HELT ÆRLIGT...(som før hed simplicity)

Der er sket meget siden modernisterne satte den nye dagsorden i 1930´erne.
Med det formfuldendte og formfaste, tilført primære signalfarver i Bauhausskolens design, bredte der sig en klar, præsis og nøjagtig enkelhed frem i både arkitektur, billedkunst, musik, lyrik og landskabskunsten - under devisen: LESS IS MORE.
Jeg holder meget af principperne i minimalisternes agenda, men mangler ofte vitaliteten og livsprocesserne.
De følgende værker ser jeg ofte på, - nogle med benovelse.
 Andre med en vis skepsis

Vestled, hedder det befæstede areal, der danner overgang, forbinder hav og land ved Vesterhavet og som er et af de senere års bemærkelsesværdige resultater af et samarbejde mellem en landskabsarkitekt (Sjønherr) og en billedkunstner. Værket består af brændte mursten, der følger klittens topografi og som er afgrænset i et zigzag-forløb med præcise støbte betonkanter, der holder formen på plads. Et sted man kan opleve med kroppen. Og det gør rigtig mange, da det er et populært udflugtsmål.

I C. Th. Sørensen Musikalske Haver (tegnet i 1950´ erne) er der tydelig inspiration, hentet fra den konkrete, abstrakte billedkunst. Samtidig er den en moderne udgave af barokkens hækindfattede boscetter og et nutidigt billede af middelalderens og renæssancens kvarterinddelte særhaver med bl.a. abildgård, blomstergård og urtegård. Haverne står som en kasba på en skrånende slette.

Mere end 9 meter høje labyrintiske rum af præcist klippede avnbøge, danner et mærkværdigt kunstværk som man kan blive helt væk i, ved det gamle TECO i Herning.

Den engelske have- og landskabsarkitekt Tom Stuart-Smith er kendt for sin enkelhed i plantevalget, men bruger ofte de "bløde" planter som strukturdannere og skaber hermed en stor formrigdom og vækstdynamik i sine haver. En formidabel udsigt hvor livsprocesserne udspiller sig.

Her med stor variation i både materiale- og plantevalg og stærkt nedtonet i designet. Men man føler sig alligevel velkommen til at slentre en tur ind i haven ( Tom Stuart-Smith)

Enkelhed med to slags planter; det vilde uregerlige i samspil med en enkel vandflade og klippede skyer af buksbomkugler (Tom Stuart-Smith)

Den verdensberømte havedesigner Luciano Giubbilei er kendt for sin præcicion og enkelhed.

 

Men spørgsmålet er, om ikke hans haver bliver til frosne billeder af noget, der kunne være blevet til haver og at simpelheden udvikler sig til mani og pauver boligindretning, hvor det er umuligt at bevæge sig og hvor man sidder fastlåst i passivitet  og evig angst for at spilde rødvinen på græsplænen?

Vækst

Det er efterhånden en del år siden at de to ellipseformede bede er blevet anlagt, og væksten i dem har konsekvenser der peger i to forskellige retninger: med tiden bliver det ene bed stadig større og det andet stadig mindre.

Jeg har anvendt to lige store ellipser, hhv. i det store bed med Luzula sylvestris/ skovfrytle ved lågkrukken og i bøgepuret ud mod vejen med Phlox paniculata `Hesperis´. Luzulabedet udvider sig og breder sig ud over græsplænen.

Bøgepuret vokser i massefylden og intager mere og mere plads, således at det ellipseformede hul i puret bliver stadig mindre. Idéen kom da jeg lavede en brainstorm over hvorledes jeg kunne variere brugen af ellipser i haven. Med puret kunne jeg undgå den store flade af grønne stængler på phloxene. - På ovenstående billede har jeg ikke klippet phloxene, men det giver faktisk en sjov virkning når jeg klipper phloxene ca. 20 cm lavere end overkanten af hækken, når det sker omkring Sankt Hans. Da kan phloxene endnu nå at lave nye blomsterskud og lige akkurat nå op i højden med resten af puret og tegne en lilla ellipseformet flade. Her har de som sagt fået lov at gro og ellipsehullet i puret fungerer som en stor vase med phlox i. En vase der bliver mindre og mindre for hvert år, i takt med at puret udvider sig i vækstomfanget.

Phloxene byder velkommen og blødgør det lidt stive og "kommunale" touch som bøgepur ofte kan have, hvis det står alene.

Luzulabedet skulle endvidere have den funktion at danne bund for lågkrukken, der stikker op som en slags obelisk i alt det grønne.

Stedernes fortællinger

Ved hvert besøg hos nye kunder, benytter jeg mig ret meget af mit fotoapparat. Ud over noter på afstande og mål på arealer, er det godt at indfange noget af det man synes er kendetegnende for stedet og giver det karakter. Jeg kalder det for registrering af de eksisterende værdier, hvor jeg indsamler fakta for senere at kunne benytte mig af disse oplysninger i det videre arbejde.

Under det seneste besøg, i en landbohave i det midtjyske, "fortæller" den gamle gårdsplads med piksten, den store blodbøg, plænen og den efterhånden snart, velvoksne hæk mig, at vi må gribe sagen an med "den brede pensel". Disse fine kvalitetsrester fra den oprindelige landbohave, der garanteret har været inspireret af den nærliggende præstegårdshave, må fortsat være hovedaktører i den kommende, renoverede have. Derfor er det tanken at haven skal bygges op omkring den gamle blodbøg, der fortsat skal være havens dronning.

Man skal aldrig underkende træernes skyggespil på græsplænen. Selv plænehaderne må kunne se kvaliteterne!

En lidt højere låge og en buet overkant med dør, kan give hækken karakter og stedet identitet.

Hortensiaer, hvis de trives, kan anvendes i store strøg og monumentale bede



Det mørke areal mellem hus og det store træ, kan forstærkes med store grupper af lysende grønne bregner i en bund af mørkt blankt efeu.

Men her skal selvfølgelig også være lidt haveeventyr, omend der skal vises hensyn til plejeomfanget. Fruen i huset er alene om al arbejdet, så det skal gerne fortsat være en fornøjelse "at gå i haven!"

 

Den friserede søndagshave....

Hvad er det vi leder efter når vi flintrer rundt i vore haver med kameraet?

På jagt efter motiver af de bedste "beskårne hjørner af haven"?

- årets dyrkningstekniske landevinding?

- closeups af blomsterhoveder som dem man ser i plantekatalogerne, eller skønmaleri af det hele hvor vi "brushupper" i photoshop for at rede resultatet og for at kunne få den manipulerede virkelighed til at glide lidt nemmere ned?

Medio juli: Det gyldne snit, uden forfald og hvor det hele ser saftspændt og friskt ud (med de positive briller) og som oppumpede, nitrophoskasprængte penisilingrise, (med de lidt mindre positive) - En hver mor ville forhåbentlig være bekymret for sine børn med en lignende ernæringmæssig tilstand.

Jeg ved godt hvilke fotos jeg synes bedst om. Det er dem der fortæller mig hvor jeg er, og dem der giver mig en tydelig fornemmelse af, at min indsats på stedet har givet resultatet karakter og identitet. Modsat må jeg sige at de urørte have- og landskabsmotiver, til stadighed bliver mere og mere interessante for mig, fordi de gemmer en vis mystik, en vildskab og fordi de er knap så hysteriske og oppustede med effektrytteri, som mange af vore haver efterhånden er belastet af. Trods det må jeg indrømme at jeg selv er hoppet med på vognen.

De to gule stole var et knaldtilbud i IKEA og er alene købt fordi de skulle matche nogle af nuancerne i den gule afdeling. Vi sidder aldrig på dem, - de står der alene til pynt, selv om de er designet og lavet til at sidde på. - På det vis følger jeg godt med i tidens romantiske trend, praktiseret i selv små haver, hvor der findes flere figurer end man kan opleve på de fleste af landets kunstmuseer.

Her er et motiv fra "Det Gyldne Snit" medio august.
I år har jeg holdt ferie i tre uger, arbejdet ekstra meget på tegnestuen, skrevet artikler og besøgt en del nye haveejere. Jeg har ikke rørt en finger siden ugen før The Garden Party, d. 17 juni, - det hele har fået lov at gro og udvikle sig som det ville. Og helt af sig selv, er der kommet noget af det jeg holder af: et skær af en forladt have og utilsigtet romantik, som jeg ellers ikke er ynder af.

De vilde rølliker er begyndt at blande sig med de selekterede og finere sorter, der har fået fine pigenavne, og den lilla Agastache indtager bedene og nedtoner den lidt for fremtrædende farvefacisme.

Sluttelig, samme motiv som det første, men medio august. Her hersker en vis vissenhed og forfald, de gule stole anes og "det gyldne" er falmet til det stråfarvede. Den friserede søndagshave er væk og naturens processer har indtaget det menneskeskabte. Går der ret meget længere tid på denne præmis, forsvinder haven til sidst.
Men den er et udemærket lærestykke for mig; at haven skal renholdes, og klargøres i maj og juni, og er der planter nok til at dække jorden, kan man fint lade den være i fred og overlade haven til at leve sit eget liv, resten af året.

ps. klikker du på billederne  kan du se dem i større formater, men husk de er mine, - så hvis du vil bruge dem, så vær venlig at fortælle hvor de stammer fra.

NEW NORDIC

                                       
En sommerhilsen fra ferietiden...


Til jer som endnu ikke har set udstillingen på Louisiana og som er vild med huse, det nutidige, det udenfor og det der sker imellem bygninger og mennesker; skynd jer at se den, og giv jer god tid.



En fin lille reklamefilm for udstillingen:
http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=36Sufs-8RWI

Fortsat go´ sommer....

Rooms with views - værelser med udsigt

Det meste af min have blev anlagt ud fra den idé; at der skulle være mange rum, lange gange med udsyn og sigtelinjer der synsmæssigt kunne `binde haverne sammen´.  Haven er på vej ind i sit syvende år og hækkene af de 2500 bøg, har nået en højde fra 1,5 til over 3 meter og er blevet så faste i formerne at der nu er tale om vægge. Fra begyndelsen var det meningen at landskabet omkring skulle være en del af haven altså ingen hortus conclusus her, men alligevel er der over 7 rum i min have som lukker omkring sig selv. For at de kan ånde og for at der kan komme luft ind, har jeg forsynet dem med smalle og brede døre og små og store vinduer. Ens for dem alle er, at de har et formål: de skal enten forstærke en udsigt, forbinde to haver, eller føre et bestemt sted hen.

Ingen er lavet kun for pyntens egen skyld.

For enden af min staudehave har jeg klippet et hul i det gamle hegn og lavet en dør. Nu er den gul, da kornet på marken er ved at modne. I foråret var den grøn, og når høsten er færdig i august bliver døren brun en kort overgang, når bonden vender jorden med ploven.

Indgangen ned til køkkenhaven ude fra `Mindelunden´, fortsætter i en lang korridor videre ned igennem de andre haver.

Hækkene er efterhånden blevet så høje at jeg kan lave døre med overkarm, der forstærker udsigten ned igennem haven

 Bag ved cementkummen er der en lille døråbning med udsigt til kirsebærhaven.

 Fra haven `Det Gyldne Snit´ er der skåret en dør igennem tre hække med udsyn til de gamle træer i hegnet mod vest.

 Fra `Mindelunden´ er der et fint kig ind i `Hasselhaven´ med solstrejf på plænen.

 Igennem den dobbelte hæk `Kavalergangen´ er der klippet to ellipseformede vinduer så man kan kigge på tværs igennem haven.

 Et ovalt vindue med udsigt til hjortetrøst.

 Den 100 meter lange `Kavalergang´ ender i en lysport af solbeskinnet gult korn.

 Et andet kig igennem et vindue.

To døre igennem `Det tomme rum´

 Udsigten fra `Måneskinshaven´ op igennem tre andre haver.

 I den grønne væg bag stolearrangementet er klippet et lille vindue med udsigt til staudebedet.

Køkkenhavens hovedsti med ligusterklodser, styrer udsigten ind igennem tre lag hække til staudehaven.

Wirtz - Det 20-århundredes Le Notre

Det er ikke uden grund at Jacque Wirtz er blevet kaldt det tyvende århundredes Andre Le Notre, skaberen af de franske barokhaver ved bl.a. Vaux le Vicomte og Versailles.

Der er på samme tid, både en modernitet og gammeldags romantik over mange af de anlæg der er skabt på hans belgiske tegnestue siden 1960´erne.

Selv facineres jeg af de rene og magiske kurver, de nøjagtige former og den overbevisende rumvirkning som de styrede beplantninger giver i deres tilrettelæggelse, præcis som i de gamle renæssancehaver, men her i et nutidigt formsprog. 

Jeg medgiver at det er både minimalistisk, køligt, afdæmpet, nærmest underspillet og slet ikke bæredygtigt på nogen måde som man kunne ønske af nutidige haveanlæg. Men jeg fængsles af magien i linjer og flader, når de er til at aflæse, nøjagtig som den forunderlige skønhed man finder i støvdragere og kronblade på selv den mindste blomst.

Jeg ville aldrig begive mig af med at lave den slags haver for mine kunder, men som et pædagogisk trick, kunne man godt anvende wirtz-modellen i skitseform for mange nybagte havefolk, for at illustrere: at der først skal skabes rammer, vægge og struktur, - og siden hen kan haven møbleres med `ting´ der har blomster.

Alle fotos her er fra Wirtz Internationals egen hjemmeside:

http://www.wirtznv.be/