- Når vi så er dernede - helt nede på knæene, - så kan vi lige så godt bruge tiden fornuftigt!! – Til haver nede ”på jorden” – parterrehaver – et gammelt fænomen, med rødder helt tilbage i oldtiden.
Billedet herover, - fra min kollega Anne Marie Poulsens havegang af brudfliser i sort skiffer og med brede mosfuger, iklædt sne, - er efter min mening, et meget fint og stærkt inspirerende billede. Et oplæg til en nyfortolkning af emnet, hvis man forestiller sig motivet i en større skala. Et afgrænset haveareal med bløde klippede buksbomhække, der omkranser nogle irregulære jordstykker til dyrkning eller blot med mørkt grus og gule erantis i det tidlige forår. - Det kunne blive til en ny, moderne og abstrakt udgave af den gamle parterrehave, der oftest er symmetrisk og meget statisk i udtrykket.

Det enkle græsparterre med lave hække fra Gottorp Slots park i Slesvig, er et udmærket bidrag til hvorledes, man kan udforme sine bede i køkkenhaven.
De næste billeder er fra min egen parterrehave vinter og forår. Fordelen ved parterrehaver er, at de altid er smukke. Det er helårshaver. Arbejdsomfanget bliver selvfølgelig større i takt med forlangende om flere blomstringstidspunkter.
Mønstret her er betinget af en krum sti der fører rundt om husets gavl og min lyst til at føre et zigzag mønster fra en af mine gamle keramiske skåle op i en tredimensionel udgave i klippet grønt.
De to ellipser af klippede ambrahække har jeg plantet vinkelret på hinanden,
så de deler korshaven ind i mindre bede for at holde styr på krydderurterne.

Sne på buksbom ved Het Loo, - hvem sagde konditorkunst i marengs?
Det genskabte anlæg ved slottet Het Loo i Holland, var en af de første rekonstruerede barokhaver og inspirerede resten af hele Vesteuropa til at udgrave og genetablere gamle barokke haveanlæg.
Igennem århundreder har havefolket bygget ovenpå tidligere generationers arbejder med det ornamentale, og personligt synes jeg det er lidt for sjældent at vi ser fornyelser af de gamle dyder. Bevares jeg holder mig heller ikke tilbage for at kopiere! - Og jeg har det nok bedst med renæssancehavernes asymmetriske formsprog, der er langt mere uforudsigelig og stimulerende end barokkens logiske gentagelser, og egentlig finder jeg mange lighedstræk fra renæssancens formsprog til vor tid. –
Billederne herunder er fra Villandry i Frankrig og et af de mest spektakulære gendigtede anlæg man kan forestille sig. Historien om Dr. Joachim Carvallo, der opgav en blændende karriere indenfor videnskab, for at hellige sig genskabelsen af denne enorme og bemærkelsesværdige renæssancehave, er mindst lige så interessant.


Den klippede overflade af forskellige sorter buksbom fremstår med en smuk gobelineffekt.
Ps: "Parterrehaver er noget der lettest kan opstå, hvis man ser det hele sådan lidt på afstand, - oppe fra de lidt tyndere luftlag!"
http://www.chateauvillandry.fr/en/





















