"DAHLIAS" - MED SMAG OG MED UBEHAG

"In addition to roses and clematis Walter had a deep passion for dahlias, the bigger, the brighter and the fleshier the better. He bought a large collection from an expert almost as soon as we bought the house (East Lambrook Manor), and the first summer they enjoyed a secluded season in front of the hedge that seperated us from the next house.

There was no other place then in wich to grow them, and I thought it was an admirable permanent home for them, a position all to themselves, with a hedge as background, but Walter felt that they were being slighted by being put in the background and when I came to plant my terraced garden I was told to leave plenty of large space for the dahlias", citat slut fra Margery Fish ´ afsnit om dahliaer i hendes helt igennem fantastisk, humoristiske, inspirerende, sjove  tankevækkende og lærerige bog We made a Garden fra 1956.

I dag er East Lambrook Manor renoveret, den have der fik så stor betydning for hvorledes vore haver har set ud op igennem 60érne, 70´erne og 80´erne. Man kan vel kalde hendes havetype en slags moderne cottagehave. Men bogen We made a Garden er også en personlig beretning om hendes afvigende havesmag i forhold til hendes dominerende mand Walter, som er den tredje hovedperson i bogen, ud over haven og forfatteren selv.

Det der glimrer mest; er hendes letlæselige sprog, i forlængelse af en pragmatisk tilgang til havefaget og hendes generelle syn på det kunstige. Hun hader ikke dahliaer, men udvælger sorter, der harmonerer med hendes egen individuelle smag og hun illustrerer forbilledligt, hvad hun mener. Ja hun er ganske vist af en anden rang end Vita Sackville-West, men hun havde et tag i det jævne havefolk og formidlede sine tanker, idéer, holdninger og smag og ubehag på en bramfri og meget underholdende måde.

Måske lever vi i en tid hvor vi er blevet have-berøringsangste, og hvor det er blevet ganske upassende at give udtryk for hvad man mener?
Jeg har ikke set Søren Ryges seneste udsendelse om dahliaer og hørt om hans syn på folk, der ikke har dem i deres egen have, - han må gerne fortælle mig sin mening, ja jeg forventer det faktisk, og jeg tror nok også at jeg kender den, - men jeg kan sjældent blive særlig provokeret af den.

















Derimod undrer det mig meget, at der ligger nogle "orme" og lurer som en slags undergrunds-have-bloggere og venter, parate til at myldre op og være pikerede og fornærmede, hvis man fortæller om sine egne holdninger og meninger om havefaget og forsøger at argumentere.

Margery Fish fortæller videre om hendes problemer med at opbevare dahliaerne om vinteren, at farverne blev blandet og at hendes smag ikke var i overensstemmelse med Walters:

"They were the most flashy collections of dahlias I have seen, only fit for a circus, as I often told my husband"

Jeg arbejder videre i min køkkenhave med grøntsagerne, bedene, strukturen, farverne og dahliaerne, hvoraf der til stadighed er nogle som ikke passer ind i min smag, giver mig ubehag og derfor må kasseres.

 

Bedste hilsener her fra...også til alle ormene!

Kjeld

Swingerklubber og klaphatte

Noget er gået min næse forbi i diskussionen om at kassere eller ikke kassere, sortere og smide ud eller gemme for senere at kunne forære væk.

Vi hører det vi tror vi hører, afhængigt af lydhørheden, og vi ser det vi tror vi ser , afhængigt af antallet af splinter i vore øjne.

Mine intentioner var ikke at sætte en diskussion i gang om `likes and dislikes´, men  nok mere at opfordre til at tage konsekvensen af sine egne.

Mettes syn på dahliaer er så en lille perlekommentar, der dumper ned i postkassen og som trækker i smilebåndet.

 

Uden endelig tilladelse, men en stor tak for "En uforglemmelig kommentar fra Mette Kjær", på indslaget `Så er der porno igen´ - om at sortere, luge ud og kaste bort:

 

 

 

Dahliaen i sig selv er  vel ikke "grim", lige meget hvilken form eller farve den måtte have. Mon ikke dahliaen er en uforstået enspænder. En ubegribelig erimit, nogen, nogle absolut må have parret med nogen eller noget og tvunget i selskab. En orangefarvet tibetansk munk kastet ind i en swingerclub, eller til fodbold i parken, så den kan være en af vores. Blomsterhoveder som klaphatte i flok. Nogle folk kan ikke klare, at noget kan stå alene og er nok i sig selv. Det gør dem usikre og utrygge.
Jeg har ikke selv dahlia i haven, og vil hellere bruge tid på andet end at vinteropbevare knolde men jeg tror, at enhver dahlia kunne leve smukt i de rette, rolige og eftertænksomme omgivelser. Det går ikke at tvinge dahlia i selskab, lige meget hvor godt farverne står til hinanden, eller formerne synes at harmonere. Selv folk, der er bare lidt plantefølsomme, kan mærke, at noget går galt og får lyst til at kyle dahliaerne på komposten, og det er synd for dahlia.
Måske er dahliaerne i haverne et udtryk for haveejernes andel i flokmentaliteten. Lange bede i farveorgier hvor den enkelte blomst forlængst er druknet (og død i sig selv) kunne være udtryk for udpræget flokmentalitet. Her kan alle ukritisk være med, så længe der truttes med på den fælles begejstring. "Forfinede" bede med "udsøgte" sammensætninger kunne være udtryk for selektiv flokmentalitet, med vedtagne nomer for, hvad der er rigtigt og forkert, og hvem der kan være med, og hvem der er udelukket. Her skal ingen vise sig med den forkerte farve.
Dahlia udfolder sig ikke i flokke. Dens væsen dør og bliver grimt og uægte at se på. Det er ikke den enkelte dahlias skyld, uanset farve eller form. Længe leve enestående dahlia. Synd du må drukne i kaotisk mylder eller ende vraget og bortkastet til komposten. Kunne du i det mindste få lov at dø over vinteren, i jorden hvor du stod, uden ledsagne "uf" lyde eller udsigt til endnu en sommer med klaphat i parken.
Mange venlige hilsner fra Mette Kjær.

 

Tak til Mette Kjær.

...og go dag til alle i andre....

 

Kjeld

På havekonsultation i Danmark

En linje af gamle røn langs en smal vej på Lolland understreger kørebanens retning og skaber en venlig stemning, så man føler sig velkommen. 

 

 

I den forgangne uge har jeg været rundt på "havekonfrontation" i landet fra Ikast i vest til Lolland og Falster i sydøst. Jeg synes det er tankevækkende, hvor varierede oplevelserne kan være fra sted til sted og at vi alligevel her i Danmark, kan bryste os af et forholdsvis ensartet fladt agerland, hvor træer plantes i rækker for at trække linjer i landskabet, markere skel og grænser og hvor ensartede vækster plantes tæt og klippes til hække, der giver læ og en behagelig afstand til naboerne.

 

 

Opgaven her ved denne slægtsgård på Lolland, bliver at tegne stier, hække, opholdsarealer, forstærke de smukkeste udsigter, give forslag til placering af nye træer og i det hele taget hjælpe til med at skabe en struktur der kan holde de næste mange år.

De mere end hundrede år gamle æbletræer er smukke skulpturer, men det er efter moden overvejelse og på opfordring af ejerne, blevet besluttet at de skal fældes. for at give plads til nyt. De er syge, giver ingen frugt og er et større irritationsmoment end glæde. Og så har de pensionerede gårdejere lyst til at trække nye spor i haven.

 

Her skal haven udvides med rum, udsigter og spadseregange af mere en end halv kilometer bøgehække.

 

På Falster ligger dette smukke og nyrenoverede bindingsværkshus med nyt stråtag, og ønskerne er mere sammenhæng mellem have og hus, parkeringsforhold, afskærmning mod uheldige udsigter, og endelig: skal den gamle overgroede udbygning af træ fjernes og erstattes af en ny bygning, eller skal den renoveres og blive stående?

En lille dam er her også...

 ....og en meget yndig skærehave med alt hvad hjertet og husets vaser kan begære. Men her skal måske tilføjes lidt mere arkitektur, så arbejdet bliver lettere, mere overskueligt og så den lille have i haven får mere karakter og en stærkere rygrad?

I Ikast har ejerne plantet disse meget smukke,  forskudte hækfragmenter, som står i en flot komposition ved gårdspladsen og danner vægge...

 ...en af mange opgaver bliver, at forbinde et smukt drivhus, hvor dette snapshot er taget fra, og det gamle stuehus med gårdspladsen i baggrunden! - Løberen er lagt. En ny beplantning skal forbinde de to elementer og blødgøre den forskudte akse...

 

Det er et previlegium, at få lov at arbejde sammen med fremmede mennesker, der spørger om hjælp til forbedringer i deres have. Men det er også en tillidssag. At respekterer stedet, og dets mennesker, de nærmeste omgivelser og at mine kunder har tiltro til at jeg kan lægge "et lille mærke i landskabet" der giver dem havelyst og som i bedste fald, kan få lov at række ud over deres egen tid.

 

Læ på terrassen

For længe siden omtalte jeg orangeri-projektet på Hospice Djursland med de efterfølgende tilløb til vitalisering af terrassearealerne omkring.

 Allerede efter to vækstsæsoner kan man sidde ret ugenert, trods livlig trafik på vejen ikke langt herfra. Plantevalget lod jeg styre af det omgivende landskab, frem for de fristende tilbud man finder i plantekataloger.

De stråfarvede høje græsser, og ikke mindst den høje hjortetrøst, danner skærmende vægge og læ ved betonen, stålet og glasfacaderne.

Den markante trævæg på bygningen har fået et markant modspil af en stor gruppe Eupatorium maculatum `Atropurpureum´. Her nytter det ikke noget med små flader!

Inde fra terrassen danner mosebunke, pileurt og den russiske salvie; Perovskia, forgrund i beplantningen omkring terrassen

 `Fat Domino´ hedder denne smukke Persicaria amplexicaulis

Perovskia `Little Spire´ giver en vis kølighed og sammen med den blå himmel en blid kontrast til de varme farver.

Så er der tivoli igen.....

Det er nu man skal sortere og smide det ud som ikke fungerer, både når det gælder beplantninger, fejlkøbte løg og forkert placerede buske, - træer, skal flyttes, saves ned eller beskæres kraftigt. Men det er som om at meget at det vi laver i haverne har tendenser til at blive mere eller mindre permanente.

 

La Recoleda hedder denne dybe sortrøde dahlia med ikke alt for store hoveder. Fandt den i en pose i supermarkedet. 

Til gengæld er der mange af de som jeg har købt pr. postordre og som jeg troede ville falde i min smag kasseret for længst. Og jeg kan se at der flere som ikke behøver omsorg vinteren over.

 Villos Night, tror jeg den hedder ....og har fået lov at overvintre i kælderen nu på andet år

Lilac Ball går an...men mange bliver gravet op nu inden frosten og smidt på komposten. Hvis ikke man kan lide dem så må de ud! Min erfaring siger mig at det er før frosten kommer at man skal have fat i spaden og kassere skidtet

 Billedet ovenover Lilac Ball er Duke Duweno sammen med Arabian Night, og alle de mørke røde og lilla farver får kamp til stregen med orange tallerkensmækker i bunden og den rosafarvede `Kiss-Me-Over-The-Gardengate´ Og selvom det er i køkkenhaven og det her er ok at praktisere den dårlige smag, så kan de glade georginer hurtigt blive for meget. Vi plejer at kalde det skydeteltet!

Tilfældigheder med samme idol

Jeg modtog i går en mail fra den hollandske havedesigner Joost Emmerik, der samarbejder med landskabsarkitekt Tomas Degenaar fra Karres en Brands, som netop har vundet første prisen på en forhave ved Statens Museum for Kunst i København.

 

Joost spørger om tekniske detaljer vedrørende mit spejlbassin, da han og Tomas har vundet en anden konkurence om et lille haverum i Holland, som nu er ved at blive udført. Tegningen med det runde bassin ses her nedenunder. Her har de frit placeret, et cirkulært spejlbassin i græs.

 

 

Det er interessant at vi har samme idol; C. Th. Sørensen, at Joost har fundet mig i blogverdenen og at jeg første gang så et rundt bassin i græs, for mange år siden, skabt af den belgiske havearkitekt Jacque Wirtz. Sådan kan inspiration og gensidige påvirkninger flyde frit over grænserne. 

www.joostemmerik.nl

Det er helt fortjent at K+B har vundet konkurrencen om en ny forhave ved Statens Museum for Kunst. Her kommer der også et spejlbassin, omend det ikke er helt rundt.

udsigt fra hovedindgangen

servering i parken

Ankomst til museet, med det store bassin foran facaden, som kan anvendes til skøjteløb om vinteren, plateau for skulpturer med dampsøjler og spejlinger af den Københavnske himmel.

 

Billederne er fra K+B

En ny køkkenhave

I forrige indlæg handlede det om revitaliseringen af det gamle staudebed i den store landhave. En anden opgave samme sted, var en total omlægning af den eksisterende køkkenhave, så den fik mere sammenhæng med huset, en tydeligere struktur og ikke mindst; lidt mere højde.

Køkkenhaven blev anlagt og beplantet sidste år, og allerede nu danner den lærred for fruens eksperimenterende og kreative lyst til at arbejde med farver, former, flader og strukturer.

Designing things!!
- Nu og da bliver plantegningen på en nye have af en sådan karakter, at der må specialdesignes ting til den, for at give haven karakter, det rette løft og en ordentlig afslutning. Her gjalt det de fire porte, der i første omgang giver køkkenhaven højde og fungerer som støttestativer for pralbønner. På sigt skal de bære vægten af klatreroser og klematis.

Havens gamle roser blev genbrugt og flyttet om i den nye køkkenhave. Ved huset er der en terrasse med små kvadratiske krydderurtebede, ikke langt fra køkkenet, hvor urterne skal bruges.

Højde i køkkenhaver er ofte en mangelvare.