I sensommeren fik jeg hjælp til at klippe de 650 meter hække i haven. Nogle er 1.60 høje andre steder er de over 3 meter. Det skyldes at grunden skråner oppe fra huset og ned mod nord. Og da jeg ville have vandrette overkanter på alle hækkene, så vi kan kigge ud i landskabet oppe fra huset, - ja så er det helt naturligt at man kan blive væk når man går ned i haven.
Vinteren 2005-06 gik jeg med spaden og gravede render efter kunstfærdigt opsatte snore. Jeg havde godt nok arbejdet med ellipsen i keramikken igennem flere år, men her fik jeg virkelig formen ind under huden. I en helt anden målestok og med andre muskelgrupper blev der tegnet streger med tynde pinde, gravet render og plantet i form af 40-60 cm. høje bøgeplanter. Nu, 6-7 år efter, kan jeg se resultatet af anstrengelserne. Stregerne er blevet til vægge der definerer forskellige rum og som mægtige former står på et græsgulv. Jeg holder meget af Tom Stuart-Smith, der på denne årstid siger. "Så slap dog af!" Ikke at jeg gør det. Der er nok at se til. I disse dage er forberedelserne til The Garden Party for alvor gået i gang. Det glæder mig SÅ meget at de inviterede plantepersonligheder og haveprofiler som jeg har inviteret, melder positivt tilbage. Endelig kan de mange haverum og mellemrum i Ellipsehaverne blive fyldt ud med havemennesker, der elsker faget, - både amatører og professionelle i en sand skøn forening. - Nu og da kan jeg smutte ud i haven i det lune og grå vintervejr, når der skal laves logistik på festens placeringer af boder, arrangementer, foredrag, plante- og dyrkningsdemonstrationer, etc. - men også lige tage en slapper, med at gå rundt og bare nyde rummene af bøg, der efterhånden har fået labyrintisk karakter.
- Alle er selvfølgelig inviteret til The Garden Party, d. 17 juni 2012.
Godt nytår!
Rosmarinpilen i forgrunden har en løsere struktur men dybere farve end de kanelbrune faste vægge af bøg.
Et sted i mellem rummene af bøg, er der plantet 17 storbladede buksbom (i krumme rækker hvis man ser godt efter), og som med tiden skal klippes i form. Overkanten af den lange bøgegang, fremhæver det gamle hegn af tjørn og mirabel.
De krumme vægge skærmer for små særhaver og leder samtidig, visse steder, blikket ud i det omgivende landskab.
De krumme kanelbrune vægge tegner nogle morsomme stiforløb i græsset.





