SKRU OP SKRU OP! (nu kommer drønet)

 Jeg skal gerne indrømme det, jeg samler ikke på hortensiaer! - Jeg anser det for en lidt besværlig plante, både dyrkningsmæssigt og som en vækst der har vanskeligt ved naturligt, at glide ind sammen med alle mulige andre af havens levende væsener på vores breddegrad. Den er temmelig eksotisk.

 Modsat vil jeg nødig beskyldes for at være planteracist. Men jeg hylder det princip at højtforædlet vegetation gør sig bedst i nærheden af huse og bygninger sammen med mennesker og at de mindre forædlede planter fungerer bedst i selskab med naturens vilde.

 Men man kan selvfølgelig forsøge at modbevise normen. På det seneste har jeg lavet indlæg med store landskabsbede i den naturalistiske stil, og fristes derfor til at vise disse fotos som jeg optog for et par dage siden, og som på det nærmeste; modsiger min tese.

 Det er syv år siden jeg tegnede denne have. Og den lille terrasse længst ude i haven med hortensiahækken omkring, var et lidt vovet eksperiment og et forsøg på at bryde reglen og gøre en undtagelse, stærkt inspireret af fruen i huset.

 Hun var og er stadigvæk, helt og aldeles eminent til at få hortensiaer til at gro, vokse og ikke mindst; blomstre. Både i krukker og i fri dressur. Så hvorfor ikke udnytte denne færdighed helt ud i det ekstreme og lave en hortensiaomkranset lille terrasse længst væk fra huset i nærheden af skoven?

 Nu ligger terrassen der som en lille blå juvel; et boblebad der lyser op for en kort bemærkning, langt hen i sensommeren og ind i det begyndende efterår.

 Her er masser af rådyr på visit året rundt. Men de lader sig ikke friste af hverken nyvækst og friske skud eller de blå hortensiablomster. På afstand kan de godt minde lidt om farven på Forglemmigej og Kermindesøster. - et farve-clach til resten af det store og mere naturlige græs- og staudebed ude i haven, imellem hus og hortensiahæk..

Her er der skruet op for farven.

SIMPLICITY

 

Drivhuset her, er en simpel men dog raffineret renovering af et gammelt koldhus, der er gravet ned i brinken på en åben grund med udsigt til en af Danmarks smukke landskaber.

 Det er en fornøjelse når håndværkere, i dette tilfælde: smeden og glarmesteren, udfører et godt og solidt stykke arbejde, både hvad angår håndværk og en udvist sans for detaljen.

 Som det ses, har jeg designet en glastrempel, (det lodrette smalle stykke under det skrå tag) der hæver taget en smule fra murbrystningen. Det bevirker at konstruktion og udtryk synes lettere og lidt mere elegant.

 Muren er den oprindelige, men renoveret og efterpudset med mørtel og malet

 Og for at drivhuset ikke skulle stå mutters alene er der anlagt en cirkelformet terrasse, så huset har fået et udendørsmiljø; et udendørs gulv, der er forankret til bygningen.

 Konstruktionen af taget er nærmest udvendig, forstået sådan at metalprofilerne rager op imellem de lange glasstykker af splintfrit glas, der ligger på et påsvejset profiljern og med millimeter tynde sprækker til glasset i trempel, så kondensvandet kan løbe ud på undersiden af glasset.

 

 

 

For enden i det smalle glashus mod naturen, er der lavet en lille befæstet plads til et lille bord og et par stole.

Glashuset og den runde terrasse vil om få år være omkranset af en bred tætklippet bøgehæk, der giver lidt intimitet og læ på terrassen og udsigt til søen, og så man blot kan se glastaget rage op, når man bevæger sig rundt på grunden. 

 Her ses det oprindelige hus med trapezplasttag...

og en ydmyg trædør i gavlen. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om at huset skulle bevares, men æstetikken kunne måske hæves en smule, og uden at "overgøre" det hele?

 

 

DET STORE MONSTER, DERUDE

 Forleden læste jeg the monster outside af fotografen Valery Lapthorne på ThinkinGarden. Dette indlæg kunne jeg selv have skrevet, hvis jeg var kommet på det, - og hvis jeg havde nedfældet mine ofte bange haveanelser og mange nuværende plantefrustrationer, i et koncentreret skrift.

 For; ved vi egentlig ret meget om hvad det er vi sætter i gang, når det kommer til stykket, og når vi drømmer om Sissinghursts mure og forsøger at efterligne dem i levende plantestof? Når vi inspireres til at lave store staudebede fordi nogen fortæller det er så nemt?? Så de kan ikke blive store nok! - Ovenstående foto er et 8 år gammel udsnit af vore 6 mindre haverum på højre side af hovedaksen i vores have, med hver sit tema, og som i dag ville kunne opfylde 6 menneskers havedrømme. - Hvis ikke de er alt for grådige.

 En 100 meter dobbelthæk som koridor!? - et syn i havefeberdrømme der bare skulle realiseres

 En gylden tid, med drømmen om en gul have. Måske skulle man bare rydde den og lade den stå tom?

 Det samme med den hvide?

 ...og så måske bare nøjes med de to lange græs- og staudebede?

 Ja gu er det flot! - og jeg er da også af den mening, at man ikke skal være uambitiøs, når man drømmer og når man påbegynder sin have.

...men mindre kan måske gøre det?
Under alle omstændigheder er sensommeren og efteråret tiden hvor man bør tænke sig om og træffe de vigtige afgørelser. Hvad skal fældes? hvad skal ryddes? - det der ikke fungerer og som er sygt, det som længe har hindret en i at forbedre haven og gøre den smukkere. Også selv om det er en plante man har fået af moster Gerda, men som nu er fyldt med svamp, eller som ikke trives i den jord den er blevet tildelt.
Det er tiden, hvor der skal luges ud i alt det, man har gået og ærgret sig over og det som man til stadighed har kunnet se, ikke fungerer. Måske skal der luges så meget ud, at man står med et næsten tomt lærred og kan rationalisere sig frem til noget der vil passe bedre, - både til de mennesker der lever her og til stedet. Alt for sjældent spørger vi os selv om hvad det er vi vil med vore haver, om den passer til os og vores energiniveau - og hvad den skal kunne sammen med os.
Og oftest forandrer vi os hen over årene og vores havesyn med. Det store spørgsmål er så; har vi skabt en have, der kan tåle forandringer samt naturens pres i takt med vores egen udvikling, alder og ændring af livsvilkår og lyst? Eller har vi fået skabt et monster?
Jeg er ikke kommet til samme konklusion som Valery, men hendes skrift sætter tankerne i gang.

FOREDRAG PÅ ÆRØ

Lørdag d. 5 september holder jeg foredrag fra 14-16 i Søfartsmuseet på Ærø. Arbejdstitlen er `typehaver og havetyper´, hvor jeg påtænker at fortælle om forskellige typehaver sammenflettet med forskellige havetype-mennesker. Det skal selvfølgelig være med både smil, selvironi og humor.

Haver og havearbejde og tilgangen til haven som begreb, handler også om vores holdninger og hvilket natursyn vi går ind i faget med, hvad enten vi er professionelle eller amatører.

Jeg skal nok afholde mig fra at lave personkarakteristikker, - de forskellige haver jeg viser, afslører helt automatisk ejernes livssyn og deres tilgang til haver og havearbejde. Spørgsmålet er om vi evner at tolke det eller ej, - eller om vi synes det er interessant?

En stor del af de haver jeg viser, handler primært om havernes rumvirkninger, formgivet med træer, buske, terræn, græsser og stauder og mindre om specielle plantesorter. Altså, jeg forsøger at kaste `det lange lys´ på haven som sted.

Og på det plan er der mange muligheder. Vil man have en have der skal dyrkes i og som skal give et udkomme?

Skal den stimulere blomsterglæden?

Er landskabet udenfor haven en daglig glæde og spille med i haven?

Går man op i farvesammensætninger?

Skal naturen trækkes helt op til huset og skal haven være nem, rent arbejdsmæssig? - Ved sidstnævnte står de fleste haveejere nok i kø.

På det seneste har jeg haft stor glæde af at skabe plantesammensætninger i større græs- og staudebede for flere af mine kunder. Disse bede er i sig selv blevet arkitektoniske elementer i haverne og skaber rumlige virkninger p.g.a planternes vækstdynamik og deres evner til at stå oprette i stormvejr, skybrud og hagl.

Og jeg skylder da også både tak og taknemmelighed til både Ernst Pagel, Karl Foerster, Piet Oudolf, Tom Stuart-Smith, Dan Pearson og James van Sweden, blandt flere. Jeg har aldrig mødt nogen af de herrer, men jeg har set deres beplantninger og de har været til stor inspiration.

Selv mener jeg at der er en snert af dansk bondekultur i de fleste af de bede jeg har sammensat og en hilsen med stor betagelse til danske motorvejsrabatter, vejsider, overdrev, brakmarker og grøftekanter. her blot i stiliserede udgaver.

Jeg foretrækker da også at kalde den slags bede med græsser og stauder for landskabsbede.

Ovenstående fotoserie lavede jeg i går i gråvejr efter en våd nat, hvor skybrud havde lagt både internet og strømforsyningen helt ned i området. Mine bede stod stadig som om intet var hændt og de viser udviklingen af de store bede i forlystelsesparken Sommerland Sjælland. Her i efteråret fortsætter vi arbejdet og udvider med endnu mere.

MAYBE A LITTLE BIT OF SNOWSHILL?

Stedet her ligger i et bakket landskab og diverse haveeffekter illustrerer at der sikkert har været en vældig fornem have her engang. Nu skal området renoveres på ny og måske vil det være en idé at gå lidt mere radikalt til værks?

 Havearealet kommer til at strække sig ud over flere td. land når det er færdigt og noget af det første der skal ske, er terrænmanipulation. Som det ses på ovenstående foto, skråner hele haven jævnt mod vest. Nærmest huset skærer et vandløb sig på tværs, hen over havens længderetning, så der bliver også rig mulighed for at opstemme vandet til et større vandspejl.

 Små frostsprængte replicafigurer fortæller måske om havelyst fra en tid?

 Men herover ser man tydeligt hvorledes haven foran stuehuset mangler kontakt til bygningen og omvendt. Her bliver terrænet nivelleret ud, så der bliver et stort plant fladt plateau foran huset, hvor der kan `trykkes på haveknapperne´.

 Vandløbet er nærmest forsvundet under vegetation, så opgaven bliver også at nytænke vandløbet i en anden skala og måske med en mere storladen parkagtig vegetation?

Iagttager man grundstrukturen på mange af de italienske renæssancehaver, og lægger dem hen over flere af de engelske arts & crafthaver, så som Hidcote, Sissinghurst og Snowshill, - ja så forstår man måske hvor en stor del af inspirationen kommer fra.
Her på stedet er det en dårlig idé at copypaste den slags. Men vandrette flader på havegulvet, der strækker sig ud fra bygningen, udvider sig og snævrer ind igen, - er måske ikke nogen dårlig idé? Samtidig er det muligt at stemme det naturlige vandløb op i en pause, som en præcis vandret flade, der kan spejle himlen, før vandet får lov helt naturligt, at flyde videre mod vest, ud i det omgivende landskab?