PÅ HAVETUR I SOMMERSET OG HIMMELBJERGET

De fleste danskere har en god fornemmelse for hvorledes der ser ud i Sydengland nær Barnabys Sommerset. Men de færreste ved nok, at man blot kan tage en sviptur til Langebæk Gade på Sydsjælland for at opleve noget der ligner. Det vil sige; her er kun et enkelt hus der ligner, -

Huset har hørt til Pedersgård Gods og er en kopi af en engelsk gartnerbolig, som baronesse Ida Suhr fik opført i 1892 efter en tur til England. Hun kaldte det Langebæk Asyl.

- resten af nabolaget er fra 1960´erne og op.

Beboerne er i gang med både hus og have og bad mig om en havekonsultation for et par dage siden, for at få gode råd og anvisninger til hvorledes de kan gribe opgaven an. Sødt hus, sød have og rigtig søde mennesker, der har set det som deres fornemmeste opgave at agere bestyrere for stedet de næste mange år. Det kræver den respekt, ydmyghed og kærlighed som parret har for stedet.

På en pynt, på en halvø ved Himmelbjerget bliver en anden opgave at "male" med en bred pensel, når der skal anlægges park ned til søen.

 - hvor meget og hvor lidt skal man gribe til her?

og ind imellem kan man holde en lille pause på turen og gå sine egne veje mens man nyder resterne af et fantastisk haveanlæg fra begyndelsen af 1700tallet

 

A DESPERATE HOUSEWIFE -

with hysteric Wisterias.

 I alle årene hvor vi har haft fornøjelse af blåregnens blændeværk af blomsterporno på væggen, har vi været helt enige om at  `less is more´ og for lidt og for meget fordærver alt. Med hensyn til blomsterantallet på vores blåregn op ad stuehuset har der altid været for mange. Og vi er altid spændte på hvorledes vinterbeskæringen måske har haft en gunstig indvirkning på et forhåbentligt reduceret antal af blomsterklaser. men konklusionen er nu at jo hårdere vi er med saksen jo flere blomster kommer der.

I år spurgte min hustru mig så hvorledes jeg syntes blåregnen tog sig ud, hvortil jeg svarede at jeg mente det var som det plejede og at jeg ikke havde bemærket nogen synderlig forskel.
"Jeg har nappet nøjagtig 250 blomsterklaser af" svarede hun og inden vi fik set os om var vi i færd med at tælle de restende. ca. 1500 blev det til.
- så hvad gør 250 fra eller til?

I år blomstrer den hvide Wisteria floribunda `Alba´ op ad værkstedsbygningen og en anden ved navn `Rosea´ ved den gamle stald, med særlig mange blomsterstande. Det skyldes grusomhed med machetten i december.

Wisteria sinensis `Prolific´ er den blå op ad stuehuset, den har bronzefarvet løv der springer ud efter blomstringen. Den hvide Wisteria floribunda `Alba´ har græsgrønt løv, der springer ud samtidig med blomsterne  og med de længste, smalle og mest graciøse klaser (min favorit). Den rosafarvede ved stalden, som jeg ikke kender artsnavnet på, har svagt bronzefarvet løv, der springer ud først og dæmper på meget poetisk vis de rosafarvede blomsterklaser.

Sinensis drejer venstre rundt når den snor sig op, floribunda modsat vej.

Ens for alle hvis man vil have blomster; de skal tugtes med saksen hele sommeren og særlig hårdt i december.

Det er den bedste klatreplante man kan anskaffe sig også på små lokaliteter. En særlig ulempe med de mange blomsterklaser er dog den overdøvende, dunkende hovedpinedunst af gammel dameparfume, der minder lidt for meget om toilet. Den er specielt generende for folk der har let til hovedpine og migræne.

LANDSKABELIGE HENSYN

Lige for tiden arbejder jeg på et haveanlæg der ligger i noget af Danmarks smukkeste natur og man kan egentlig spørge om det overhovedet er nødvendigt at tegne og anlægge en have i disse unikke omgivelser.

Når trangen til at dyrke og invitere nye planter ind er der, så er svaret selvfølgelig ja.

Så min opgave må være at vise hensyn til landskabet, respektere huset og stimulere ejerne.

På tegnebrættet er der lige nu en  idé om blomstrende naturnære bede der skyder sig rundt om og ind på terrasserne og i et formsprog og en palet der trækker landskabet helt ind i huset.

De store terrasseflader skal nok befæstes med et andet og mere passende materiale og væksterne må hist og her være tættere på det store hus så naturen føles endnu nærmere, og noget der er på vej til at kravle helt tæt op ad husets vinduer.

 

Ude i landskabet skal der gang i den brede pensel og med meget nænsom hånd.

Det smukke kulturlandskab kan ikke gøres ret meget bedre og her skal selvfølgelig udvises landskabelige hensyn.



DA HAVEN VAR EN HERRESAG

I mit indlæg, "My Grandfathers Garden" var der flere læsere som bidrog med meget fortællende og tankevækkende kommentarer.

 

Det bekræftede mig endnu engang i, hvor forskelligt vi oplever haver og hvor varierede de er fra region til region. Både dem vi legede i som børn og dem vi roder med, som voksne. Det fik mig også til at tænke på at haven som interesseområde har flyttet sig fra at være et fælles anliggende mellem mand og kone og sågar et fænomen der tidligere optog mange mænd, - til i dag primært at være en beskæftigelse for kvinder.





 For min del var det som nævnt min morfars have jeg legede i, hvilket efter snørklede omveje, kom til at bestemme min nuværende karriere. For hvilket indtryk må det ikke have gjort på en 7 årig purk, der ser sin morfar herse og regere med spader og river i haven både i jord og med planter og med de mennesker der forsøger at leve i den? Min morfars have var ikke en legeplads for børn men en legeplads for ham, og haven var en alvorlig sag. Min mormor deltog ikke i arbejdet. Haven var en herresag.

Jeg har mødt mange mennesker der kan fortælle nogenlunde tilsvarende historier, dog med andre haverumlige oplevelser end  mine, fordi disse haver havde en anden karakter. Der var selvfølgelig også forskel på havernes omfang og planter alt afhængigt af hvor i landet man boede og afhængigt af familiens sociale status.

 Fælles for de fleste er, at de også omtaler morfar eller farfar og ikke kun benævner deres barndomshaver som farmors eller som en momorhave styret af kvinden i huset..
For et par dage siden fik jeg en venlig mail fra en af mine kunder, og jeg har fået lov at gengive hendes oplevelse af bedsteforældrenes have.

Kommentarerne til mit indlæg My Grandfathers Garden, Susanne Kristensens mail og Michael Gordons spørgsmål om hvorledes vore efterkommere  mon vil opleve vores haver når de bliver voksne, sætter virkelig tankerne i gang: For hvilke værdier er det vi giver vores børn og børnebørn med nutidens haver? Selv om det er en sund aktivitet, så er det sikkert og vist at det ikke er gjort med indkøb af trampoliner.

75% af det vi husker gennem livet er akkumuleret via lugtesansen. Spørgsmålet er så; dufter nutidens haver overhovedet?
Findes der steder i vore haver, hvor vore børn kan gemme sig for de voksne og leve deres eget liv i en fantasiverden for sig selv og opleve almindelig væren? Eller kravle op i et træ og skue ud over verden, føle vinden i næsen og på kinden, måske falde ned og slå knæet, stikke sig på en hybenbusk, brænde sig på en brændenælde eller mærke de endnu ikke modne mirabellers sure saft svirpe i mundhulen og skyde spyttet helt tilbage i ganen, dengang man legede med naboens datter og oplevede sin første barndomsforelskelse?

Hvor er din barndomshave henne?

Kære Kjeld Slot

Mærkeligt som vi kan have helt forskellige oplevelser med bedsteforældrenes haver.

Min oplevelse er en helt anden, selv om min morfar også var af bondeslægt og landmand på Fyn.

Haven lå bag stuehuset og var et studie i grønt og i frodighed. Stuehuset var hvidt og bygget sammen med udbygningerne i vinkel.

I hjørnet var et tilmuret lysthus- skyggefuldt og med grønmalede træmøbler. Beregnet til komsammen med familien søndag eftermiddag, hvor onkler og mostre altid var inviteret.

I foråret var der et væld af blomster. Erantis, gækker, dorthealiljer, forglemmig-ej, påske- , men især pinseliljer. Det var løgplanter i tusindvis. Måske lidt kærmindesøster i blandt.

I bunden en dam med relativt store træer i en halvmåne omkring.

Havens prydtræ var en platan- hjemført og plantet af den forrige ejer, som havde haft sit virke i såvel Indien som Polen.

Det var det.

Efter løgplanterne voksede græsset langt, men blev slået i den centrale del og ned til dammen. Herefter var det en grøn , smuk og kølig ”løvsal.

Der var ingen andre stauder til senere på året. Kun grønt i grønt.

De havde en frugthave med alskens æbler , pærer, blommer og moreller  bag ved laden , men altså helt adskilt.

Der var slid og slæb nok, så haven var til fornøjelse. Jeg tror ikke, de kendte ordet æstetik, men smukt var det.

Bedste hilsener

Susanne Kristensen



GLEM IKKE EFTERÅRET I AL DIN FORÅRSKÅDHED

 

For få dage siden lagde det franske filmselskab Rustica, en meget smuk video af haven Jardin Plume på youtube. Underlig reminder, vil nogen nok mene, når vi nu allesammen lige har taget fat på foråret. Men det er ikke helt tosset at tænke på hvorledes havesæsonen kan udvides ved også at indplacere de fantastiske oplevelser en velanlagt have kan give os i sensommeren, når vi planter græsser i haven. Jardin Plume viser helt suverænt hvorledes de går i spænd med både blomstrende stauder og buske formelle bede, stramtklippede hække og fyldte frugttræer, der læner de vandrette grene ud over velklippede plæner og kvadratformede græsbede. Det er nu at prydgræsserne skal plantes og har du lyst til at vide hvorledes resultatet kan blive så..

se her

 

 

WANTED!!

 Sissinghurst in the Nederlands

Foto af voldgraven mellem have og hus ved slottet i Walenburg. Fra Secret Gardens by Rose Mary Verey.

Ægteparret Leisbeth og Elias Canneman, han var arkitekt - tegnede og anlagde en meget stringent og formalistisk have ved deres slot Neerlangbroek i midten af 60´erne. Havens grundstruktur består af en rondel i midten af en korshave med 4 kvarterer omkring. En have der kan minde meget om strukturen på en særlig afdeling af Sissinghurst Castle Garden, der også er lagt som kvarterer omkring en stor takscirkel, forbundet med akser, gange og stier. Taksrondellen på Sissinghurst er også noget af det mest formfaste, rent havemæssigt i dette anlæg, og står som et levende monument over det som engang var køkkenhave og som i dag benævnes rosenhaven. Mon ikke the Cannemanns har været på studietur hos Harold Nicholson og Vita Sackville-West og har ladet sig inspirere?

Er der nogle der kender stedet Walenburg og har besøgt haven i Holland?

Axonometri fra haven ved Neerlangbroek

Jeg ved ikke om denne specielle have ved Neerlangbroek eksisterer mere, men i 2013 udgav det hollandske site Tuinen en skrivelse om ægteparret og haven. Så mon ikke?

 

Foto fra `The Garden in Winther´ by Rose Mary Verey

Foto fra Rose Mary Verey´ "Secret Gardens - revealed by their owners". Rondellen ligger i midten med sandstensvase i centrum og med alchemilla mollis ved foden.

MY GRANDFATHERS GARDEN

Det svirrer med begreber som New perennial movement (NPM), New Nordic, The Dutch Wave, The New American Garden etc. og i kontrast til det, påstår flere at der ikke er udviklet ”noget nyt under solen”, men at vi alle arbejder med det samme og på samme måde siden havernes oprindelse. Vi kalder det bare noget nyt eller noget andet for at det skal virke interessant.

For min egen del, oplever jeg at der er sket store forandringer i privathaverne de seneste 50 år. Samtidig er der opstået en polarisering mellem de havefolk der gerne vil dyrke det romantiske, nostalgiske, (”hvidt og slidt-segmentet” med blomstrede vattæpper) og de havefolk der er mere til det nutidige, og som udmønter sig i minimalistiske huse og tilhørende moderne åbne haver uden hække, - for at trække grænserne skarpt op.

Men selv i nostalgiske haver er der sket forandringer, selv om ønsket måske dybest set er; at vende tilbage til gamle dage hvor verden ikke var så uvenlig som i dag. Ser jeg på min gamle morfars måde at dyrke have på, er forandringerne tydelige, - uanset om jeg betragter moderne nutidige haver eller de mere gammeldags typer. Den største forskel fra tidligere tider er nok den ekstreme form for eskapisme der praktiseres så indædt, ved siden af det at ”gå i haven”.

I min farfars have, havde opholdet karakter af nyttigt arbejde.

-        Der var ca. 50 cm. imellem hver plante, så der kunne luges og så den brede trærive kunne nå ind imellem planterne.

-        Der var meget bar jord at se imellem planterne - bar, ren brun jord ansås som smukt og nydeligt, så man kunne se, at der var luget og betragte den enkelte plante i sin helhed og uden at den blev trykket af andre planter.

-        Der var kun én plante af hver slags.

-        Planterne var stiklinge fra naboer og venner og bekendte.

-        Absolut ingen var valgt og købt i planteskoler.

-        Ingen var valgt ud fra plantens kvalitative udseende

-        Der var ingen prydgræsser i bedene

-        Der var ingen buske eller træer eller andre mere faste, klippede elementer i staudebedet.

-        Stauderne måtte ikke læne sig ind over de andre planter

-        Mange stauder blev bundet op med en stok sat ned i midten af planten og en snor hele vejen rundt så det lignede et opretstående kornneg, ligesom dem man så på marken fra høstmaskinen.

-        Der var ikke mange høje stauder

-        Stauderne var placeret der hvor der var plads og ellers udvidede man bedet lidt i længden.

-        Bedstefar flyttede aldrig stauder fordi de stod forkert placerede.

-        Han arbejdede ikke med planterne ud fra æstetiske discipliner gennem farvevalg, struktur, variationer, varierede højder, perspektiviske dybdevirkninger, kontraster i forhold til tyngde og lethed, transparens kontra kompakt masseform etc.

-        Han kendte slet ikke til ord og begreber i relation til et staudebeds udseende, stil og udtryk.

-        Han dyrkede en plante for dens egen egenarts skyld og for at have den med som en del af en samling, der hermed kunne blive mere komplet og interessant end naboens.

-        Som bonde var hans forbillede planters sundhedsmæssige ernæringstilstand frem for deres æstetiske værdier og kvaliteter

-        Han havde heller ingen ord der kunne beskrive oplevelser i haven, da han beskæftigede sig med det nøgne og nyttige liv.

Jeg er dog ret overbevist om at hans arbejde i haven stimulerede dopaminproduktionen på samme måde som jeg oplever det når jeg går i haven. På den måde er der måske ikke sket så meget med os havemennesker.
Men min morfar og mormor var bønder. Og i deres have var der ingen havemøbler. Det signalerede måske at man var doven og havde masser af tid i overskud, frem for at bestille noget?
Ud over nye signalværdier, så betragter jeg nutidens haver som værende ganske anderledes både i udseende og anvendelse end  hvad de var for bare 50 år siden.

En af de væsentligste måder de adskiller sig på er nok at de gamle haver primært blev brugt til at arbejde i.