"Hvorfor har du dog plantet græsserne forrest?"

Det blev fremført mere som en mavesur kommentar, end som et egentligt spørgsmål havegæsten reelt havde lyst til at få et svar på.

Jeg kan selvfølgelig være ligeglad. Hvad rager det mig?

Og det gør det så alligevel, fordi der er en helt naturlig forklaring på det og som er ret så selvfølgelig. Og så fordi de der sådan-skal-man-altså-gøre-i-sin-have-når-det-skal-være-helt-rigtigt-attituder tænder mig totalt af!

Det handler om prydgræssernes placeringer i mine staudebede. Gæsten proklamerede at de skulle plantes bagerst i bedet fordi de er de højeste planter og med tydelig hentydning til at "det er sådan man bygger et staudebed op, de højeste helt tilbage og de laveste helt foran".
Ja godaw do!! - mig og min bare r..

 

Som om der findes en "Emma Gad-opskrift" på hvad man må og ikke må. Græsserne er plantet både bagerst, midt i og forrest i mine staudebede og det er meningen og ikke en fejl!

Jeg vil have dybde i bedene og de skal spille sammen med de andre høje stauder der gror der.

Tænk hvis grøftekanten var bygget op med de højeste bagerst og de lavest forrest?

 I min have skal græsserne flette sig ind imellem de andre planter og ikke stå til skue som solitære planter med skilte på, så man kan se hvor de stammer fra. Jeg er revnende ligeglad med hvad de hedder. Jeg skal ikke snakke med dem!

Men jeg vil have at de er en del af bedene. De skal nikke med stråene helt ind på min pande. De skal sløre de andre planter, læne sig graciøst op ad dem eller klø dem på støvdragerne og lade næserne løbe med dugdråber så tunge som glasperler.

 De skal bøje sig og neje for mig, når jeg går tur, så jeg kan lade fingerspidserne stryge aksene og håndfladen mærke stråene

 De skal både danne bagtæpper og transparente fortæpper og bøje nakken helt ind over den nyklippede græsplæne, som en ballerina der dypper tåen i en ballet.

Derfor!

Jeg kunne aldrig nogensinde drømme om at plante alle mine prydgræsser bagerst i mine staudebede, foreslå det til andre eller for den sags skyld, finde på at tegne en ny have ud fra et sådan princip.
Og der er jeg måske Emma-Gad-agtig? Men jeg gider ikke høre på disse fundamentalistiske havedoktriner om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Her må tilfældighederne gerne råde.

Se så at komme ud og plant nogle flere prydgræsser i havens staudebede, - det er slet ikke så svært. Og lad endelig være med at høre på alt det ammestuesnak, der florerer rundt omkring. Også at de sår sig som karse og breder sig som kvikgræs. Vrøvl! Selvfølgelig kan man anskaffe sig græsser der breder sig, men de findes sjældent hos specialplanteskolerne, der som regel ved hvad de snakker om. Overdam i Hørsholm er et godt sted at starte.
- De fleste græsser holder længe, mange med gyldne farver og senere som havens spøgelsesagtige skeletter der bærer sne og rim til langt hen på vinteren.

"Ny løber i gangen til haven"

"De valgte løsninger i haven må ikke overstige husets detaljerigdom, da huset er havens hoved", siger en gammel læresætning.
Siden vi flyttede ind her, har den smalle passage som er indgangen til haven, været dækket af et klaplag cement, og nærmest "muret" de to bygninger sammen til én.

Cementlaget var ikke særlig tykt så det var rimelig nemt at brække op

 



Nu er tiden kommet til at der skal skabes lidt mere havestemning, og en lille rest af de gamle brugte teglklinker vi købte for en slik for længe siden, kunne lige akkurat række med en bort af piksten på hver side. Passagen er smallere i den ene ende og breddeforskellen opfanges derfor i pikstensborten. Det gør ganske enkelt for ondt i mit æstetiske center - der sidder lige under tandhalsene, hvis anlægsgartneren skulle skære i disse teglklinker. Derfor!

 



Og blot to dage senere er løberen lagt. Hm!
Man skal lige vænne sig til synet, der jo er noget mere prætentiøst end det gamle med cement! Men jeg synes nu alligevel, det er ok med materialevalget og den meget simple måde stenene er lagt på.
Og nu mangler der så en ny havelåge af træ at blive tegnet og udformet, så haven "begynder" allerede fra indgangen ved gårdspladsen. Siden 1931 har der siddet en rødmalet revledør, som ikke har været åbnet permanent siden vi kom i 2005. For som Johanne (den tidligere ejer) sagde," Der omme er jo baghaven hvor vi har kartoflerne og skraldespandende, og som man ikke kan se nede fra vejen"

"Sommerblomster er for tjenestepiger"

Sådan proklamerede den franske havearkitekt og skaber af Versailles, André Le Nôtre. - Jeg forstår godt pointen; at det er møjsommeligt langsomt og arbejdskrævende, der skal nurses, man skal pille og holde øje med dem og hvis man glemmer dem klasker de sammen som salat på en stegepande.

 

På opfordring, giver jeg her nogle overlevelsestricks til jernurt og bakkestjerne, så man ikke behøver at ansætte folk.

 

I vores have har vi nemlig løst problemet og efterkommet behovet for sommerblomster på en lidt lettere måde. Der bliver ikke sået i potter eller forspiret og priklet ud. Til gengæld har vi så heller ikke så mange forskellige, nogle gensår sig automatisk hvor de vil, og de mere besværlige, hiver vi op og smider i stalden i tørvejr efter den første nattefrost.

Verbena bonariensis, kæmpe jernurt på dansk, er en af de bedste sommerblomster vi har i vores have. Den er egentlig en staude under sydlige himmelstrøg, men her i Norden opfører den sig som en enårig men gensår sig selv, der hvor den holder af at være. Den har det bedst i jord med godt dræn og afhængig af gødningsmængden bliver den stor eller lille, så det styrer man helt selv. Efter første nattefrost rykker vi alle dem op vi gider, sammen med de dahliaknolde vi orker, eller kan holde ud at gense til næste år. Dahliaerne lægges til tørre i vores frostfrie kælder og verbenaer i plastsække med huller i, opbevarer vi i den gamle stald. Vi banker jorden af dem og klipper ned i 20 cm. over rodhalsen før de proppes i posen. Ofte strør vi lidt spaghnum over, for at de ikke skal tørre ud, men egentlig tror jeg de er bedst tjente med at blive lagt i styrophorkasser i sand og med lidt dække over. Det vigtigste er at de ikke tørrer ud eller bliver for våde så de rådner. Lidt lige så besværligt som dahliaer, hvis du forstår!?

Pointen er, at de ikke må få frost og vand, da fugt og frost sprænger fibrene i planterne. Derfor har jeg ofte haft held med at dække store verbenaarealer til i haven med et tykt bladdække og de er vokset hastigt videre næste forår. Det er absolut også den nemmeste metode.

Med overvintring indendøre, skal man tidligt i gang i foråret, - helst forspirre i marts i potter i drivhuset, før Verbena bonariensis plantes ud midt i maj.

 

Den spanske bakkestjerne, Erigeron karvinskianum på midterste billede, indtog haven her for flere år siden, begyndende som en yndig bellislignende sag i to potter på hver side af bænken. Næste år havde den sået sig selv som karse i sprækkerne mellem fliserne og blomstrede lystigt fra juni til frosten. Siden vender bakkestjernen nu og da tilbage i potterne. Vigtigst for begge disse blomstrende sager er, at de får de rigtige jordbundsbetingelser, hvis man vil udngå at skulle genså. Grus og sandet muldjord, hvor vandet kan løbe væk, er alfa og omega for at bakkestjernen kan forvilde sig ud i haven. De senere år har den indtaget stadig større arealer på vores grusbelagte gårdsplads, - især når vi har været lidt slappe med lugejernet....og helt uden hjælp fra tjenestepiger.

`This is an amazing and lively discussion! Fantasic.´

 

- en af de sidste buketter fra haven og med en venlig hilsen. 

Lad det være sagt med det samme: forrige indlæg ”Hvad gør en god haveblog eller bedre: hvad gør en haveblog god”, var ikke et forsøg på at stille nogen til regnskab for hvilke haveblogs man læser. Det var heller ikke min intention at provokere. - Men da jeg læste Emma Bonds indlæg `Bloggery´ på ThinkinGarden første gang, slog det mig, hvor éns mine destinationer har været, hver gang jeg har surfet rundt i have-blog-landskabet. Hendes artikel inspirerede mig til at tænke over, hvad det er der fænger mig og jeg fik lyst til at dele artiklen med alle der læser med på min blog. Derfor bad jeg ThinkinGardens redaktør Anne Wareham om at få lov at oversætte den. – Den skarpe læser kan hurtig gennemskue, at jeg ikke er oversætter, så man kan bestemt anfægte kvaliteten.  - Men tro det, eller la´ vær´: polemikerens mening er god nok!

Emma Bonds artikel er ikke en opfordring til, at der skal udnævnes smagsdommergrupper, eller give vind i sejlene for havesnobberi og selvfedme. Det er misforstået. Emma Bond giver blot udtryk for hendes mening og det hun observerer, i et ret præcist, humoristisk, sagligt og lidt selvironisk indlæg til debatten om haveblogs i England. – Og som det ofte er med den slags fænomener - i dette tilfælde bloggene: det griber om sig, udvikler og forandrer sig og brugere og indehavere, begynder så småt at udveksle meninger og tilkendegiver deres egne kvalitetskrav, og hvad de holder af eller holder mindre af. Kort sagt: i takt med det stigende antal `haveblogs´, nyder vi godt af friheden til at kunne sortere og udvælge. (En af de svære discipliner på internettet i øvrigt) Hun nævner ikke de blogadresser hun går udenom, men trækker de gode eksempler frem i lyset. Det samme vil jeg forsøge her.

Den tematiserede haveblog

Jeg har både en professionel og privat interesse i at læse haveblogs, så de varierer i både udtryk og indhold. Det er derfor en overraskelse for mig at Henrik fra Min franske Have var den første, der reagerede på indlægget, da jeg mener at Henriks blog, som en af flere, netop illustrerer, at en stærk haveblog, holder fokus på have og natur. Den er præget af to, parallelle forløb, forankret i hans egen person og uden at det bliver for privat. Den ene: ”at-gøre-det-selv i relation til min have”, med en god og informativ formidling både i billeder og tekst og den anden: ”Henriks frankofile fornemmelse for have”, hvor han bekender sig til én bestemt stilart. Jeg sætter pris på forfatterens beslutsomhed og entusiastiske formidling af interessen. Havens før- og efterbilleder og de dyrkningstekniske indlæg er informative, uden at procesbillederne tager overhånd. Hans blog er interessant for mig, - uden at jeg selv er særlig frankofil. Og den bekræfter mig i at tematiseret havestof - fra en person der selv ”har fingrene i det”, og befrier bloggen for udenoms-diller-daller, - nemt lader sig folde ud, så det bliver både interessant, underholdende og nærværende.

The Green Gardengate og The Galloping Gardener, er to andre tema-haveblogs jeg jævnligt følger, og i en helt anden kategori; fordi de inviterer mig med ud i havelandskabet. Den første, primært om romantiske haver og landskaber i Norden og den anden fortrinsvis med topstykkerne fra England og små afstikkere til resten af Europa. Det er to haveblogs, der holder sig til det klassiske og romantiske eller med afsæt i ældre haveanlæg.

Nutidige haver er selvfølgelig også en stor interesse og nødvendighed for mig i relation til mit arbejde. Her er det mest hjemmesider; nationale og internationale, og af danske haveblogs finder jeg ligesindede i Karinas HAVERUMMET, fra beskrivelsen af egne projekter i den lille private have, og i et nutidigt formsprog, - til at anvise læseren sites og steder, hvor man kan hente inspiration til samtidige, moderne og minimalistiske haver.

Gode fotos betyder meget for mig og Lone Biels HaveRUM holder, - lidt stille ind imellem men, - øje med de urbane haver og moderne nye tiltag, og altid med fokus rettet på haven som rum, hvilket selvfølgelig er en af mine kæpheste.

Den personlige dagbog

Denne kategori har en stor spændvidde, lige fra det meget private, der ikke bevæger sig særlig langt ud over matrikelnummereret og med alenlange, usorterede fotoserier, - til de personlige beretninger omhandlende gøremål, filosofi, og tankevirksomhed i relation til haven som begreb og med naturen som medspillende faktor. Her holder jeg af selvironien, og at forfatteren ikke er konfliktsky, men tør tilkendegive sine egne meninger på bekostning af behagesygen.

Hannu på Kinnekulle er et godt eksempel på en sådan dagbog, med en lidt underspillet, æstetisk tone, i både billeder og layout, på have, mad, og livsførelse, krydret med de utraditionelle løsninger. Tekster og billeder, følges ad, skarpt forfulgt af humor, ironi og selvindsigt.

Den sociale haveblog

Jeg underkender ikke det sociale aspekt i mange haveblogs. Jeg røres af Malenes kommentar i forrige indlæg, hvori hun beskriver vigtigheden af at hendes blog rækker ud over det faglige. De foreninger og kredse som i mange år har formidlet kontakter og faglig viden i det danske havelandskab suppleres nu langsomt af professionelle og amatørers, brug af internettet til at kommunikere og profilere sig på sites og haveblogs, der skaber kontakter så vi kan mødes om fællesinteresser, og på mange planer. - Men jeg kan ganske enkelt ikke nå at følge med, da de jo fordrer, at man selv er en aktiv del af dem. Og som Malene siger: ” Det tager tid” og som Henrik udtrykker det: ”vi skal jo også passe familien, arbejdet og haven.”

Så er der selve layoutet, som er en kategori der ligger i tæt forlængelse af selve indholdet. Eller gerne skulle gøre det!!

Jeg holder af at siderne er enkle og overskuelige, uden for mange udveje og nye indgange med labels, henvisninger, links og sites der lokker. Jeg vil gerne hurtigt kunne danne mig et overblik over indholdet og hvor jeg er. Jeg foretrækker også den rolige og gerne monokrome baggrund med de gode fotos ”i centrum”, frem for den med krummeluretapetet eller kalmarbrædderne. Mange af de blogs, der er ”pyntet op”, er også ret langsomme når jeg ”skroller”, og de afleder opmærksomheden fra indholdet. Det skyldes måske min langsomme pc? - Jeg ved det godt; - det er jo selvfølgelig også en smagssag hvad man kan lide. Men jeg mener nu sagtens det kan gøres både romantisk og delikat med enkle midler og en god balance imellem ”det maskuline og det feminine”.

Når alt det så er sagt, må jeg erkende, at både jeg som it-bruger og min egen blog, trænger gevaldigt til en opstrammer/ opgradering. Imens jeg arbejder på det: spidser til og luger ud, - så vil jeg til slut sende en stor hilsen og tak med en lille buket blomster til alle jer der har bidraget til debatten. Og til Anne Wareham, som også syntes at denne diskussion var både amazing og fantastic.

Måske den kan være en inspiration til at se på sin egen haveblog, - med ”andre øjne”.

 

God dag til alle......

Hvad gør en god haveblog, eller bedre.....

Hvad gør en haveblog god?

 

Haveblogs er blevet en vital og spændende - og dødbringende, kedelig - del af haveverdenen i de sidste par år. Det er måske tid at gennemgå dem og overveje, hvad de har at tilbyde seriøse havefolk, og de første anmeldelser vil blive vist her i et par uger. Her er Emma Bonds introduktion til emnet.

Anne Wareham, redaktør, ThinkinGarden.
Klik på linket ude i højre side!

Jeg blev først introduceret til blogs og det at blogge for omkring 6 år siden og entusiastisk begyndte jeg at læse om alt fra mad til interiører, fra mode til havearbejde, samt håndværk og vintage. På det tidspunkt virkede det som om de mest veludviklede og sofistikerede blogs kom fra USA og deres stil og layout satte standarden for de britiske bud. Kort efter at jeg opdagede man kunne blogge, startede jeg så min egen blog og blev ret besat af at opdatere den regelmæssigt og kommentere andres blogs, for til gengæld at få kommentarer på min, hvilket syntes at være `det helt store´. Det var min første introduktion til at arbejde skriftligt og her igennem mødte jeg en række mennesker IRL (i det virkelige liv) andre bloggere, havefolk og havedesignere.

Men - og det er så temmelig udbredt blandt bloggere - min blog er nu uelsket og temmelig overset efter at den første begejstring har lagt sig, og i virkelighedens verden; er det blevet tydelig for mig, hvor vigtigt det er, at kunne skrive originalt og med et interessant indhold, så langsomt er den nu ved at visne hen. Men jeg vender dog tilbage ind imellem, for at sende noget eller tjekke om den stadigvæk er i live.

Det forekommer mig at der er to typer af bloggere. De, der er det for deres egen skyld, for at have en afsætningsmulighed for deres skriverier eller fotos og for at tage kontakt med andre bloggere, og så er der dem, der er det med et mere kommercielt formål, og det er her fårene skilles fra bukkene. Det handler om reklame, - selvfølgelig er der dem som gør det af den grund, og dem som ikke gør. Men den værste form for reklame, er de billigste Google-annoncer, som virkelig tænder mig af, ​​fordi de lugter lidt af desperation og virkelig ødelægger sitet. Den veldesignede og mindre indgribende reklame fortæller mig, at bloggen sandsynligvis bliver læst af mange, og måske nok til at jeg vil give den en chance. Men overordnet, så foretrækker jeg dem uden reklamer.

Standarden for skrivningen og fotograferingen varierer vildt og jeg går straks videre, hvis jeg kommer ind på en dårligt skrevet blog. Specielt den slags haveblogs, der er humorforladte og hvor man er tilbøjelig til at smide alt for meget ind af den slags detaljer, man finder i gør det-selv-havebøger. Ofte listes der endeløse billeder af pletter med bar jord, masser af close-up billeder af blomster og alt for meget information, hvilket gør dem lige så kedelige som en fælles-mail til jul. Tilføj så et dårlig layout og prop det med alt for mange widgets, og jeg holder dårligt nok ud at læse dem.

Når det så er sagt, så må jeg erkende at standarden er forbedret massivt i årenes løb, og at der nu findes en bred vifte af temmelig interessante og velskrevne haveblogs.

De bedste af dem har et flot design med et godt og tydeligt layout, der er gode fotografier, det er korte blogindlæg, som er velskrevne og gerne med lidt vid og humor, da jeg er af den mening at haveskrivning kan blive frygtelig kedeligt, i de forkerte hænder. Jeg vil gerne vide, hvilke slags haver folk elsker og hvilke de væmmes ved, hvilke typer af teknikker og tips, de finder nyttige, de bøger de læser, de grøntsager de dyrker og spiser og de planter, de elsker. Jeg er også interesseret i at læse om de elementer der er omkring haven; det værktøj folk bruger, ting og sager folk sætter op i deres haver, hvor de kan lide at købe ting, og den slags.

For øjeblikket nyder jeg et par haveblogs; The Oxonian Gardener, der har gode billeder, interessant indhold og er et smukt designet site. Jeg nyder også at læse Harriet Rycrofts blog for Whichford Keramik: hun holder det kort og med gode billeder og masser af interessant info. Gill Carson, My Tiny Plot, er en anden interessant blog samt Gayla Trail, der har haft sin i næsten 13 år. Der er mange andre som er værd at kommentere, Fennikel & Fern, The Enduring Gardener og Charlotte Weychan på The Galloping Gardener.

Samlet set, så er der både dem jeg elsker og dem jeg hader, - der er en bredde og variation i haveblogsene, der er svær at finde i den mainstream, man finder i havens skriftlige verden, som er domineret af en relativ lille gruppe forfattere og for det meste mænd. At blogge har givet en stemme til mange mennesker, - det virker som en stikkontakt, en måde at være en del af et fællesskab og møde folk på. Selvom standarderne varierer enormt, er der plads til alle. Der er mange elementer i haveblogs som jeg finder frustrerende, især at bloggere er nødt til at aflure en masse andre blogs for at kunne finde deres egen stil. Der findes en viden og ligefremhed i haveblogs som ikke ses i haveprogrammer eller publikationer, som er langt mere egnede til det mere erfarne havemenneske, ligesom det gælder at nye havefolk kan søge råd og hjælp, hvorfor de mange blogs, appellerer til disse grupper.

Jeg tror helt sikkert at haveblogs er kommet for at blive. Jeg forestiller mig at der i den nærmeste fremtid vil være flere bloggere der ”tænder på” videoen som det nye medie, og vi vil komme til at se masser af enten interessante optagelser eller en del med en stor portion rystende håndholdte detaljer. Det kan gå begge veje. Det er klart, at annoncørerne ser haveblogsene som en god måde at få deres budskaber igennem på, og vi vil se flere professionelle og betalte bloggere og måske ud fra denne nye generation af havefolk, vil der være dem vi snart vil kunne opleve på vores tv-skærme, eller kan læse deres skriverier om havearbejde i magasiner og andre publikationer.

Oversat med originaltitel: Bloggery af Emma Bond - med tilladelse fra ThinkinGarden 
Emma Bond: http://www.bathgardendesign.me.uk/
 

 

Og så et lille ps for at rette evt. misforståelser: - det er Anne Wareham fra ThikinGarden, som har lavet indledningen øverst, - jeg har blot fået lov at oversætte det hele til dansk og gjort mig ulejligheden, fordi jeg synes artiklen er interessant, og et godt diskussionsemne. Jeg personligt er ikke enig i alt hvad Emma Bond skriver, og vil give mit bud senere på, hvad en god blog er for mig.

Hvad er en god haveblog for dig??

Fortsat god dag til alle
Kjeld

 

Et yndet havemotiv

Vi oplever synet flere gange dagligt, da det er udsigten fra gårdspladsen, gennem smøgen, ned i haven bagved huset. Det minder os om at haven ligger der, og det enkle motiv fremstår stærkt i al sin enkelhed, uanset vejr og årstider. Og trods planternes egen frie viljetrang, skal der egentlig ikke meget arbejde til, for at holde samvittigheden god og motivet nogenlunde stramt og stringent.

Dørene i siderne af hækkene, danner lysstriber på gulvet af græs.

 

Dobbelthække og hækalléer er en af havekunstens stærkeste elementer og er brugt igen og igen, siden oldtiden. Første gang jeg blev bekendt med at man kan være så ødsel med pladsen var i G.N. Brandts have i Ordrup, og hvor man stadigvæk kan finde resterne af dobbelthækken med en mellemgang i den lille, private have, som han anlagde i 1914, ved hans embedsbolig.

Når Lykkefund blomstrer, bliver Kavalergangen særlig romantisk.

 

 

 

I haven på Sissinghurst fra 1930, deler den dobbelte takshæk; The Yew Walk, Lower Courtyard fra the Orchard og fungerer som en slags fordelergang mellem forskellige områder.

se mere på: //www.invectis.co.uk/sissing/ssrose3cent.htm

 

Efterårsdisen slører gangen og skaber en  hvid port for enden af havegangen.

 

Hos os er bøgegangen, som vi nu og da kalder Kavalergangen, en "pause" imellem to haveområder: til venstre for gangen den store græs- og staudehave og til højre de 6 ellipseformede særhaver i forskellige størrelser og med forskelligt indhold. Samtidig er gangen en hovedakse for hele haveanlæget, og som giver os en forbindelse til marken i baggrunden og i tillæg, virker som en fordelergang, eller et neutraliseringsområde, mellem de to meget forskellige haver.

Et vintermotiv på et stærkt skelet

 

Men det er altså også et havemotiv, der fanger lyset, vejret og de forskellige årstider, og nok også det mest fotograferede motiv i vores have overhovedet, da det er det første syn man møder, og som også virker stærkt på vore havegæster.  Motivet stimulerer fantasien om en have og lysten til at gå en tur på opdagelse,  - ned igennem tunellen.

På Clausholm Slot, finder man motivet i Den Blå Gang.

 

I renæssancehaven ved Villa Gamberaria i Italien finder men én blandt mange af disse motiver.

 

Ved et moderne byggeri danner en let pergolakonstruktion en lang spadseregang, og mildner byggeriets karske udseende.

 

"DAHLIAS" - MED SMAG OG MED UBEHAG

"In addition to roses and clematis Walter had a deep passion for dahlias, the bigger, the brighter and the fleshier the better. He bought a large collection from an expert almost as soon as we bought the house (East Lambrook Manor), and the first summer they enjoyed a secluded season in front of the hedge that seperated us from the next house.

There was no other place then in wich to grow them, and I thought it was an admirable permanent home for them, a position all to themselves, with a hedge as background, but Walter felt that they were being slighted by being put in the background and when I came to plant my terraced garden I was told to leave plenty of large space for the dahlias", citat slut fra Margery Fish ´ afsnit om dahliaer i hendes helt igennem fantastisk, humoristiske, inspirerende, sjove  tankevækkende og lærerige bog We made a Garden fra 1956.

I dag er East Lambrook Manor renoveret, den have der fik så stor betydning for hvorledes vore haver har set ud op igennem 60érne, 70´erne og 80´erne. Man kan vel kalde hendes havetype en slags moderne cottagehave. Men bogen We made a Garden er også en personlig beretning om hendes afvigende havesmag i forhold til hendes dominerende mand Walter, som er den tredje hovedperson i bogen, ud over haven og forfatteren selv.

Det der glimrer mest; er hendes letlæselige sprog, i forlængelse af en pragmatisk tilgang til havefaget og hendes generelle syn på det kunstige. Hun hader ikke dahliaer, men udvælger sorter, der harmonerer med hendes egen individuelle smag og hun illustrerer forbilledligt, hvad hun mener. Ja hun er ganske vist af en anden rang end Vita Sackville-West, men hun havde et tag i det jævne havefolk og formidlede sine tanker, idéer, holdninger og smag og ubehag på en bramfri og meget underholdende måde.

Måske lever vi i en tid hvor vi er blevet have-berøringsangste, og hvor det er blevet ganske upassende at give udtryk for hvad man mener?
Jeg har ikke set Søren Ryges seneste udsendelse om dahliaer og hørt om hans syn på folk, der ikke har dem i deres egen have, - han må gerne fortælle mig sin mening, ja jeg forventer det faktisk, og jeg tror nok også at jeg kender den, - men jeg kan sjældent blive særlig provokeret af den.

















Derimod undrer det mig meget, at der ligger nogle "orme" og lurer som en slags undergrunds-have-bloggere og venter, parate til at myldre op og være pikerede og fornærmede, hvis man fortæller om sine egne holdninger og meninger om havefaget og forsøger at argumentere.

Margery Fish fortæller videre om hendes problemer med at opbevare dahliaerne om vinteren, at farverne blev blandet og at hendes smag ikke var i overensstemmelse med Walters:

"They were the most flashy collections of dahlias I have seen, only fit for a circus, as I often told my husband"

Jeg arbejder videre i min køkkenhave med grøntsagerne, bedene, strukturen, farverne og dahliaerne, hvoraf der til stadighed er nogle som ikke passer ind i min smag, giver mig ubehag og derfor må kasseres.

 

Bedste hilsener her fra...også til alle ormene!

Kjeld

Swingerklubber og klaphatte

Noget er gået min næse forbi i diskussionen om at kassere eller ikke kassere, sortere og smide ud eller gemme for senere at kunne forære væk.

Vi hører det vi tror vi hører, afhængigt af lydhørheden, og vi ser det vi tror vi ser , afhængigt af antallet af splinter i vore øjne.

Mine intentioner var ikke at sætte en diskussion i gang om `likes and dislikes´, men  nok mere at opfordre til at tage konsekvensen af sine egne.

Mettes syn på dahliaer er så en lille perlekommentar, der dumper ned i postkassen og som trækker i smilebåndet.

 

Uden endelig tilladelse, men en stor tak for "En uforglemmelig kommentar fra Mette Kjær", på indslaget `Så er der porno igen´ - om at sortere, luge ud og kaste bort:

 

 

 

Dahliaen i sig selv er  vel ikke "grim", lige meget hvilken form eller farve den måtte have. Mon ikke dahliaen er en uforstået enspænder. En ubegribelig erimit, nogen, nogle absolut må have parret med nogen eller noget og tvunget i selskab. En orangefarvet tibetansk munk kastet ind i en swingerclub, eller til fodbold i parken, så den kan være en af vores. Blomsterhoveder som klaphatte i flok. Nogle folk kan ikke klare, at noget kan stå alene og er nok i sig selv. Det gør dem usikre og utrygge.
Jeg har ikke selv dahlia i haven, og vil hellere bruge tid på andet end at vinteropbevare knolde men jeg tror, at enhver dahlia kunne leve smukt i de rette, rolige og eftertænksomme omgivelser. Det går ikke at tvinge dahlia i selskab, lige meget hvor godt farverne står til hinanden, eller formerne synes at harmonere. Selv folk, der er bare lidt plantefølsomme, kan mærke, at noget går galt og får lyst til at kyle dahliaerne på komposten, og det er synd for dahlia.
Måske er dahliaerne i haverne et udtryk for haveejernes andel i flokmentaliteten. Lange bede i farveorgier hvor den enkelte blomst forlængst er druknet (og død i sig selv) kunne være udtryk for udpræget flokmentalitet. Her kan alle ukritisk være med, så længe der truttes med på den fælles begejstring. "Forfinede" bede med "udsøgte" sammensætninger kunne være udtryk for selektiv flokmentalitet, med vedtagne nomer for, hvad der er rigtigt og forkert, og hvem der kan være med, og hvem der er udelukket. Her skal ingen vise sig med den forkerte farve.
Dahlia udfolder sig ikke i flokke. Dens væsen dør og bliver grimt og uægte at se på. Det er ikke den enkelte dahlias skyld, uanset farve eller form. Længe leve enestående dahlia. Synd du må drukne i kaotisk mylder eller ende vraget og bortkastet til komposten. Kunne du i det mindste få lov at dø over vinteren, i jorden hvor du stod, uden ledsagne "uf" lyde eller udsigt til endnu en sommer med klaphat i parken.
Mange venlige hilsner fra Mette Kjær.

 

Tak til Mette Kjær.

...og go dag til alle i andre....

 

Kjeld