk indsats.

I forhaven rejser et imponerende egetræ sig, og det skal selvfølgelig beskæres nænsomt i kronen, så også det fremover kan fungere som husets værnetræ.

Det arkitektegnede hus med have på de følgende billeder, er fra et boligområde i Sorgenfri og et utroligt smukt og velbevaret eksempel fra begyndelsen af 1950´erne. De nye ejere af dette pragtfulde hus og den opvoksede have kontaktede mig i sensommeren og opgaven lød: "kom og hjælp os med at vurdere haven, inden vi går i gang med at lægge den om"
Det er den sjældne historie om nye ejere, der har en vis pietetsfølelse og gør sig nogle alvorlige tanker om hvad der skal ske med stedet inden de tager fat.
Inden døre er huset bevaret til mindste detalje. Her kunne man optage en film af Nils Malmros. Det er som at gå ind i en tidslomme. Selvfølgelig skal der renoveres i huset og selvfølgelig skal der tegnes og renoveres på haven.

Men alt sammen i skyldig respekt for stedets ånd.


Tidstypisk er denne bambus med de store blade, et levende mindesmærke fra 1950´ernes haver. Den skal selvfølgelig have lov at spille en rolle i den kommende have.


På havesiden er der en lun krog i vinklen af integrerede bygningskroppe.


Huset ligger øverst på grunden, og haven smyger sig ned over terrænet, kranset af store træer plantet i begyndelsen af 1950´erne.

En hemmelig have

Claus Dalby har for nylig begået endnu en rigtig dejlig havebog med titlen Hemmelige Haver, hvor han besøger forskellige ukendte haver rundt omkring i landet.


På en stille dansk villavej, ser man til venstre, hvorledes haver ser ud i 2011 og til højre, en indgang til en tidslomme der stimulerer drømme og længsel efter at kunne gemme sig og måske opleve en lidt anden side af dansk havekultur.

Måske blev han inspireret til overskriften fra The Secret Garden af Frances Hodgson Burnett fra 1910, en klassiker som siden blev filmatiseret. Og Den engelske haveguru Rosemary Verey redigerede en bog i 80´erne med titlen Secret Gardens - revealed by their owners. Titlen ses anvendt i billedkunsten gennem mange århundreder og de senere år har mange unge musikere brugt den på sange og instrumentale kompositioner.

Indgangen til haven ligner en gammel hulvej på landet


For mit vedkommende fik begrebet En hemmelig have en ganske uventet betydning, da jeg under et interview til en haveartikel blev spurgt om jeg havde lyst til at se en anderledes og meget særpræget have?

Vi kørte i bil i 5 minutter, men i dag er jeg ikke i stand til at finde der hen selv. Haven er derved blevet hemmelig på flere måder. Ejerne var ikke hjemme, så fornemmelsen af at have fundet et hemmeligt område blev yderligere forstærket. Jeg fik fortalt at huset og haven havde været forladt i mange år og var siden blevet "gravet frem" og fungerede nu som sommerbolig. Men det ville være et spørgsmål om tid, for de overvejede stærkt at sælge stedet, fordi huset var alt for utæt. Jeg ved ikke om det er sket. Jeg ønsker heller ikke at vide det. Forestillingen om hvad nye ejere kan finde på gøre ved sådan et fortryllende sted gør at jeg beholder oplevelsen fra den varme sommerdag i min erindring uden forstyrrende indblanding.


Gamle træer står rundt om en lille lysning med skyggespil på det tynde græs.




En lille fontæne blev gravet frem fra vildnisset




Et særpræget hus fra en anden tid ligger inde midt i haven.

En stensøjle fra tidligere tider har fået en fin hat af smukt forarbejdet kobber.

"No doubt you will ruin it. So it goes."

Vi er i New York, - en godsbanestrækning på en bro fra 1920´erne, der fører ind i storbyen, nedlagt og forfalden gennem mange år, et opholdssted og smutvej for de som kender det, i en biotop af planter der gennem årene, naturligt havde indtaget stedet.
Der rejste sig en bevægelse imod nedrivningen af den over 1,5 mile lange bro, og umiddelbart før omlægningen modtog Robert Hammond en skrivelse fra en af protestaktørerne, med ordene: "The High Line should be preserved, untouched, as a wilderness area. No doubt you will ruin it. So it goes."

Men sådan blev det ikke helt....
Sidste år besøgte 3 mill. mennesker stedet. Det er blevet til en meget alternativ park, der er anlagt med referencer til formen, historien, designet, anvendelsen og naturens måde at indtage og generobre det menneskeskabte.

High Line har sin egen hjemmeside og blog som fortæller historien og opdaterer livet på den og under den.

Mere naturlighed med græsser i sommerhushaven

Jeg har gjort det før: vist eksempler med græsser og andre planter der hører til de slægtninge, der naturligt gror i nogle af sommerhusområderne i Danmark. Nu gør jeg det igen og fra samme lokalitet som tidligere. Blot for at vise den store variation i farverne.

"Vi vil have læ og udsigt til engen!!" var ejerens krav.
"Det er umuligt, men vi kan måske komme i nærheden af det, hvis du er villig til at slippe de indbildte forestillinger om haver i al almindelighed." lød mit svar.
Ret hurtigt fik jeg ham overtalt til at vi kun arbejdede med planter der havde forbindelse til omgivelserne. At vi så at sige: "trækker planterne fra engen op til huset".
Jeg fik ret frie hænder, hvilket pumper ekstra energi til opgaven og man forsøger at yde sit bedste og give ejeren noget man tror han vil blive glad for.
"Det lykkedes", siger han selv.

Sommerhuset med annekset ligger på toppen af grunden der skråner mod vest og tvinger vestenvinden op så der altid er luftigt omkring huset. Men her skulle også være lidt læ uden at sløre udsigten for meget.



Landskabet fortsætter rent farvemæssigt ind på sommerhusgrundens terrasse og planterne i forgrunden er en smal strimmel af græsser og stauder der skærmer terrassen og som, har slægtsskab med de vilde nede i engen.

Ved sommerhuset har jeg tegnet en øvre og nedre terrasse, adskilt af et terrænspring med beplantning som er holdt på plads af en jernramme for at skabe præcision som kontrast til den naturlige beplantning. Jeg fik samtidig lov til at placere annekset, så grund og bygninger "spiller" sammen.



Opgaven blev løst på den simpleste måde man kan tænke sig: en regulær terrasse med helt almindelige, kedelige rektangulære cementfliser, der ligger i husets længderetning, omkranset af en bedstrimmel med græsser, bynke, og rølliker etc. Planter der har slægtsskab med omgivelserne.


Calamagrostis og Artemisia danner et transparent gardin, så man stadig fornemmer landskabet udenfor terrassen.


Imellem sommerhuset og det lille anneks er der en passage med udsigt til et storslået kulturlandskab. Her skaber de høje sandrørhvene, Calamagrostis x acutiflora læ på terrassen.


Farverne er smukke i efteråret og holder langt hen på vinteren. Arbejdet består i at skære det hele ned i februar - marts og luge bedet. Så begynder det hele forfra igen, med en enorm vækstdynamik fra ca. 10. cm. over jordoverfladen i foråret til godt og vel 2 meter i højden når efteråret indfinder sig igen.

Mærkværdighedskvaliteter ved Vallø Slot

En ny lindealle "drøner hastigt" forbi det gamle slot og fortsætter ind igennem en oprindelig lindeallé, der fører videre ud i intetheden? - Et mærkværdigt haveindslag, der ikke har referencer til hverken fortid eller nutid. Men måske vil det være et bud på hvorledes man anvender fremtidens alléer.

Forleden var jeg igen på besøg i Vallø Slotspark. Som landskabsarkitekt er det særlig sjovt og interessant at hente inspiration og indtryk i de store anlæg og finde de overordnede linjer, retninger, flader, og punktnedslag i form af de frit placerede træer, der komponerer den slags legendariske anlæg. Vallø slotspark er et særligt studie værd hvad angår mærkværdigheder. Det er oprindeligt en gammel barokhave, der senere er omlagt i landskabelig stil. Renoveringen tager fortsat afsæt i både barokanlægget og landskabshaven. Men haven er også betinget af de økonomiske forhold der er tilstede. Mange af de mærkværdige indslag bevares og fastholdes, og er kendetegnende for parken. Men ikke nok med det. Den eller de personer, som har omlagt den og de som i dag vedligeholder den, føler sig også helt frie til at kunne både bevare og frit nyfortolke som de lyster. Det kommer der ofte noget morsomt ud af. Andre gange kan det måske blive lidt for lystigt!?


En gammel vakkelvorn træbro fører over voldgraven og er hovedadgangen fra slottet til haven. Broen danner en diagonal akse fra en af slottets fire hjørner og ud i haven.

Godt 300 meter borte på denne akse, ser man en imponerende granittrappe, der er et indgangsparti til et fyrstepalads værdigt. Men her findes ikke noget palads, - trappearrangementet fører op på landskabshavens sneglebakke med en obelisk, kranset af høje lindetræer. Underligt!


Dronning Ingrid forærede i sin tid slottet en rosenhave. Den blev anlagt som en lille særhave ud for en af slottets facader, men ikke symmetrisk og uden formmæssige referencer til det gamle renæssanceslot. Roserne havde det svært i skyggen af de store træer og vedligeholdelsesarbejdet var vel for stort til at gartnerne kunne overkomme det? - I dag ligger der en fin, mørk nyreformet taksformation på plænen og udgør et abstrakt haveindslag der ikke har rødder i noget af det øvrige anlæg. Et mærkværdigt kunstværk måske!? - Og helt moderne.


Et stråtækt skovhus, der giver mindelser om noget skov-ridder-agtigt fra skovenes lysninger.


Hytten er her placeret i midteraksen for et rektangulært vandbassin omkranset af nye og gamle lindetræer, - et bassin, der trænger til at blive renset op, så siderne igen kan blive præcise. Men det alt for lille hus, er alt for alene i det alt for store landskab. Her er der skalaforvirring og stilblanding så det basker. Mærkværdigt og interessant!


Gamle og nye lindetræer, der aldrig "når hinanden i udtryk", da tidsforskellen i al fremtid vil kunne aflæses. Trærækken langs stien fører heller ikke op til slottet men forbi og er en del af en inddæmmet rektangulær sø, der ikke korresponderer med slottet, men ligger forskudt herfor. Både mærkeligt og interessant!


En af fire stenbelagte stier, der stråler ud fra en obelisk, men vejene fører ingen steder hen og der er ingen åbning for enden af beplantningen, så gæsten ledes videre ud i haven. Mærkeligt men interessant. Og næsten helt moderne!

Det pastorale landskab. En betegnelse for noget fredfyldt og landligt eller som har med præstegerningen at gøre. Pastoralis/ pastor = `hyrde´.

I går var jeg på besøg i Martin A Hansens fødeby Strøby på Sjælland. Nærmere betegnet i præstegården. Der er rigtig meget interessant historie forbundet med stedet. Men de senest praktiserende præster, har ikke ligefrem været stærkt angrebet af havesyge. Tværtom. - Det bliver der med al sandsynlighed lavet om på nu.

En ung præstefamilie er forholdsvis for nylig, flyttet ind i boligen fra 1930´erne. Og under besøget i går fornemmede jeg en stor lyst til at få pustet nyt liv i den gamle have. Det kan blive et meget spændende projekt og opgaven får ikke kun karakter af design og formgivning. Der ligger også en pædagogisk opgave i at få samlet alle aktørerne: præsten, familien, menighedsrådet og gartnerne, så alle kan se en idé i at det er på tide vi sætter nye spor på stedet. Men under skyldig hensyn til de som er der i forvejen.


Hullet i hækken: En åbning i trærækken, giver et lille kig fra præstegårdshaven og ud i Strøbys landskab ved Stege på Sjælland.


Præstegården i Strøby, gennemgår en kraftig renovering både udvendig og indvendig. Derfor er det naturligt at haveanlægget også ses efter i sømmene.


En solid bænk, der kan tåle vejrliget, signalerer menneskets tilstedeværelse året rundt. Men der er ingen garanti for at det er et havemenneske.


En smuk nøddegang er et velkendt haveelement, der hører sig til i en rigtig præstegårdshave. Med en foryngelses-beskæring kan eventyret fortsætte og præsten stadig finde en gåtur at gruble på, inden næste søndags prædiken.


En blodbøg, en gammel opstammet lind og en forvokset thuja, er alt hvad der er tilbage af solitære haveelementer på plænen i Strøbys gamle præstegårdshave.


En gammel sølvlind, knejser på engstykket udenfor nøddegangen.