”Kom nu lige lidt ned på jorden igen……..”

Vi har hørt det før, når ens nærmeste synes man opholder sig lidt for langt oppe i de tyndere luftlag og beretter om vidtløftige tanker og idéer.
- Når vi så er dernede - helt nede på knæene, - så kan vi lige så godt bruge tiden fornuftigt!! – Til haver nede ”på jorden” – parterrehaver – et gammelt fænomen, med rødder helt tilbage i oldtiden.



Billedet herover, - fra min kollega Anne Marie Poulsens havegang af brudfliser i sort skiffer og med brede mosfuger, iklædt sne, - er efter min mening, et meget fint og stærkt inspirerende billede. Et oplæg til en nyfortolkning af emnet, hvis man forestiller sig motivet i en større skala. Et afgrænset haveareal med bløde klippede buksbomhække, der omkranser nogle irregulære jordstykker til dyrkning eller blot med mørkt grus og gule erantis i det tidlige forår. - Det kunne blive til en ny, moderne og abstrakt udgave af den gamle parterrehave, der oftest er symmetrisk og meget statisk i udtrykket.


Det enkle græsparterre med lave hække fra Gottorp Slots park i Slesvig, er et udmærket bidrag til hvorledes, man kan udforme sine bede i køkkenhaven.

De næste billeder er fra min egen parterrehave vinter og forår. Fordelen ved parterrehaver er, at de altid er smukke. Det er helårshaver. Arbejdsomfanget bliver selvfølgelig større i takt med forlangende om flere blomstringstidspunkter.
Mønstret her er betinget af en krum sti der fører rundt om husets gavl og min lyst til at føre et zigzag mønster fra en af mine gamle keramiske skåle op i en tredimensionel udgave i klippet grønt.





De to ellipser af klippede ambrahække har jeg plantet vinkelret på hinanden,
så de deler korshaven ind i mindre bede for at holde styr på krydderurterne.


Sne på buksbom ved Het Loo, - hvem sagde konditorkunst i marengs?
Det genskabte anlæg ved slottet Het Loo i Holland, var en af de første rekonstruerede barokhaver og inspirerede resten af hele Vesteuropa til at udgrave og genetablere gamle barokke haveanlæg.

Igennem århundreder har havefolket bygget ovenpå tidligere generationers arbejder med det ornamentale, og personligt synes jeg det er lidt for sjældent at vi ser fornyelser af de gamle dyder. Bevares jeg holder mig heller ikke tilbage for at kopiere! - Og jeg har det nok bedst med renæssancehavernes asymmetriske formsprog, der er langt mere uforudsigelig og stimulerende end barokkens logiske gentagelser, og egentlig finder jeg mange lighedstræk fra renæssancens formsprog til vor tid. –
Billederne herunder er fra Villandry i Frankrig og et af de mest spektakulære gendigtede anlæg man kan forestille sig. Historien om Dr. Joachim Carvallo, der opgav en blændende karriere indenfor videnskab, for at hellige sig genskabelsen af denne enorme og bemærkelsesværdige renæssancehave, er mindst lige så interessant.




Den klippede overflade af forskellige sorter buksbom fremstår med en smuk gobelineffekt.

Ps: "Parterrehaver er noget der lettest kan opstå, hvis man ser det hele sådan lidt på afstand, - oppe fra de lidt tyndere luftlag!"

http://www.chateauvillandry.fr/en/

"My kind of Garden"

Kvadratet danner grundform og er hovedtema på havens gulve

David Hicks bog med ovenstående titel er netop genoptrykt og viser designerens favorithaver, både dem han selv tegnede og andres værker som han mente havde noget helt specielt over sig og som passede ind, nøjagtig efter hans eget hoved.


Le Jardin Plume bygger på barokkens velkultiverede symetri nær huset og overgiver sig til naturens plantesamfund i takt med at man fjerner sig fra beboelsen.

Det er da også en god idé at samle på sine helte og være sig bevidst om hvilke haveværker der betyder mest for en, selvom det ikke er Hicks´ bog der her skal omtales. - Selv henter jeg inspiration i de ca. 5000 års havekultur vi har til rådighed, plantesamfund, arkitektur, kunst, filosofi, etc. og kan jeg komme afsted med at sætte et dansk fingeraftryk i et af mine haveanlæg, har jeg en god fornemmelse for at jeg er på rette vej.
Derfor hører denne smukke franske have Le Jardin Plume også til en af mine absolutte favoritter, og som man skal lade være at kopiere, men blot lade sig fascinere og lære lidt af. Man forstår godt hvorfor det engelske havemagasin Gardens Illustrated kårede haven som "The Garden of the Year" i 2009.

Euphorbia som bund med de elegante jernportaler med kantede knæk, der giver haven et moderne løft og en fin kontrast til de gamle bygninger

Her er både form og indhold. Og fordi Sylvie og Patrick Quibel vedkender sig deres regions havekultur med de kvadratiske parterrebede og aner helt tilbage i den franske barok, der fortsætter langt ud i det flade landskab, - bliver det de har skabt her, et ganske særligt og meget ærligt haveanlæg. Den forholdsvis nedtonede detaljerigdom uden krummelurer er i tilgift en rafineret, flot og nutidig måde at behandle de klassiske udsmykningsdiscipliner. Her bliver tingene ikke overgjorte. Le Jardin Plume rækker både bagud og peger fremad og plantesammensætningerne er i en klasse helt for sig, og efter min mening noget af det bedste jeg har set indenfor græs- og staudekombinationen.


Den spidse hækportal er et forfriskende og nutidigt indslag, der afløser gamle og tunge romanske rundbuer, der "hærger" rundt omkring.
Have, bygninger og landskab i et overbevisende møde




Græs- og studebedene

Klik øverst i min linkboks og se mere fra Le Jardin Plume. Eneste minus på sitet er de lidt overgjorte fotos.


Græsser en masse, - have og landskab mødes i et lidt for parfumeret aftenlys.

STATUS - fra mark til have, som nu er min egen

September 2005: Fra stuehuset set mod nord, hvor det gamle tjørnehegn står med bare ben, ribbet af køerne der havde gået her på græs i mange år.

Det er tid at gøre status. Forretninger gør det med jævne mellemrum og tæller varelageret op. Som haveejer er det fornuftigt at foretage en tilsvarende manøvre for at kunne tilrettelægge og planlægge fornuftigt! - (Nu siger du godt nok Fornuftigt!?) Haver har ligeså meget med følelser at gøre, og skulle det stå til dem ville min have være åben for publikum 24 timer i døgnet året rundt, fordi det er en meget stor fornøjelse at dele sin haveglæde med andre.
Men i år skal min have være min egen, - helt alene for mig selv, min familie og mine nærmeste. I år vil jeg ikke dele den med andre. Ikke af nærrighed men ud fra en fornuftig betragtning.
Når jeg se på de gamle billeder fra etableringen af Ellipsehaverne forstår jeg godt at jeg under tiden brækkede mine negle, fik flænset mine fingre, knækkede lænden og havde mioser i nakken.- Og strabadserne har da også givet pote: mange glade havegæster hvert år og mange nye kunder. Det var sådan set også den sekundære hensigt med at lave haven i sin tid, ud over den vision: at skabe noget, der i hovedtræk var betinget af en bestemt form.
Jeg mener selv det lykkedes og en af gevinsterne er at jeg i år, har fået endnu flere kunder, der har bedt mig om at tegne deres haver.

Derfor skal der gøres status: og ønskerne og planen har allerede tegnet sig for at der fra næste år skal være Havesommermarked, hvor Ellipsehaverne danner ramme om et åbent havearrangement med indbudte fagfolk og gæster. Jeg glæder mig allerede.


Gården set mod syd, op over den nyharvede mark august 2005


Med venners hjælp blev de første af de 2500 bøgetræer plantet i november 2005.


Januar 2006, for præcis fem år siden da bøgen stod med toppen over ca. 30 cm. sne
og tegnede de ellipseformede linjer der i dag er vokset op og er begyndt at ligne skulpturelle rum.


En have vokser hurtigt op, hvis man har planlagt den og ved hvad man vil.


På fem år skabte vi en have, der ved hjælp af tiden, fik det hele til at vokse op



Jeg er allerede ved at planlægge mine egne havebesøg; i Berlin og måske Nordmandiet!!!!

Foredrag på Fyn

På torsdag kl. 19.00. holder jeg foredrag i Ringe Bibliotek på Fyn


Foredraget er en kombination af dias-, powerpointshow og snak, arrangeret af Det Danske Haveselskab, og her vil jeg først fortælle tilhørerne om en lille have på ca. 475 kvm, som min hustru og jeg anlagde for år tilbage.


Det var en dejlig lille intim have med "små og frodige værelser" og hvor havearkitekturen var betinget af husets placering, husets form og stil, og de begrænsninger der ellers var på den lille grund.


Efter pausen fortæller jeg om Ellipsehaverne, som er et større projekt, der hele tiden udvikler sig og som er et forsøg på at indtage et større landareal ud fra en havekunstnerisk vinkel. Jeg fortæller om inspirationskilderne, udformningen, planterne, farvevalg og fravalg etc.


Foredragene plejer at være velbesøgte. Og særlig i vintermånederne og de sene efterårsmåneder, før det for alvor går løs i haverne igen, glæder det mig rigtig meget når jeg oplever at kunne inspirere havefolk til at gå hjem med fornyet lyst og vilje til at eksperimentere og have det rart i haven.


Det er jo først når haven bliver alvorlig for os, at det bliver rigtig sjovt.

ps: Jeg skal stadig huske at kreditere Gabriella Dahlmann for fotoserien herover.

Linjer, flader, form og rum

Vallø Slotspark nær Køge, en gammel landskabelig have,
hvor de præcise kurvede og lige linjer skaber dynamiske rumforløb i et storslået anlæg. Det er stærkt inspirerende for en havearkitekt, selvom jeg godt ved man ikke kan proppe en slotshave ned i en lille privathave. Men der er meget stof at hente her alligevel, - ligesom i skoven, ved mosen, søen, havet og fra brakmarken.




I Vallø Slotspark er der arbejdet med præcision og proces gennem flader, linjer form som kontrast til vækstdynamikken i landskabet.
Parterrebedet i Kongens Have i København har et ganske andet inspirationsforlæg end det landskabelige, men her er der også arbejdet med linjer, flader og form.
De fleste passionerede haveejere har et klart sigte med deres haver: at dyrke plante-og blomsterglæden. Derved skal haven være et sted hvor man kan plante, så skære, lave om og herse og regere. Kort sagt: haven skal være en legeplads.

Mange haveejere vil betakke sig for at få en have- og landskabsarkitekt indenfor matriklen. "Her skal vi da selv bestemme!".
Det forstår jeg godt.
De må have det nogenlunde som jeg, hvis skrækscenarie, ville være at komme hjem fra en weekend og opdage at et tv-hold havde lavet om i min have for at lave et haveprogram. Og i misforståelsens ulidelige realitet, bildte sig selv og deres seere ind, at de havde gjort mig en fantastisk stor tjeneste og gjort det hele endnu smukkere!!!

Ovenstående er udtryk for at vi KAN og VIL gerne, helt selv.

Men der er dem som har indset, at de godt kan bruge noget hjælp hvad angår formrigdommen, - at der bliver tilført en havestruktur til stedet, som man kan boltre sig indenfor.
Alternativet er at haven starter i den ene ende og vokser bid for bid, indtil man helt tilfældig får fyldt matriklen ud.
Det er der for så vidt ikke noget i vejen for. Den slags haver kan være yderst charmerende og meget interessante. Men det kan også nemt ende med en gang overordnet rod, der får haveejeren til at miste modet, retningssansen og sidst, men ikke mindst: arbejdslysten i haven.

Derfor består mit arbejde ofte i at lave nogle holdbare rammer, som ejeren kan lege i og fylde ud, med sit eget valgte plantemateriale. Eksempler på det, kan du se i billederne herunder.


Her danner de præcise parterrebedformer, (hvor der bliver dyrket krydderurter) en naturlig overgang fra husets facade til resten af haven, der bygger på landksabets grundprincipper. Haven er netop anlagt og resultatet anes, men bliver først tydeligt når plantematerialet er modnet lidt mere.


En plet midt i det der inden længe bliver frodigt





Alle fotos i ovenstående ramme er af den svenske fotograf og havebogsforfatter Gabriella Dahlmann, som besøgte mig sidste sommer og fangede noget af alt det jeg synes er interessant ved at formgive haver; at skabe linjer, flader og rum, der bygger på nogle overordnede idéer og begreber og at de med tiden, i kraft af det groedes princip udvikler en form for magi.

se mere på: www.gabrielladahlman.se

Juletræet med sin pynt......

"Som barn har man en ubændig trang til at alt julepynten fra kassen skal på træet. Som voksen spørger man sig selv om det eventuelt kan blive smukt med lidt mindre"

Jeg bruger det ofte som metafor i undervisningen på Akademiet og ikke mindst når jeg arbejder med skitseoplæg og tegninger af haver.
Selvfølgelig bliver der en diskussion imellem mine kunder og jeg, når resultatet fremlægges og her er det flair for det pædagogiske og evnen til at sætte sig ind i folks behov, der kommer på prøve.
For det er jo ikke mit "juletræ"!

Alligevel er det mit mål at komme med enkle og overskuelige forslag, - at der er en overordnet tanke, en idé, ja en stærk form som kan overleve generationers slid og som vil kunne klare tidernes modelune.
Indenfor haver er det svært at operere med mode, som i gængs forstand er noget der skifter i takt med årstiderne.
Haver kan man ikke jage med, som længder på nederdele, - her er der tale om stil.
På den anden side skulle mine anstrengelser med et haveanlæg også gerne resultere i at de nye haveejere føler, at de selv kan præge det haveanlæg de så møjsommeligt har anskaffet sig.
Netop derfor formen. En have med en overordnet struktur og rygrad, der lader sig pynte med alskens liv og indhold. Et sted hvor man kan lege med planter og farver. Lægge til og trække fra, uden at det går ud over helheden. Eller blot slappe af hvis det var intentionen med planen.

Hvert år når vi henter juletræet i skoven, bruger vi meget tid på at finde det rigtige; højden skal passe, det må ikke være for bredt, der skal være en jævn fordeling af de vandrette grene, og der må ikke være for få af dem. Det skal have den rigtige grønne farve og nålene må gerne være tætplacerede på stænglerne. Træet skal kunne klare at "stå uden pynt", altså uden kamuflage af pynt fra kassen.
Her er det at der altid indsniger sig et men!
Et juletræ har altid mindst én fejl.
Så er det at man kan gribe til mere pynt i kassen: for at kamuflere.

Sådan må det ikke være med haver, - det kan være dyrtkøbte fejltagelser, der gør det besværligt og kostbart at ændre, hvis ikke haven har den selvfølgelige forlængelse af det hus den er hæftet op på og det landskab den ligger i.
Der er i så fald ikke de store chancer for at haven i sin grundform, får lov at overleve ret mange generationer.

Glashaven i Ebeltoft

Snebilledet herunder, er en hver havearkitekts drøm om den have han har tegnet. Linjerne og fladerne står præcist som da de blev afsat på papiret.
Projektet lykkedes.

Når jeg ser tilbage på 2010, så er Glashaven på Glasmuseet Ebeltoft en af de haver der står mit hjerte nær. Dels fordi jeg synes det er blevet et vellykket anlæg, dels fordi det gav mig nogle skønne oplevelser sammen med nogle dejlige haveinteresserede mennesker. Ikke mindst var det en fornøjelse at arbejde sammen med de ansatte på museet, et professionelt team, der formår at sætte kvaliteten i højsæde og samtidig navigere en stor gruppe frivillige, som museet nyder godt af.
Haven blev godt modtaget og skal vise sit værd de næste mange år. Flere har fortalt mig at de er blevet inspireret til at gå hjem og dyrke deres egne haver lidt mere.

Og det er da også lige præcis det der var tanken med denne have: at den i sin udformning var overskuelig og stærk og samtidig skulle fungere i et samspil med Hackmanns gamle klassiske toldbod of 3xNielsens moderne, aflange tilbygning med glasfacader opdelt i rektangulære aflange rytmer. Der skulle være både noget gammeldags og noget mere moderne over haven. En mulig inspirationskilde?

Havens indhold kan ændre sig uden at det går ud over formen. Akkurat som det er med alle andre dyrkningsbede, til eksempel i køkkenhaven. Her begynder vi jo for så vidt forfra hvert eneste forår.

Med tiden vil flere af beplantningerne i de firkantede bede blive så markante at de skal tæmmes med saksen. Herved får haven en mere tredimensionel virkning fordi den også indtager højden og ikke kun spænder ud på fladen i jordniveau.

Og Søren Ryge kom forbi og plantede mere end hundrede af sine elskede violfrøstjerner. Et helt bed kun med dem.


Vil man anlægge en køkkenhave der ikke skal gemmes væk i det bagerste hjørne af haven er formen også god at anvende.