GRÆSSER - PRYDGRÆSSER - HØ

For tiden arbejdes der med beplantninger, rent skitse- og tegnemæssigt. Størstedelen af de haveplaner der udfærdiges, indeholder større eller mindre områder, hvor prydgræsserne udgør en stor del af plantearterne. Det er sjovt, når den type vækster tiltaler en, og morsomt hvis man kan få nye kunders øjne op for de mange kvaliteter de har, og at de erfarer hvor nemt og naturligt de glider ind i eksisterende landskaber og de mange forskellige havetyper der findes.

Forleden mødte jeg en gammel ven, som jeg ikke havde talt med i flere år; Hva´så!  spurgte han " - er du stadigvæk besat af de græsser der" hvortil jeg jo måtte svare "ja".

 Både tæt på og på afstand mener jeg vi har at gøre med en plantetype der kan give smukke oplevelser hen over det meste af året.

 For tiden gør de måske ikke meget væsen af sig, - man må tæt på for at se nogle af de mange kvaliteter.

Tekstur og farvespillet i stauderne - hvis man altså har valgt dem der holder sig selv oprejste på den her årstid - smelter sammen til en helhed der har en anden form for skønhed, end den vi ser på de glittede sommerkataloger.

 På den måde kan man udvide havesæsonen og forlænge fornøjelsen. Nogle taler om forfald. Man kan sikkert også kalde det for et andet stadie i en cyklus.

 Lige nu er det staudefrøstandende, der er værd at bemærke, rent formmæssigt.

 De varierer fra spir til kugler og aks over tallerkenformede skiver, der illustrerer en stor mangfoldighed af skeletter.

 Men det er fladerne og bunkerne af græsserne, der giver det farvemæssige bagtæppe og som fremhæver de visne plantetoppe, der er så stærke at de fleste står oprejste til hen i marts.

Iagttagelsen af nogle af de anlæg jeg har fået udført er guld værd. Det giver en indsigt i hvorledes planterne udvikler sig, hvorledes de trives, under hvilke jordbundsforhold og hvilke sorter og arter der spiller bedst sammen.

 Det er også nu man virkelig kan se vigtigheden i at arbejde med kontraster, når det gælder lystoner i mørkt og lyst og hvorledes formerne indvirker på udtrykket.

 Og selvom vi skriver 3 november, så har indianermynten her ikke helt sluppet sine blå farver,

 og staudehirsen Panicum virgatum `Heiliger Hein´ (som burde findes i en hver have) spiller en af hovedrollerne lige nu og har gjort det meget længe.

 Astilbe chinensis ´Purpurlanze´, er den mindst sarte af de mange sorter der findes og i sin smukke vintervisne tilstand kan den godt minde lidt om syrens rødbrune frøstande, som man ofte ser i grøftekanten, den her tid

Mosebunken er den græs der kan mest, længst - først og sidst.

I vores egen have er græs- og staudebedene, længst nede i haven, mere eller mindre selvkørende. Vi gør i hvert fald ikke mere ved dem og de får lov at passe sig selv. I slutningen af marts er det meste kollapset og området behandler vi som en brakmark der skal renses for hø.
Hvor længe det varer vil tiden vise.