PS: `....og så vil vi også gerne have en lysekrone...´

Der laves lamper som aldrig før. Den ene rædsel efter den anden, idet kunsthåndværkerne og designere har kastet sig over emnet med glubende appetit de senere år. Som en særlig trend at lave morsomme lamper, der åbenbart kun har det formål at få folk til at grine.
Til gengæld er der også kommet rigtig mange fine fornyelser af gamle klassikere.
Derfor var det heller ikke svært at pege på Allpas smukke lysekroner fra det lille 1-mands-firma `volt og watt´, da ønsket om lys i orangeriet kom på tale.

At plante på en time

Forleden skrev jeg om projektet Hospice Djursland. -
Her følger næste afsnit:

Fredag kl 14.00 var der en lille reception og åbning af Hospice Djurslands nye orangeri i Rønde.Tre timer forinden stod glashuset og arealerne omkring det, tomt og virkede forladt med nøgne beton- og glasflader. Eneste formildende omstændighed var de to spejlbassiner som reflekterede sollyset.

Det gamle oliventræ er glashusets dronning.


Den minimalistiske terrasse kan godt tåle mere grønt, - og det kommer der også med tiden.

Ledelsen og de ansvarlige medarbejdere for receptionen var begyndt at blive en smule nervøse. For hvor blev alt det grønne af?
Vognmanden indfandt sig endelig og det gamle oliventræ, en aldrende vinstok, hørpalmer, søjlener, laurbærtræer, buksbomkugler kunne placeres og give grønt liv til stedet.


Stammen på en gammel vinstok med karakter og sjæl


Ca 1,5 time efter, var alt båret på plads med pallevogne, stærke arme og lystigt samarbejde. canapeerne og champagnen var på plads og gæsterne indfandt sig. På splitsekunder var de udendørs og indendørs arealer smeltet sammen og som flere gæster udtrykte det: `Det ser jo ud som om det altid har været her´.


Det er så lidt der skal til for at live døde flader op......!


Et rum imellem bygning og orangeri hvor søjleene står opmarcheret og giver lidt grøn farve til den bare trævæg.



En høj bambus med kraftige stængler


En japansk bambus på ca 5,5 meter når husets glastag og skaber forbindelse til himlen.


Næste ryk bliver at finde de rigtige potter, der passer til stedet og som kan afløse de uskønne plastbeholdere. - Og i næste uge bliver den store terrasse beplantet med store prydgræsser og naturnære stauder, der kan give lidt fylde.

Blomsterpornografi

Huset er på det nærmeste ved at vælte af blomster

For år tilbage skrev Søren Ryge et indlæg i Huset og Haven om en oplevelse med blomster:


Der er en særlig poesi i en enkelt blomsterklase

"Det er det værste, jeg har oplevet af slagsen herhjemme, men det er en af Danmarks store turistattraktioner. Jespershus Blomsterpark på Mors. Danmarksmester i brug og misbrug af sommerblomster.

De praler endda med det. I antallet af blomster, som er astronomisk. Jeg har været der én gang for en del år siden, og jeg glemmer det aldrig. Da jeg gik derfra, var min farvesans lammet.

'Alle regnbuens farver lyser op i parkens hundredvis af blomsterbede, opsatser og arrangementer.' Sådan står der i brochuren, og det er ganske vist. Der er simpelthen så mange blomster, og de er arrangeret så voldsomt, at man tror det er løgn."

og senere skriver han:

"Og hvorfor nu disse grimme udfald midt i en hyggelig fortælling om min have?
Fordi jeg gerne vil begrunde mine helt basale synspunkter m.h.t. haven, og det gøres nemmest og bedst ved eksempler. Når det gælder blomster, kan jeg næsten ikke få nok. Men når det kammer over til ren farvelade, står jeg af. Når man bruger så mange stærktfarvede sommerblomster i så voldsomme koncentrationer som i Jespershus, så bliver det farvelade."

Jeg forstår godt meningen; at mængder kan blive så store at det nærmest virker patetisk. Jeg har aldrig selv været i den omtalte park, for billeder fra den siger mig, at jeg ikke behøver det. Jeg har til gengæld også selv været der hvor jeg skulle bremse min iver for at tælle antallet af blomster i et bed eller på en busk, i stedet for at vurdere om det skulle skæres og tyndes ud.

Ikke desto mindre er jeg både fascineret og frastødt på samme gang af vores blomstrende blåregn, hvert år i maj når den spyr sine slangehoveder ud fra væggen og forvandler den til et barokt tæppe af blålilla aflange klunker og hvis kvalmende duft forhindrer os i at lufte ud den vej i huset de næste tre uger.
Den overdådige blomstring skyldes den brutale beskæring i september og igen i januar. Det er som om at jo mere jeg skær jo flere blomster kommer der. Nu overvejer jeg at beskære den i marts i stedet - så blomsterantallet mindskes væsentligt!

Monumenter

Fra det svenske havemagasin Trädgård april 2011, af Gabriella Dahlmann

Forleden fik jeg post fra Sverige. Sköna Hem dumpede ned i postkassen og med en flot artikel fra min have af Eva Robild og med fotos af Annika Christenen under titlen: Formklippede Rum. Et par uger i forvejen havde Gabriella Dahlmann sendt mig et eksemplar af Trädgård, hvori hun havde lavet en flot omtale af Ellipsehaverne med titlen: Værelse med Udsigt.

Fra Sköna Hem, maj 2011

- I min lange karriere som keramiker har jeg aldrig oplevet en tilsvarende velvilje og lyst til at skrive og berette om eller fotografere med flere helsidesfotos af min værker. Jeg ved godt at kunst og kunsthåndværk ikke har helt den samme brede folkelige appeal som haver, - men det er da alligevel tankevækkende, at kunstens forgængelige materiale som planter og haveværker, der kun har kort gang på jorden, får en så omfattende opmærksomhed som tilfældet er. - Her kaldes jeg ligefrem for en dansk trädgårdsprofil og en havekunstner!!!? Og en tilsvarende velvilje for at jeg måtte have lov at læse korrektur på de 6 og 8 siders omtaler af min have, har jeg aldrig mødt hos kunstkritikere. - Jeg er selvfølgelig både taknemmelig og beæret.
Men sjovt er det at tænke sig: - Vil du rejse monumenter over dig selv,så hug i granit og brænd ler til keramik, men hold dig fra haverne. De holder kun den tid du selv befinder dig i dem og arbejder med dem.

- Men du kan måske få en hel del opmærksomhed på dine anstrengelser, mens du er i live.

Nyt orangeri på Hospice Djursland

C.F. Møllers smukke hospicebyggeri med det nye orangeri.


Der er stor volumen på selve orangeriet og forskellen mellem ude og inde opløses af de store transparente vægge og det ensartede gulv, der fortsætter ud på terrassen, hvilket giver en spændende udfordring rent plantemææsigt.

Det var en dejlig opfordring, og som jeg tog med stor fornøjelse, da Hospice Djursland bad mig om at komme med forslag til en vitalisering af deres nye orangeri og terrasse. Et meget flot og moderne byggeri af C.F. Møllers tegnestue i materialerne træ, glas, stål, kobber og beton. Og selvom jeg synes at byggeriet er noget af det smukkeste, nyere hospitalsarkitektur i Danmark, så mener jeg dog alligevel at det trænger gevaldigt til følgeskab af levende planter, der kan blødgøre de hårde overflader og mildne overgangen til Mols natur udenfor.
Orangeriet ligger som en 7 meter høj glaskube for enden af det bananformede bygningskompleks og eneste adskillelse er et meget lavt bøgepur. Terrassen skal derfor smykkes af høje græsser og naturlige stauder med små blomsterstande, der spiller sammen med den omgivende natur og som kan give lidt privatliv ved orangeriet. Detaljerne er stadig på tegnebrædtet, men jeg lover at vise mere, når frodigheden har indtaget det moderne byggeri.


Listeværket fortsætter hen over det sandblæste glas i facaden ud mod vejen, for at værne om privatlivets fred.


Store fliser er støbt på stedet i hvidbeton, både på terrassen og inde i orangeriet. Fugerne består af cortenstål, der med tiden vil ruste og tilføre arealerne en smuk og levende overflade.


Smukt horisontalt listeværk på facaden.

HELP!! - we need somebody

I går fortalte jeg om snepryd bl.a. og Berit fra Irishaven, var så venlig at sende denne mail til mig, i den tro at hun ikke kunne lægge en kommentar!!
- det kan man nu altså godt, - ved at trykke på overskriften på indlægget, hvorefter rubrikken til kommentarer popper op.


Kære Kjeld,

En lille bemærkning til blogindlæg, da man kan ikke lægge kommentarer på din blog.

Tak for tip om at holde voretrod ude af græsplænen - jeg må lige rundere på sommerhusgrunden og checke for det .

For nylig så jeg på en af havebloggene et billed af Snepryd og billedteksten var "Scilla".
Så gik der jo "Kloge-Åge" i den for mig og jeg lagde en kommentar om at det da var en Snepryd og ikke en Scilla.
Derefter kom der svar på min kommentar, at Snepryd nu var i Scilla-slægten i følge Den store Danske Encyklopædi.
Den havde jeg vist lige "misset" - er det mon kun mig der ikke ved det ? :o)
I nyere taksonomiske systemer inkluderes Chionodoxa i slægten skilla, Scilla.
http://www.denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Botanik/Sommerblomster_og_stauder/snepryd

Forårshilsner
Berit fra Irishaven

Mon der er nogle der kan uddybe problematikken?! - Der skal meget til før jeg nægter at kalde snepryd for snepryd eller for Chionodoxa, hvis jeg har udenlandske gæster i haven? - Men det er måske slet ikke problematikken? - Det handler mere familier måske, - om hyacinther eller scillaer???

The good, the bad and the beautiful

Snepryd, Chionodoxa hører til hyacintfamilien. Chion betyder sne og doxa betyder berømthed, altså en plante der er berømt fordi den bryder frem af sneen.
Snepryd i plænen ved vandspejlet

Vorterod!! Noget af det onde! - det lyder unægtelig som noget grimt, man har pådraget sig på en offentlig badeanstalt!
Men det er i haverne og specielt græsplænerne de invaderer. De har den utrolig dårlige vane at brede deres store brøndkarselignende blade vandret ud, lige over jordoverfladen og skygge græsset helt ihjel. Plæneklipperen kan ikke indstilles så lavt, at man kan udrydde bæsterne. Blomsterne er guldgule og når den fest er forbi og arrangementet er slut er der udsigt til bar jord. Det gør ikke så meget i blomsterbede, men vil man nyde synet af en blomstrende græsplæne der senere skal blive grøn, er det ikke vorterod man skal satse på. Og de små yngleknopper/ vorterne der sidder imellem stængel og blad flyttes let og gerne rundt af myrer, så de på den måde også er sikret overlevelse. Lad det være sagt med det samme: vorterod er en af de onde. Jeg har dens fætter i haven med rødbrune blade, og den er langt fra så plagsom til at formere sig og giver ligefrem en lyst til at drage lidt omsorg. Den er morsom! Begge hører til ranunkelfamilien, men der er mange andre i den klan, jeg vil foretrække frem for dem med vorterne.


Scilla i græs
Under et gammelt æbletræ på en tynd græsplæne, vokser scilla fint.
Pletvis vorterod på pletvis græsplæne

Vorterod, - en brun fætter
Så hvis det er løg i plænen man vil, skal der andre boller på suppen.
Under træer - lidt i skyggen, har jeg stor succes med crocus, vintergæk, scilla og snepryd. Jeg har kun godt at sige om disse små blomsterløg og det kan ofte undre mig at græsplæner er så hermetisk rensede for andre vækster end lige netop græs. Jeg mener plæne er fransk: pleine, og betyder grøn slette. Og en sådan består vel af mere end max. to græsarter, som de fleste villaplæner er bygget op af? - monotomt monokulturelt...............mono = plænerens læs: tæpperens!
En plæne der ikke kan blomstre er efter min mening at sammenligne med grøn beton!


Her er det små lys af eranthis, der næsten er færdige med blomstringen, men de invaderer sjældent græsplæner.


Nok om det!!
Snepryd er den bedste i min græsplæne. Her venter jeg med at klippe græsset til blomsterne er visnet ned og jeg er sikker på at der er sket en vis spredning af "smitten" så blomsterhavet kan blive endnu større til næste år. Den findes endda i hvid og rosa, så der er også noget for tøsedrengene!